Elaines egne kollegaer tog imod hende efter ulykken

Første glimt af virkeligheden efter ulykken får hun, mens hun ligger i bilen på passagersædet. Hendes sæde er lagt tilbage, og hun har netop blundet med et tæppe over sig, mens hendes mand kører. Nu ligger hun og kigger forvirret op på en akutlæge. Der er sket noget, men i første omgang forstår hun ikke hvad. Alt fremstår forvrænget. Hun ser noget brunt, masser af grønt, og i de næste øjeblikke skriger hun i smerte, mens hun forsvinder ind og ud af bevidstheden. Ambulancereddere kæmper for at få hende ud af den deforme bil.

Så bliver alt sort et øjeblik. Da hun igen kommer til sig selv, hører hun den summende lyd af helikopterrotoren og mærker, at de lander på taget af Rigshospitalet – præcis som andre alvorligt tilskadekomne i tilsvarende ulykker. Men forskellen er, at Rigshospitalet er Elaine Stello Garcias arbejdsplads, og det er hendes egne kollegaer, der tager imod hende.

– Gradvist går det op for mig, at vi har været ude for en ulykke. En alvorlig ulykke. Og det er præcis det, jeg er vant til at have med at gøre i mit arbejde. Normalt er det jo mig, der som lægesekretær tager imod opkald fra ulykkesstederne, sætter ting i gang, koordinerer med alle parter og følger op, forklarer 53-årige Elaine Stello Garcia og fortsætter:

– Jeg kommer ind på Rigshospitalets TraumeCenter, og det er selvfølgelig overvældende og skræmmende, men selv midt i alt det her er der noget, der giver mig tryghed. Selvom jeg er fuldt bevidst om, at situationen er alvorlig, føler jeg mig alligevel helt tryg. Alt er genkendeligt – jeg ser mine gode kollegaer, der undervejs forsikrer mig om, at de passer godt på mig og gør alt, hvad de kan. En kollega spørger mig, efter hun har renset mit ansigt for blod og glasskår, om der er noget, hun kan gøre for mig. Jeg siger ja og beder hende om at lægge sin hånd på min krop og lade den blive der.

Brug for at komme tilbage

Siden ulykken i juni 2023 har Elaine kæmpet sig op ad et stejlt bjerg af genoptræning, smerter, operationer, økonomisk usikkerhed og bekymringer for familielivet. Samtidig har hun været dybt bekymret for sin mand, der efter ulykken har fået så alvorlige hjerneskader, at han ikke længere kan bo hjemme og derfor er flyttet i plejebolig. Midt i alt dette er hendes overvejelser om arbejdslivet blevet mere og mere påtrængende.

– Det har været en stor og vigtig del af mit liv og min identitet, og jeg vil gerne tilbage, rigtig gerne. Jeg vil faktisk sige, at jeg har brug for at komme tilbage, fortæller Elaine på et tidspunkt, hvor der kun er få dage til, at hun for første gang skal møde op til en kort arbejdsdag på to timer som lægesekretær. Hun fortsætter:

– Men jeg var allerede inde på Rigshospitalet forrige fredag for at besøge dem og gøre klar. Det har jeg udskudt flere gange. Jeg fik kigget i mine ting, ryddet lidt op i nogle papirer og i mit garderobeskab. Jeg har også bedt min leder om at sørge for, at min mailindbakke bliver ryddet for det sidste år. Hver gang jeg har været til undersøgelse på Rigshospitalet, har jeg hilst på mine kollegaer i TraumeCenteret. Det føltes så godt hver gang, selvom jeg arbejdsmæssigt var i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde kunne vende tilbage.

Nervøsitet forduftede

En af de største knaster i Elaines tilbagevenden var traumestuen – det sted, hvor hun selv blev ført ind efter ulykken, mens hendes kollegaer hastigt iværksatte livreddende operationer for at stoppe de indre blødninger i hendes maveregion. I månedsvis spekulerede hun på, hvordan det ville føles at træde ind i netop dét rum igen.

– En af de sidste gange, jeg besøgte dem, inden jeg skulle tilbage i arbejdsprøvningen, spurgte en kollega, om jeg havde lyst til at gå med hende over på traumestuen. Jeg vidste ikke, om det var for stort et skridt. Ville det rippe op i noget, jeg ikke var klar til endnu? Men jeg sagde ja og gik med. Der var helt stille og roligt derovre. Som lægesekretær står man og arbejder i midten af traumestuen, i et ovalt glasbur, mens de fem traumelejer er placeret rundt om. Jeg bemærkede, at der var kommet nye CT-scannere, men ellers fokuserede jeg primært på de praktiske ting, fortæller Elaine og tilføjer:

– Og så spurgte min kollega, hvordan det var at være der. Jeg fortalte, at det faktisk føltes helt okay. Jeg beskrev, hvad jeg kunne huske fra ulykkesdagen, og så gik vi tilbage til sekretariatet. Det var en enorm forløsning at have taget det skridt. Da jeg kørte hjem derfra, følte jeg mig så lettet. Min nervøsitet var forduftet for en stund.

