Designeren der ville genopfinde kørestolen

Med blik for både æstetik, funktion og menneskelig værdighed insisterer han på, at vi også i designet af hjælpemidler må tage mennesker alvorligt – ikke kun som brugere, men som ligeværdige deltagere i samfundet.

De var faktisk ikke inviteret til Milano Design Week, men designeren Sophus Bang og arkitekten Jacob Jensen reagerede på en fælles indskydelse, stoppede deres innovative kørestol bag i Sophus Bangs Suzuki og kørte ned gennem Europa mod den norditalienske modeby. Deres plan var at gøre opmærksom på, hvordan et så afgørende hjælpemiddel som en kørestol også kan tage sig ud.

- Vi begyndte med at have lidt etiske overvejelser, om det egentlig var okay, at vi på skift satte os i kørestolen og kørte rundt. Men vi gjorde det, så vi kunne skabe opmærksomhed. Vi kørte rundt på de gamle brosten i Milano, og det var vi lidt spændte på, for det er jo en indestol, vi har lavet, men det gik på alle måder overraskende godt, fortæller designer Sophus Bang.

Opmærksomhed fik kørestolen. Med sit adrætte og elegante udseende adskiller den sig markant fra de kørestole, som de fleste har stiftet bekendtskab med, og det mærkede makkerparret undervejs.

- På et tidspunkt svinger vi forbi et cafébord med fem supersmarte italienske unge mænd, og de stopper alt, de er i gang med, og begynder at stirre. Så griber de deres mobiler og tager billeder. Sådan fortsætter det. Folk chatter os op på gaden og roser stolen, og den her form for hype, har jeg ikke været ude for før. Senere møder vi Ilse Crawford, der er én af de mest indflydelsesrige designere i Europa, og hun var også meget begejstret. Så det var fantastisk at opleve, at vi fik sat kørestolen en smule på dagsordenen, siger Sophus Bang og fortsætter:

- Normalt kredser opmærksomheden om kørestole og kørestolsbrugere sig om noget helt andet. Jeg læste et indslag på LinkedIn om en kvinde, der havde fået en knæoperation og derfor sad i kørestol i en kort periode. Fra den ene dag til den anden oplevede hun det som om, at hun pludselig var blevet usynlig, og at folk valgte at se forbi hende, alene fordi hun sad i kørestol.

- Jeg oplevede det samme, da jeg for nogle år siden var handicaphjælper, hvor folk henvendte sig til mig og ikke til personen, der sad i kørestolen. Det er nok en form for berøringsangst og usikkerhed fra omverdens side, tror jeg, men det handler i høj grad også om fremtoning: Du kan klæde dig nok så smart og selvsikkert på, men hvad hjælper det, hvis den mest dominerende del af dit samlede udtryk signalerer handicap?

Han mener, at vi bør ændre vores syn på gængse hjælpemidler.

- Jeg er 51 år, og jeg ved ikke, om jeg er ude for en trafikulykke eller får en alvorlig sygdom i morgen. Eller hvornår jeg er gammel nok til, at mine skavanker kræver hjælp.

- Med andre ord, så får vi alle sammen brug for hjælpemidler i et eller andet omfang på et tidspunkt i tilværelsen. Det har vi som designere også et stort ansvar i at se og anerkende. Vi skal ikke bare lave pæne ting, men noget, der rent faktisk er funktionelt, og samtidig kan rykke noget i samfundet.

Har ikke udviklet sig i årevis

Vi spoler tiden tilbage til før Milano, hvor Sophus Bang var én af deltagerne i DR’s program Danmarks Næste Klassiker. Allerede i første program fik de fem deltagende designere at vide, at de som finaleudfordring skulle lave et såkaldt mesterværk bestående af genbrugsmaterialer. Det satte med det samme gang i tanker hos Sophus Bang.

- Det var meget ambitiøst at kaste sig ud i, måske lidt dumdristigt, men jeg kunne ikke slippe idéen. Så ret hurtigt lagde jeg mig fast på, at mit mesterværk skulle være en kørestol. For to år siden kom min mor på plejehjem, og her så jeg meget tydeligt, hvor slemt det egentlig er: De her hjælpemidler, man fylder ind, pottestolen, hospitalssengen, natbordet og selvfølgelig kørestolen, er så fremmede i et hjemligt miljø, så ukærlige og uæstetiske.

Særligt kørestolen, som Sophus Bangs mor sidder i hovedparten af sine vågne timer, stillede han skarpt på.

- Kørestolen har nærmest ikke udviklet sig i årevis, og så skulle man måske tro, at det er fordi, den sidder lige i skabet, men det synes jeg langt fra er tilfældet. Den er hverken visuel eller funktionel, og det er lidt vildt at tænke på, når den spiller så afgørende en rolle for mange mennesker, både for brugere og for de mennesker, der arbejder som hjælpere eller i sundhedssektoren.

Det var derfor designerens hensigt, at den stol, han udviklede, havde funktionen i højsædet.

- Nu var jeg jo med i et program, hvor der først og fremmest var fokus på det æstetiske, men hovedmålet med den her kørestol var, at den skulle være funktionel og løse den udfordring, den er sat i verden for. For eksempel at man ikke bliver stigmatiseret, når man sidder i kørestolen, for så er det ikke løst ordentligt.

