Klatreren der faldt ned – og rejste sig igen

Efter omkring to uger i kunstigt koma vågner Michael Hjorth op på Rigshospitalet.

- Jeg slår øjnene op, solen skinner ind ad vinduet … Jeg kan kigge ud over Østerbro, hvor jeg bor til dagligt med min hustru. Og jeg har det fint. Jeg har ikke nogen smerter. Jeg har selvfølgelig fået masser af morfin og der er søde sygeplejersker, der kommer og dupper min pande og tørrer mig i rumpen og alt sådan noget, men jeg er okay. Og jeg forstår, hvor jeg er, fortæller han og fortsætter:

- Jeg forstår også, at det ikke er godt. Jeg kan ikke tale i begyndelsen, og næsten ikke se, men jeg kan fornemme på min familie, at jeg ser urimelig ud. Så jeg har hurtigt en bevidsthed om, at det ikke er sikkert, at jeg kommer til at gå igen.

Michael Hjorth, 70 år, er en af pionererne i dansk klatring, men i september 2024 gik det galt.  Han faldt knap 20 meter ned under en klatretur i Sverige, og kom slemt til skade.

I dag er han på benene igen og har endda også været oppe at prøve kræfter med at klatre igen – i en klatrehal på Amager.

For Michael blev netop klatrermentaliteten hans motivation til at kæmpe sig tilbage.

Fredag d. 13.

Michael har været i klatremiljøet så længe, at han næsten er sikker på, at de fleste klatrere i Danmark kender til ham.

- De fleste klatrere har sådan en periode i deres liv på 5–10 år, hvor de giver den gas, men så kommer arbejde, børn – og måske en topmave … men jeg har altid været der. Jeg har altid holdt fast. Min fascination begyndte tidligt. Jeg har helt fra barn læst om bjergbestigning og polarforskning. Jeg startede med at klatre som 25-årig og blev næsten med det samme en del af den lille gruppe af klatrere og bjergbestigere, der fandtes i Danmark i 1980’erne.

Dengang klatrede de kun udendørs.

- Men det var hver weekend. Vi tog til Kullen eller til Bornholm, og når der var lidt penge, så tog man til Alperne – eller til Grønland, jeg klatrede rundt i hele verden. Jeg har tænkt på at klatre hver eneste dag i 45 år.

Fredag den 13. september 2024 klatrer Michael i Sverige ved Simonsberget, syd for Stockholm.

Få minutter senere ligger han alvorligt kvæstet i en busk på en klippe efter et fald på 20 meter.

Han kan stadig ikke huske selve ulykken.

Det handler om kontrol

Når Michael skal forklare, hvorfor han er blevet ved med at klatre i alle årene, vender han tilbage til det samme ord: kontrol.

-  Jeg tror, at klatring ville miste sit tag i mig, hvis ikke det var farligt. Det handler ikke om … en dødsromantik, men nogen vil nok mene, at jeg har været lidt af en dare devil, siger Michael og fortsætter:

- For mig handler det om at være i kontrol i noget, der potentielt er ukontrollabelt. At hele tiden kunne tage bestik af situationen, når noget ændrer sig. ’Nu er det blevet stormvejr … så bliver vi nødt til at gå den vej, måske kan vi ikke komme op til toppen, så må vi måske vende om. Vi kan ikke sidde og flæbe her’, forklarer Michael.

Han kalder det selv at have en problemløserhjerne. Og i klatringen blev det med årene også en del af hans stil, altid at kunne finde en løsning – også hvis han klatrede alene. Det har han brugt som drivkraft i tiden efter ulykken.

En helt almindelig septembertur

Optakten til ulykken var helt udramatisk. Bare endnu en tur – med en ven, som han har klatret med næsten hele sit liv.

- Min kammerat Søren og jeg skulle til et svensk klatretræf, hvor man mødes i weekenden og spiser mad sammen. Og så klatrer man selvfølgelig om dagen. Vi ankom torsdag og når lige at klatre lidt. Det var fint. Det var et dejlig septembervejr, siger Michael.

Fredag kører de ud for at handle. Han husker lejebilen og det svenske landskab med marker og lidt skov.

- Vi er ikke stressede, eller noget som helst. Det er stille og roligt, og det er ikke en svær rute, vi skal ud at klatre. Og så kan jeg ikke huske mere. Det er stadig som en knap, der bare bliver slukket, forklarer Michael.

- Jeg må jo have gjort et eller andet forkert, da vi er oppe på bjerget. Bundet en knude op, som jeg måske ikke skulle have bundet op eller slækket på et andet sikkerhedskrav, selvom det er svært for mig at acceptere. Jeg plejer ikke at lave fejl, fortæller han.

- Søren ser tilfældigvis den anden vej og ved ikke, hvad jeg eventuelt gjorde forkert. Kun ud af øjenkrogen ser han, at jeg ryger ud over kanten. Og han er med det samme klar over, at han nok ser mig dø lige der.

Michael overlever, og det første, han gør, er at råbe.

Det var så det

- Søren kigger forsigtigt ud over kanten og kan se, at jeg ligger langt nede. Og jeg råber: ’Hvor fanden bliver du af, vi skal jo klatre’. Min krop er fyldt med energi, jeg vil bare videre, men mit ansigt er helt smadret og knogler i hele kroppen er brækkede, så jeg kommer ingen steder, fortæller Michael og fortsætter:

- Vi troede, vi var der alene, men det viser sig, at der var ret mange folk, og jeg lander nærmest midt imellem dem. Det var ret voldsomt.