Finde nye vaner

Elaine er overbevist om, at når hun gradvist bliver sluset ind i arbejdslivet igen, vil de fleste opgaver føles naturlige, akkurat som inden ulykken. Men praktiske spørgsmål trænger sig på.

– Jeg er for eksempel ikke sikker på, at jeg kan cykle på arbejde på grund af mine skader. Det gjorde jeg altid før. Der er fire kilometer, så måske vælger jeg at gå. Nu har vi aftalt, at jeg møder ind på tirsdag fra 7.30 til 9.30, så jeg kan være med til morgenmødet. Når jeg kommer, skal jeg have min uniform på igen. Den del bliver også noget andet, fordi min krop har forandret sig, og min beskadigede skulder giver mig store problemer, siger Elaine og fortsætter:

– Jeg skal finde ind til de vaner, jeg havde før, og som jeg stadig kan tage med mig, men jeg skal også skabe nye vaner. Det gælder selvfølgelig arbejdsmæssigt, men også i resten af mit liv. For selvom jeg så gerne vil tilbage til mit spændende og meningsfulde job, tænker jeg også på, om der er en forventning om, at man skal fungere som en slags soldat, der bare præsterer. Vi ved jo godt, hvad arbejdsmarkedet kræver af os. Men er der plads til os, hvis helbredet svigter? Hvordan kommer arbejdet til at passe til den nye mig – både fysisk og psykisk?

Det handler om balance i livet, lyder det fra Elaine, som uddyber:

– Der skal skabes plads til det menneske, jeg er blevet til, og den historie, jeg har nu. For jeg er ikke den samme, men alligevel er jeg. Mit nye jeg og mit gamle jeg skal flettes sammen, og det er jeg sikker på kan lade sig gøre over tid.

Retur til det velkendte

Inden opstarten har Elaine i samråd med sin nærmeste leder overvejet, hvordan hun vil omtale ulykken, og hvor meget den og dens konsekvenser skal fylde.

– Der er jo for eksempel mine usynlige handicaps. Jeg vil helt sikkert fortælle noget, men ikke alt. Det må jeg finde ud af undervejs, for det skal selvfølgelig ikke handle om ulykken det hele, og jeg søger ikke medlidenhed. Måske sender jeg en mail ud, hvor jeg fortæller lidt, siger hun.

Overvejelserne er mange, men Elaine siger til sig selv, at forløbet indtil videre allerede er en succes.

– Det har jeg en følelse af. Fordi jeg tør gøre det her, og fordi jeg ikke bare kaster håndklædet i ringen. Jeg er motiveret, og jeg vil ind og gøre en forskel – så må jeg mærke efter, hvad jeg kan, i stedet for at blive bange og droppe det. Samtidig er der noget tryghed i at komme tilbage til det, der er velkendt, og arbejde sammen med kollegaer, der har kendt mig fra før ulykken. De ved, hvad jeg står for, hvad mine faglige kompetencer er, hvem jeg er som menneske, og hvilke livsværdier jeg har. Det betyder meget.

Snyder sig bedre

En måned senere er der nyt fra Elaine. Hun er tilbage i jobbet som lægesekretær og arbejder lige nu to gange fire timer om ugen.

– Overordnet synes jeg, at opstartsperioden er gået godt. Der er så meget fagligt, som sidder på rygraden, og jeg føler, at jeg kan bidrage. Det er jo fantastisk. Jeg har både oplevet at skulle lære fra mig og at lære nye ting. Det giver mig en god fornemmelse, både for min selvtillid og mit selvværd, at jeg stadig kan rigtig meget, siger hun, men pointerer også:

– Jeg kommer til at snyde mig bedre, end jeg er. Det skal forstås sådan, at der er en masse ting i min krop, som ingen ser. Hvordan jeg ligger og ikke kan vende mig i sengen om natten, 
eller hvordan jeg for eksempel ikke kan skrive på en tavle på arbejdet, når jeg skal løfte min højre arm for langt op. Det er indimellem ensomt at have det sådan, og andre gange er det helt okay. Det her er virkelig en balancegang. Måske vil man få det indtryk, at det kører nogenlunde uproblematisk, når jeg er på arbejde, men det er skide hårdt.

Det ligger Elaine på sinde at passe på sig selv undervejs i forløbet. Ellers ville hendes tilbagevenden slet ikke kunne lade sig gøre.

– Som jeg også sagde til min leder, Marlene (Kongstad Blomstrøm Poulsen, red.), så er der dage, hvor jeg går herfra og har været overvældet. Det kan være, at der for eksempel har været noget med et barn, hvor alvoren ikke er til at tage fejl af. Det lærer man måske aldrig at vænne sig fuldstændig til, men jeg kan godt mærke, at det påvirker mig i højere grad lige nu, end det gjorde før min egen ulykke.

Husker at sige fra

Når bægeret er fyldt, sørger Elaine for at sige fra.