Respekt for intimsfæren

I Danmarks Næste Klassiker kunne deltagerne indgå i samarbejde med andre, da de nåede finaleopgaven, og her tog Sophus Bang fat i sin ven og kollega, arkitekt Jacob Jensen.

- Hans mor sad også i kørestol, så det lå også ham på sinde. Vi begyndte med at se på, hvilke funktioner vi rigtig gerne ville forbedre, og som vi tænkte kunne betyde noget for ikke bare vores mødre, men mange andre i kørestol. Vi fokuserede blandt andet på bremserne.

Centralt for arbejdet med bremserne var, at de burde være meget nemmere at betjene, hvis det stod til Sophus Bang.

- Bremsen bruger man rigtig meget, og jeg har kun set det udført på én måde: For det første skal man som kørestolsbruger række sig ned for overhovedet at få fat i håndtaget til bremsen, for det andet er det et enormt lille håndtag, som er virkelig stramt, så der skal kræfter til. Min mor kan dårligt nok låse den op og i, så jeg tænkte, at der må være mange, som har udfordringer her.

En anden dimension er de mennesker, som er omkring den, der sidder i kørestol.

- Skal man som pårørende, plejepersonale eller hjælper betjene låsen, så kommer man meget hurtigt til at bøje sig ind over kørestolsbrugeren og ind i vedkommendes intimsfære. Det er både intimt for den, der sidder i stolen, men også intimt for den, der udfører handlingen.

- Så det ville jeg gerne prøve at udfordre med en ny løsning. Derfor gentænkte vi selve låsemekanismen, og bremserne er flyttet ind bag ved hjulene og koblet til armlænene på vores stol. Der har man de store muskler, så man kan bruge sine kræfter der til at betjene bremserne, hvis man har nogenlunde funktion i armene. Det gør også, at det er mere sikkert at rejse sig, hvis man har benfunktion.

Der må være et marked

I tråd med Sophus Bang og Jacob Jensens tanker om at undgå stigmatisering så de også på håndtagene bag på kørestolen. Her er den konkrete placering afgørende.

- Det der med håndtag i nakken, den er jeg ikke fan af; man er lige klar til at blive bugseret væk, som hvis det var en sækkevogn eller noget, der stod i vejen. Og det synes jeg er enormt fornedrende. Jeg er med på, at der skal være håndtag, når man skal bruge det, men det bør man løse på en anden måde og gøre det mere subtilt.

Sophus Bangs kørestol er lavet i egetræ, og det giver den et helt andet udseende end det, vi normalt forbinder med hjælpemidlet. Selvom Sophus Bang og Jacob Jensen i tv-programmet kun havde 10 døgn til at udvikle og udforme en kørestol, nåede de at gøre sig mange overvejelser og udforme mange løsninger.

- Uden arbejdstegninger modellerede vi os frem til den her stol; en hands-on proces, der førte os frem til løsninger, jeg ikke ville have kunnet tegne mig frem til. Aldrig har jeg været med til at træffe så mange valg på så kort tid, lyder det fra designeren, der lister op:

- Ligesom bremsen, der krævede en del opfindelse og justeringer, er de fleste af de gode løsninger skjult på stolen: Den integrerede tilt-støtte, den velcro-fri justering af sæde og rygstøtte, som vi dog ikke nåede at implementere, samt affjedring af forhjulsophænget.

- Konstruktionen lægger op til integreret vinkeljustering af ryggen og justering af sædehøjde og tyngdepunkt i forhold til hjul, der ligger skjult bag de aftagelige hjulcovers, og som vil kunne customiseres sammen med det let udskiftelige betræk. Der er rigtig mange gode ideer og løsninger, der bare venter på at blive videreudviklet. 

Til trods for, at kørestolen har høstet mange positive tilbagemeldinger, er der stadig lang vej i tilblivelsen af et reelt alternativ til de gængse kørestole. Det har ikke overrasket Sophus Bang.

- Nej, der er nogle strukturer, der gør, at man ikke bare kan sætte den her kørestol eller andre nytænkende hjælpemidler i produktion lynhurtigt, og jeg tænker da heller ikke, at det er realistisk, at kommunerne kommer til at kigge den her vej.

- Det er selvfølgelig lidt frustrerende, men jeg tror fortsat på, at der må være et stort marked, og at der må være mennesker derude, nogle kommende samarbejdspartnere og producenter, der kan se mulighederne. Vi kæmper videre. 

I Danmarks Næste Klassiker var dommerne meget imponerede over Sophus Bangs kørestol, selvom den ikke endte med at blive kåret som vinder i sin kategori. Han vandt dog i to andre kategorier, og han fortryder ikke, at han kastede sig ud i så omfattende et projekt som sit mesterværk:

- Der er rigeligt med spisebordsstole i dansk design, og det kan ikke udelukkende være det, vi skal stile efter at lave flere af. Vi må tænke bredere. Kørestolen var det vigtigste, jeg kunne komme i tanke om at designe, og det handlede i høj grad om at lave et funktionelt møbel, som man faktisk gerne vil have stående i sin stue, siger designer Sophus Bang, som afslutter:

- Selvfølgelig skal kørestolen være et hjælpemiddel og et møbel, man på alle måder tager seriøst, for vi kan ikke være andet bekendt over for de mennesker, der er dybt afhængige af dem.