Michael bliver hentet i ambulancehelikopter og redningsfolkene vurderer, at han var “minutter fra at dø”.

Faldet har efterladt Michael med massive skader, der også i dag gør, at han ser anderledes ud: et åbent lårbensbrud, en hofte der er gået af led og har brud, en brækket arm, knuste knogler i ansigtet og udslåede tænder.

Under redningen blødte han kraftigt og fik blandt andet lagt en tourniquet og givet blodtransfusion.

I dag mærker han stadig følgerne – han vurderer selv, at synet kan være nedsat med 30–50 %, og at venstre arm formentlig ikke kommer til at kunne løftes højere end til vandret.

I fire dage er han indlagt i kunstigt koma på Karolinska Universitetssjukhuset i Sverige, før han bliver overflyttet til Rigshospitalet i Danmark.

Hverdagsnære mål

Da Michael vågner og begynder at forstå omfanget af ulykken, træffer han en beslutning. Han vil ikke leve i en konstant længsel efter det gamle liv.

- Meget, meget tidligt tænker jeg ’ja ja, det var så den klatring, det kan godt være, at jeg ikke skal det mere.’ Jeg ønsker ikke at sætte et mål op om at klatre igen, og så blive dobbelt skuffet, hvis det ikke kan lade sig gøre. Så i første omgang handlede det om mentalt at pakke det helt væk.

I stedet sætter han et andet mål, som er helt hverdagsnært. Han vil gerne kunne komme til at gå ture og komme op på en cykel igen.

- Jeg havde et enormt stort behov for at komme til at cykle. Bare at cykle op og ned ad gaderne i København. Jeg har cyklet meget hele mit liv, siden jeg var lille dreng, og der er enormt meget frihed i at kunne bevæge sig frit.

Vejen mod det bliver taget skridt for skridt, og helt konkret med masser af genoptræning – blandt andet på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.

Da han vender hjem til sin hverdag på Østerbro, bliver det tydeligt, hvor meget “at klare sig selv” består af små, usynlige bevægelser, der flytter mere end man selv forstår i øjeblikket, som Michael forklarer det.

Han er ikke typen, der romantiserer “at være stærk”. Han organiserer sig. Finder hjælpemidler. Laver et system, der gør det muligt at bevæge sig i verden igen. Han går for eksempel med en vandrestav. Og når det er mørkt, kommer pandelampen på. Han har også et par briller, han bruger.

Hjælpemidlerne bliver også et signal til omgivelserne. 

- Det svarer lidt til sådan en solsikkesnor. Så folk er klar over, at jeg ikke kan alt og nok er lidt langsommere end de fleste. Det er en måde at passe på mig selv, siger Michael.

12 kilometer – og en sejr

Et år efter ulykken er Michael efterhånden i stand til at tage på vandreture, blandt andet med sin hustru Kerstin – og han har også gået igennem en svensk skov for at nå frem til klatreklubbens hytte.

Helt alene og med det ypperste i hans elskede letvægtsudstyr: sovepose, liggeunderlag, telt og mad.

- ...Så ingen bagefter skal sige, at jeg fik hjælp! Der var 12 kilometer – og det var en stor sejr for mig. Generelt er min rehabilitering gået bedre, end lægerne havde forventet – selv om der stadig er meget arbejde, der venter foran mig. Men jeg er også begyndt at arbejde igen, fortæller han, og tilføjer, at det skal være “stressfrit” og inden for det, han kan holde til både fysisk og mentalt, for at det giver mening.

For den nye virkelighed er hele tiden med i baggrunden: sanserne, der er anderledes.

Orienteringen, der kan halte. Mobiliteten, der ikke er, som det han kendte.

- Men jeg og min lille familie er meget taknemmelige for, hvordan det hele er gået. Og også for de mennesker, der har hjulpet mig på vejen.

Tilbage til klatrevæggen

Når Michael bliver spurgt om råd, der kan motivere andre i en lignende situation, er det vigtigt for ham at understrege, at han har stor respekt for, at andres ulykker, sygdomsforløb og det, de må kæmpe med og imod, kan se helt anderledes ud.

- Det her er jo min historie, siger han og er bevidst om, at motivation kan lyde provokerende, hvis man står midt i smerte og kaos.

- Men jeg prøver selv at finde nogle mål undervejs, der ikke er for store og umulige – også selvom det ikke er det, man drømmer om, fortæller Michael og uddyber:

- Et eksempel er at kunne gå med min stok. Jeg ville da hellere kunne løbe, men det må være et andet mål senere i min proces. Derudover har jeg prøvet på at være nysgerrig på alt det nye, læne mig op ad menneskerne omkring mig og se på fremtiden med milde øjne, siger Michael.

- Jeg kan jo ikke det, som jeg kunne før, men så må jeg finde på noget andet. Som klatrer har jeg lært at kigge efter løsninger og klatre op igen, når jeg falder – det hjælper mig nu, siger Michael, der med det samme sagde ja, da fotografen spurgte, om han havde mod på at besøge en klatrehal og få taget billeder til artiklen.

At Michael så besluttede at klatre op igen – mindre end to år efter ulykken, er svært ikke at lade sig imponere af.