Nye tilbud der understøtter pårørendes behov i hverdagen
Ny forskning peger på, at pårørende lever med sorg, udmattelse og ensomhed efter en ulykke - også når hverdagen har indfundet sig. UlykkesPatientForeningen udvikler nu tilbud, der skal støtte pårørende i netop disse udfordringer.

Det er ikke kun umiddelbart efter en ulykke, at pårørende kan være ramt af svære følelser og praktiske udfordringer. Det er en livsomvæltende begivenhed, når en person, man holder af, pludselig ikke kan det samme som tidligere. Alligevel har pårørende høje forventninger til sig selv og føler stort ansvar for deres næres velbefindende.
UlykkesPatientForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter har i samarbejde med forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM forsket i, hvilke udfordringer og behov for støtte pårørende kan opleve i hverdagen. Tre udfordringer, som mange oplever, er:
SORG
Der er stor forskel på pårørendes reaktioner. Nogle indfinder sig i den nye hverdag og accepterer de nye omstændigheder, ulykken har medført.
Størstedelen af de pårørende, der er blevet interviewet i undersøgelsen, oplever dog en vedvarende sorg, som de kan have svært ved at forstå. Sorgen er knyttet til de livsplaner, pårørende havde sammen med deres nærtstående, som ikke kan indfries, fordi ulykken har ændret omstændigheder og muligheder.
ENSOMHED
Mange af de pårørende, der har deltaget i undersøgelsen, synes det er svært at tale med andre om deres følelser. Dels fordi de ikke selv har fysiske mén efter ulykken og derfor ikke føler sig berettiget til at have svære følelser forbundet med de nye omstændigheder.
Ensomheden skyldes også, at de praktiske gøremål, den pårørende tager på sig efter ulykken, kan fylde så meget, at det er svært at finde tid og overskud til andre aktiviteter. Det kan gå ud over den pårørendes sociale liv.
Derudover kan pårørende have en følelse af, at andre har svært ved at sætte sig ind i, hvorfor pårørende kan være udfordrede, når hverdagen har taget form på ny.
TAB AF IDENTITET
En ulykke medfører ofte mange gøremål for pårørende. Dels det praktiske i hjemmet, men også håndtering af det offentlige system, når der er opstået behov for hjælpemidler, træning og andet hos en nærtstående.
Pårørende kan også føle et stort ansvar for at sikre, at deres nære får den optimale behandling i sundhedsvæsnet. De mange gøremål efterlader ikke meget tid og overskud til de aktiviteter, som tidligere var med til at definere deres identitet. Det kan være hobbyaktiviteter, sociale aftaler, karriere osv. Derfor har nogle pårørende en følelse af at have mistet deres identitet.
TILBUD
På baggrund af de nye indsigter udarbejder forskerne i samarbejde med UlykkesPatientForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter tilbud, der skal forsøge at afhjælpe pårørendes udfordringer.
Tilbuddene fokuserer på at give værktøjer, som kan afhjælpe sorg og ensomhed og samtidig hjælpe pårørende til at genfinde eller genopfinde deres identitet.
Det gøres dels ved at tilbyde viden og undervisning, men også ved at skabe nogle frirum, hvor pårørende for en stund får plads til at gøre noget, der primært har til formål at give dem fornyet energi.
Tilbuddene udbydes løbende.
Se tilbud til pårørende her

Vi lancerer løbende nye tilbud til pårørende. Få her overblik over kommende tilbud.
Om projekt ETHAPE
Forskningen er en del af projekt ETHAPE, der er finansieret af VELUX FONDEN. Projektet har til formål at støtte pårørende til mennesker med følger efter en ulykke.
Første led i projektet har været at undersøge, hvordan pårørende klarer hverdagen, efter en nærtstående er kommet til skade i en ulykke.