Gå til hovedindhold
Kvinde tager sig til hovedet

Hjernetræthed kan også spille stor rolle

En tredjedel af alle, der har fået en skade på hjernen, lider af udpræget træthed i hverdagen. Fænomenet kaldes hjernetræthed, og det kan være direkte invaliderende for den ramte, fortæller overlæge fra Dansk Center for Søvnsygdomme, Poul Jennum. Han uddyber:

- Når noget handler om søvnsygdomme, så er mange tilbøjelige til at skære alle over én kam og sige, at det må være søvnapnø, man fejler, men det er det langtfra i alle tilfælde. Vi ser især hjernetræthed hos mennesker, som har fået en skade på hjernen: Hjernerystelse, piskesmæld, blodpropper, hjerneblødninger eller andet. Hjernetræthed er en stor plage: Man orker simpelthen ikke at passe et arbejde, være social eller udføre simple hverdagsopgaver, men føler sig uendeligt træt.

Lider man af hjernetræthed, kan man aktivt være medvirkende til at bedre situationen.

- I neurologien ser vi mobilisering, træning og aktivitet samt kognitiv træning som meget vigtige redskaber, når det kommer til søvnsygdomme. Gerne så tidligt i forløbet som muligt, det giver de bedste resultater. Det gælder i høj grad, når det kommer til hjernetræthed; ud fra devisen, at hjernen er en muskel, og at den derfor skal trænes. Ved hjernetræthed er tid også en væsentlig faktor, forklarer Poul Jennum.

Ikke alle undgår dog helt søvnproblemer, selvom man helt eller delvist skulle komme af med selve hjernetrætheden.

- Fortsatte symptomer af forskellig art kan være søvnapnø, narkolepsi, hvor man pludseligt falder i søvn, eller sekundær narkolepsi. Det, som vi især interesserer os for, når det kommer til hjernetræthed, er at finde ud af, hvad det er, der nøjagtig sker inde i hjernen, når det indtræffer, og hvordan man træner hjernen op igen, lyder det fra overlæge Poul Jennum.