Kroniske smerter: Vi skal have en fælles fortælling

Rigtig mange danskere er ikke klar over, hvad kroniske smerter er for en størrelse. Samtidig er det vanskeligt at få klinikere til at følge de retningslinjer, man fra forskningens side ved virker, lyder det fra forskningsleder Nanna Rolving.

- Vi skal have en fælles fortælling, når man eksempelvis oplever at få ondt i ryggen eller nakken og har det i længere tid. Når patienten kommer fra egen læge til fysioterapeuten, til kiropraktoren eller til kommunal genoptræning, så bør det være den samme fortælling, man hører: at smerterne ikke er farlige, at man ikke skal skåne sig selv, at man ikke bør tage stærk medicin osv., begynder Nanna Rolving, der er forskningsleder og lektor i fysioterapi på Aarhus Universitet.

Både i hendes egen forskning og som vejleder for ph.d.-studerende kredser hun dagligt om mange af de problematikker, der opstår som følge af den massive mængde danskere, som døjer med kroniske smerter.

- Retningslinjerne for, hvordan man skal forholde sig til kroniske smerter har stort set ikke ændret sig i 30 år. Alligevel ved rigtig mange ikke, hvad kroniske smerter er for en størrelse. Samtidig er det vanskeligt at få klinikerne til at følge de evidensbaserede retningslinjer, der er på området, og det er jo et problem, lyder det fra Nanna Rolving.

Dialog om smerter er afgørende

Zoomer vi først ind på de mennesker, der er ramt af kroniske smerter, handler det blandt andet om forventningsafstemning.

- Der er mange patienter, som forventer, at man straks skal op på briksen og fikses, så snart man bliver sendt videre til en fysioterapeut eller kiropraktor. Men når det kommer til smerter, som ikke er akutte, så er billedet noget mere kompliceret, for der er ikke noget quickfix, forklarer Nanna Rolving.

Næsten alle forløb med kroniske smerter er både meget individuelt funderede og sammensat af en masse faktorer.

- Problemet opstår, når egen læge ikke har tid til at tale med dig om dine kroniske smerter, men straks sender dig videre. Sådan er virkeligheden jo, for tiden er knap. Her ville det være rigtig godt, hvis lægen gør det klart, at man bliver sendt videre til fysioterapeut eller kiropraktor, og der tager de som det første en snak med dig om, hvad længerevarende smerter er for noget, og hvad det betyder for dig, siger forskningsleder Nanna Rolving, som fortsætter:

- Dialogen er så vigtig. Den kan give nogle svar på det her komplicerede samsurium af ting, som kroniske smerter oftest er. Der er for eksempel stadig mange, som tror, at det er bedst at skåne sin krop, men det har vi vidst i årevis ikke hjælper, tværtimod. Det er op til klinikeren at fortælle, at du gerne må træne, og at kroniske smerter på ingen måde er farlige i sig selv.

Skal klinikerne følge retningslinjerne på området, så er der allerede brolagte veje at gå.

- Der findes faktisk et skræddersyet spørgeskema målrettet muskel-skeletsmerter. Brugte alle behandlere det, ville det være med til at ensrette vores forståelse og kommunikation om smerter. Spørgeskemaet kan blandt andet benyttes til at blive klogere på, hvad patienten tror, deres smerter er for en størrelse. Ligger der noget psykologisk i det? Har det noget at gøre med patientens omgivelser, eksempelvis arbejdsplads eller familieforhold? Er en patient nervøs for at bruge sin krop på grund af smerterne, kan man som kliniker bruge kognitiv terapi eller gradueret træning. De her elementer skal vi holde fast i er en vigtig del af behandlingen af kroniske smerter.

Scanninger gavner ikke

For at komme udfordringerne til livs er det ifølge Nanna Rolving ikke nok at se på forventningsafstemning og adfærdsændring. Der er strukturer, som bør ændres.

- Det er jo fuldstændig åndssvagt, at det er gratis for alle at komme til undersøgelse og få en scanning i hospitalsvæsnet, når der er evidens for, at scanninger intet nyttigt gør, når det drejer sig om kroniske smerter. Man bliver simpelthen ikke klogere af de her for samfundet ret dyre scanninger. Til gengæld skal man så betale for fysioterapeut eller kiropraktor for at få håndteret for eksempel ryg- eller nakkesmerter. Det burde jo være omvendt.

Strukturelle udfordringer lever også i bedste velgående, når det kommer til samspillet mellem sundhedssektoren og den kommunale sektor, påpeger Nanna Rolving. Hun uddyber:

- Jeg har lavet projekter i Aarhus Kommune med mennesker med rygbesvær og senfølger efter hjernerystelse, der handlede om deres forløb samt samarbejdet mellem egen læge, arbejdsgiver og jobcenter. De fleste kunne faktisk godt lide deres jobkonsulent, og de vidste godt, at jobkonsulenterne har nogle rigtig dårlige præmisser at arbejde under og en lovgivning, de skal forholde sig til, selvom det måske ikke giver mening i den her patients forløb. Det er systemproblemer, fortæller forskningsleder Nanna Rolving, der afslutter:

- Én af grundene til, at det går i hårdknude, er, at lægerne i mange tilfælde er patienternes advokater og måske er mere tilbøjelige til at sige, at nu skal vi lige passe på dig, vi giver dig en sygemelding. Jobkonsulenterne står på den anden side med en opgave, der hedder at få dig på arbejde, uanset hvad du fejler, siger Nanna Rolving og fortæller videre:

- Forskningsmæssigt ved vi, at det er så vigtigt for blandt andet livskvalitet og identitet at blive på arbejdsmarkedet. Men her bliver det en kamp mellem to forskellige tilgange. Igen ville det være så meget bedre, hvis der var en fælles fortælling om kroniske smerter at arbejde ud fra.