– Jeg vil jo ikke ende i en situation, hvor man går for hurtigt frem og presser noget igennem. Dagen på job i går var for eksempel meget overvældende. Jeg måtte tage en ekstra pause halvvejs, og jeg sagde fra 25 minutter før, jeg havde fri, for jeg kunne ikke mere. Der er ekstremt meget sygdom i min faggruppe lige nu, hvilket lægger et stort pres på de, der er her.

Inden sin tilbagevenden brugte Elaine som tidligere nævnt tanker på, hvor meget og hvordan hun skulle fortælle om hele sin situation. 

– Mange af de forestillinger, planer og strategier, jeg egentlig havde tænkt over på forhånd, de har ikke været nødvendige. Jeg har ikke meldt noget ud, men møder bare op, og det har 
passet mig fint. Inden min start spekulerede jeg også en del over min transport til arbejdet. Jeg har haft lidt problemer med at cykle på min nye elcykel, og i dag tog jeg for eksempel bilen. Men jeg er ikke så glad for at tage bilen på job, da parkeringsforholdene er så udfordrende, og så er det dyrt. Så transportdelen mangler jeg at få fuldstændig styr på, for usikkerheden tager selvfølgelig kræfter.

I de kommende uger vil Elaine gradvist trappe op i timeantal. Der er fastsat et mål fra ledelsen, at hun ved årsskiftet er tilbage på de 32 timer, hun arbejdede inden ulykken. Hvorvidt det overhovedet er realistisk, har Elaine svært ved at vurdere lige nu. 

– Heldigvis har jeg fået lov til at stykke min egen tilbagevendingsplan sammen. Det er en lettelse. Det handler om, at jeg gør det til mit eget, og så vil jeg gerne holde momentum og fortsætte i den gode udvikling, jeg er i lige nu. Uden krav om, at jeg lynhurtigt skal op i timeantal, hvis jeg ikke føler mig klar. Så det er jeg så glad for kan lade sig gøre. Planen skal selvfølgelig godkendes af min nærmeste leder, og vi har en tæt dialog om det hele. Jeg tror på, at det er sådan, det her udvikler sig bedst.

Nogle gange skal man give slip

Næsten et halvt år senere er situationen vendt på hovedet. Forleden blev Elaine ringet op af sin leder, som fortalte, at de skulle holde et møde med henblik på en afskedigelse.

– Det kom ikke decideret bag på mig, men det var en stor sorg alligevel. Det er klart. Omstændighederne har dikteret, at det er gået sådan, og jeg er faktisk rigtig stolt af den måde, jeg kom tilbage på. Jeg fulgte min tilbagevendelsesplan, forklarer Elaine, der også måneden forinden havde haft et møde med sin leder om sin situation:

– Der havde jeg lavet en liste med 18 punkter, som hver repræsenterede ting, jeg kæmper med i mit privatliv, og som jeg må tage mig af hver eneste dag. Sådan er livet efter en voldsom ulykke. Det havde jeg brug for at vise, så min leder fik et indblik i, hvilket mørkeland jeg står i. Vi har hele tiden haft en god og åben dialog, og jeg måtte være helt ærlig og sige, at det simpelthen blev for meget.

For at forstå sammenhængen skruer vi tiden lidt tilbage. I efterårsferien kom Elaines datter til skade med sin ryg og endte på hospitalet, hvilket fjernede al afslapning fra en ellers tiltrængt ferie i Portugal. Det blev begyndelsen på en meget udfordrende periode.

– Dagen efter vores ferie i Portugal blev jeg ringet op og fik at vide, at min mand havde stærke smerter, og at de ville give ham morfin. Dagen efter fandt de ham ukontaktbar. Plejehjemmet ringede 112 og bad os komme så hurtigt som muligt, fordi det var kritisk.

Det viste sig, at Elaines mand skulle afgiftes for morfinen, og at han havde lungebetændelse. Som dagene gik, kom han til sig selv igen, men den skrøbelige situation og det konstante alarmberedskab, som Elaine befandt sig i, satte sine spor. I perioden efter fungerede arbejdet fint, og hun klarede tre vagter af seks timer om ugen, men det var ikke holdbart i længden.

– Når jeg kom hjem, var jeg fuldstændig tømt for energi. Jeg havde ikke kræfter til at være mig selv og ikke overskud til at tage mig af alle de ting, der pressede sig på. Julen var særligt hård, især fordi min mand havde det meget svært psykisk og ikke havde lyst til at være her længere. Det tog hårdt på mig, og i januar blev jeg langtidssygemeldt. Nogle gange skal man give slip, og det er der, jeg er nu. Det er måske ikke et endegyldigt farvel til min arbejdsplads, selvom jeg nu er blevet afskediget, for jeg håber stadig på, at der engang langt ude i fremtiden kunne være en åbning for fleksjob. Men ikke lige nu. Jeg skal have ro på, og det har jeg det faktisk godt med, for jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, afslutter Elaine Stello Garcia.