Mange bliver bange for at bruge kroppen

Mennesker med kroniske smertetilstande rapporterer færre smerter, når de er fysisk aktive og i arbejde, viser forskning fra blandt andre Center for Sundhed i Muskler og Led på Syddansk Universitet. En af centrets ledere, Jan Hartvigsen, uddyber:

”Smerterne kommer simpelthen til at fylde mindre, hvis man er aktiv og i arbejde, og man får det bedre. Står man uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder, er det selv i et velfærdssamfund ikke det bedste sted at være.”

Gevinsten er til gengæld mærkbar, hvis man er en del af det arbejdende fællesskab.

”Går man på arbejde i en eller anden grad, og vel at mærke et arbejde, som er sundhedsmæssigt forsvarligt, så giver det noget på så mange fronter, for pludselig er man noget igen. Man får sandsynligvis flere penge mellem hænderne, man er et gladere menneske, og der er også sociale gevinster. Derfor fylder smerterne ofte mindre i hverdagen. Det skal vi lære, både i sundhedsvæsnet og i samfundet generelt, at italesætte på en respektfuld måde. Mennesker med smerter og funktionsnedsættelse skal vi se som en ressource og ikke som en belastning. Vi skal tale om muligheder, give mennesker et kærligt skub og sørge for at støtte bedre op,” forklarer professor Jan Hartvigsen.

Det ligger ham meget på sinde at sige, at det på ingen måde betyder, at mennesker med kroniske smerter skal ’tage sig sammen’ eller ’hanke op i sig selv’. Jan Hartvigsen mener i stedet, at det handler om, at formidlingen af viden på området har haltet gevaldigt.

”Det er jo virkelig ærgerligt, og det må vi simpelthen lave om på. For langt de fleste mennesker er aktivitet godt, og du gør ikke din tilstand værre, selv om det begynder at gøre ondt under aktivitet. Det har selvfølgelig nuancer, men som hovedregel er det ikke sådan. Til trods for smerter vil langt de fleste derfor kunne være meget mere aktive, end de er. Tænk, hvis alle var klar over det.”

Hjernen spiller én et puds

Mellemregningerne skal naturligvis med, og Jan Hartvigsen giver en forklaring på, hvordan det kan være, at det i mange tilfælde faktisk er en god idé ikke at skåne sin krop.

”Mange er blevet bange for at bruge kroppen, fordi de føler smerte, når de gør det. Som udgangspunkt virker det måske naturligt. Men vi ved, at med kroniske smerter sker der nogle forandringer i hjernen, så vi bliver mere følsomme over for smerterne. Det svarer til at få en popsang på hjernen, og den mindste ting trigger den her popsang. Sådan har kroniske smertepatienter det. Der opstår en sensibilisering eller en irrationel trigger af smerter, fordi der er sket nogle forandringer i nervesystemet.”

Jan Hartvigsen fortsætter:

”Vi skal derhen, hvor patienterne ved, at det er min hjerne, der spiller mig et puds, og at min ryg eller nakke bliver ikke værre af, at jeg bruger min krop. Smerten er en alarm, der er lidt for følsom. Det er ligesom en bilalarm, der går i gang hele tiden og lidt for hurtigt, og det er irriterende, men det hjælper nu en gang at vide, at det ikke er fordi, at ens bil er ved at blive stjålet. Det er bare en åndssvag bilalarm, der er for følsom.”

Den enkeltes smerteproblematik og smerteoplevelse er selvfølgelig unik, og det er derfor kun én selv, der kan vurdere, hvordan man vil bruge sin krop, og om det er eventuelt ubehag værd,hvis man for eksempel får flere smerter ved at gå i haven, arbejde eller være aktiv på anden vis.

”Det må man gøre op med sig selv og se på, hvor meget man kan, og hvor meget man kan tolerere. Konsekvensen er som regel ikke, at man forværrer sin tilstand ved at være mere aktiv. Det hjælper de fleste at få den her viden, og det kan give lidt ro om hele situationen og mod på at prøve at udfordre det, man kan,” siger Jan Hartvigsen.

Aktivitet kan dæmpe smerter

Der findes endnu en afledt positiv effekt ved at bruge sin krop og eksempelvis være en del af arbejdsmarkedet:

”Det giver fysiologiske effekter i hjernen, der medfører, at den føromtalte alarm, der ellers har let ved at gå af, den bliver gradvist lidt sværere at trigge. Så mere aktivitet og bedre livskvalitet kan faktisk have den virkning, at du føler færre smerten med tiden. Det er også en af grundene til, at mindfulness og meditation vinder indpas som redskaber til at leve med kroniske smerter, for det påvirker hjernens oplevelse af smerterne. Det er ganske veldokumenteret,” siger professor Jan Hartvigsen.

Som mange ulykkesskadede allerede er bevidst om, så kan accept af ens situation og vilkår i en eller anden grad være med til at bedre. Den teori støtter professoren op om:

”Umiddelbart kan det lyde virkelig negativt, men det kan være rigtig godt at erkende og acceptere, at man som kronisk smertepatient sandsynligvis aldrig bliver helt rask. Det kan der faktisk være meget trøst i, for den der frustration over, at der må være noget, der kan gøre mig helt rask, den slipper man.”

Netop den tilgang bør man være bedre til at understøtte i sundhedsvæsnet, mener Jan Hartvigsen, og han efterlyser, at man er ærlig over for patienterne. Samtidig handler det for en kronisk smerteramt om selv at tage kontrollen.

”Tør man tage kontrol over sit liv og bruge sin krop igen, så giver det utvivlsomt bedre livskvalitet. Så man kan få en masse godt ud af en situation, som ikke er ideel. Der er jo ingen, der ønsker at blive ramt af for eksempel whiplash, men bliver man det, så må man spille de kort, man har på hånden. Samtidig er det også rigtig vigtigt for mig at sige, at det slet ikke er det samme som, at folk bare skal overlades til sig selv. Vi skal simpelthen bare gøre op med et forældet syn på smerter, hvor man tror, at medicin og scanninger er løsningen, og hvor man skal skåne sin krop og være bange for smerterne,” fortæller Jan Hartvigsen fra Center for Sundhed i Muskler og Led.