Han er Danmarks eneste vinter-paraatlet: Jeg er vokset op med en følelse af, at det meste kan lade sig gøre

Når vi den 6. marts kan sætte os godt til rette foran tv-skærmen for at se åbningsceremonien af De Paralympiske Vinterlege i Milano-Cortina, er det den 25-årige sitskiløber Adam Nybo, der skal bære Dannebrog ind.

Han er nemlig for anden gang i træk udtaget til PL – som den eneste danske para-atlet.

Adam har nedsat førlighed i benene som følge af nervesygdommen transversel myelitis, og i dag bruger han “delvis krykker, delvis kørestol.”

På pisterne kører han sitski og stiller op i storslalom og slalom – med løb den 13. og 15. marts.

Men før han skal konkurrere på den sneklædte skibakke, gælder det en oplevelse, han faktisk har til gode: at stå med Dannebrog ved selve åbningen.

For ved vinter-PL i Beijing 2022 var han også udpeget som fanebærer – men missede åbningsceremonien, fordi han fik corona.

Nu gælder det så. Og det føles både som en ære og ret nervepirrende at skulle repræsentere Danmark ved vinterlegene. Som han selv siger:

- Det er jo lige pludselig mig, der er enerepræsentant for Danmark. Og jeg skal tage alle de officielle pligter med fane og alt muligt andet på mig. Jeg vil jo også gerne gøre en god figur for Danmark, så det er da lidt af et pres, men jeg glæder mig også til det hele. Forhåbentlig klarer jeg det godt i konkurrencerne.

Drøm bare stort

Det er ikke kun drømmen om en okay placering, der får ham til at spænde skihjelmen og rejse til Milano.

For Adam handler eventyret på PL-pisterne også om at gøre parasporten synlig for flere end dem, der allerede følger ham.

- Jeg vil gerne have skisporten ud til den almene befolkning og få vist til familier, der måske har børn med handicap eller andre unge som mig med et handicap, at det faktisk er muligt at dyrke eliteidræt, selvom man måske sidder i kørestol eller har et andet fysisk handicap, forklarer han og tilføjer med glimt i øjet:

- Skisport er en niche, og parasport er virkelig en niche. Og når man så kombinerer de to, bliver det virkelig-virkelig en niche for de få, men jeg er selv beviset på, at det ikke skal stoppe nogen i at drømme stort.

Den drivkraft har fulgt ham, siden han var en lille dreng.

Følelsen af frihed

- Det der med, at et handicap skal bremse noget, er ikke noget, mine forældre rigtig abonnerede på i opdragelsen af mig, fortæller han.

Selvom han ikke rigtigt kunne bruge sine ben fra han var 11 måneder gammel på grund af sin nervesygdom, insisterede familien på, at de stadig skulle afsted på skiferie hvert år.

Og det var præcis den tankegang, der en vinter i Norge fik hans forældre til at købe en brugt sitski på stedet, da Adam var 7 og var blevet “lige lovlig stor” til at stå mellem sin fars ben.

I begyndelsen var det svært – pludselig skulle han selv styre – men ret hurtigt blev det noget andet, der stod klarest:

- Jeg satte rigtig meget pris på den frihed, det gav mig. Altså jeg kunne køre fuldstændig, hvor jeg ville, og jeg følte mig meget fri. Det var meget motiverende.

Adam blev hurtig god. Og siden 2013 har han dyrket sitski på eliteniveau.

Brug energien rigtigt

I dag er Adam blevet mere bevidst om, at motivation ikke kun handler om at presse på for at nå langt.

For nok har hans succes på pisterne som barn og hans forældres ukuelige tro på ham, givet ham et stærkt drive, men det kan også tippe over.

- Det kan godt være et tveægget sværd. Netop fordi jeg er vokset op med en følelse af, at det meste kan lade sig gøre, hvis man bare finder en vej, kan jeg godt have tendens til at tage munden lidt for fuld.

Derfor øver han sig nu i noget, der næsten er sværere end at sige ja: at kunne sige nej. Og at kunne mærke efter og sige: “Det dér, det kan jeg faktisk ikke.”

Det er en måde at passe på sig selv på. Den samme realisme har også ændret hans syn på hjælpemidler.

I perioder kæmpede Adam med, hvad andre tænkte, når han brugte kørestol – men i dag er det blevet et spørgsmål om at bruge kræfterne rigtigt. Hvis han bruger alt energi på at forcere hverdagen til fods, er der ikke meget tilbage til livet bagefter.

Han henviser til et amerikansk studie, han deltog i sammen med sin far, hvor de målte hans energiforbrug – og hvor konklusionen var, at et skridt for ham kan koste op mod 18 gange så meget energi som for andre.

Kørestolen giver overskud til det, han gerne vil. Træning. Venner. Og drømmen om sneklædte pister.

Skuffelsen stoppes med et godt skrig

Normalt er der ikke meget sne i Danmark, så Adams primære træning til dagligt handler mest om at træne musklerne op til, at han skal afsted for at konkurrere.

På en sæson bliver det til omkring 5–6 konkurrencer, og ofte rejser han afsted lidt før, for at blive helt klar.

- Så har jeg i hvert fald en træningsdag i sneen, inden det går løs. Derudover tager jeg også på træningslejre. I Norge, i Østrig, og sidste sommer kom jeg endda til Australien på et legat, så jeg også kunne træne i løbet af sommeren.

Det er ikke kun kroppen, der skal være klar – hovedet skal også kunne holde til, at skisport “kører på marginaler,” som Adam udtrykker det. Han har prøvet at lægge stærkt ud og alligevel ende med nul:

- Sidst endte jeg jo med at køre et rigtig godt første gennemløb, og blev så diskvalificeret i mit andet gennemløb, fordi jeg kom lidt for meget ind over en af portene, siger han – og beskriver sådan en mavepuster, hvor man både står på mål for egne ambitioner og skal se alle dem, der tror på ham i øjnene:

- Så tænker jeg bare: Åh shit, så har de sendt mig helt herover, og så kommer jeg ikke engang igennem.

Men når ting kikser – om det er udstyr, der ikke virker eller Adam selv, der laver fejl, har han en ret bevidst strategi:

- Jeg må gerne lige føle skuffelsen i momentet … lige sige, at det er træls. Men når dagen er slut, skal det stoppe. Jeg vil ikke blive ved med at ærgre mig over det, for så kan det hurtigt blive en ond spiral. I stedet kan jeg godt lide at skrige skuffelsen ud af kroppen med det samme. Det dejlige er jo, at man er ret alene på vej ned af bjerget, så jeg kan godt lige komme med sådan et råb, uden at alt for mange andre hører det, siger Adam og griner.

Vi krydser fingre for, at det mest bliver glædesråb, Adam Nybo får lyst til at skrige ud på pisterne i Milano.

Held og lykke til ham – og til hele holdet bag Danmarks eneste vinter-paraatlet.