Succesfuld landmand i kørestol

Fem minutter efter sit fald gennem taget og ned på det hårde gulv i laden sagde André Hingstman til sin hustru, at nu havde han endelig det, han havde drømt om, men nu var det væk igen. Hun var kommet løbende, fordi hun havde spottet et hul i ladens tag.

”Det var min plan, at jeg ville slå græsset, så det var egentlig et held, at jeg opfattede, at der var noget galt og satte i løb. Hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fundet ham så hurtigt? Måske havde han ikke overlevet,” lyder det fra Andrés hustru, 43-årige Aaltje Hingstman, om ulykken i 2005.

”Min ene lunge var klappet sammen, og jeg kunne dårligt trække vejret. Jeg kunne ikke mærke mine ben, så jeg vidste godt, at det var alvorligt,” siger André.

Begge Andrés arme var brækket adskillige steder, og han havde pådraget sig en alvorlig rygmarvsskade, der gør, at han er lam fra brystet og ned. Et nyt liv som kørestolsbruger var en realitet, og drømmen om at drive et landbrug virkede uendeligt langt væk.

”Jeg var på det tidspunkt helt overbevist om, at man ikke kunne være landmand med en rygmarvsskade som min, men det endte vi jo heldigvis med at modbevise,” siger 48-årige André.

Sluk ikke drømmen

Bare otte måneder forinden havde ægteparret Hingstman revet teltpælene op og var flyttet fra det nordlige Holland til Himmerland og Danmark. De havde købt en gård ved Aalestrup, hvor de havde malkekvæg, for det var deres drøm at drive et familielandbrug og bygge en tilværelse i Danmark.

”For os er det en livsstil at være landmænd, og det giver en stor frihed, selvom det selvfølgelig samtidig er hårdt arbejde. Lige efter Andrés ulykke overvejede vi at tage tilbage til Holland, men allerede på det tidspunkt havde vi investeret mange kræfter i at falde til, og vi ville rigtig gerne blive,” fortæller Aaltje.

Efter ulykken var André indlagt i otte måneder på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg. Selvom det var en meget svær tid, spirede der et håb om at vende tilbage til gården, arbejdet som landmand og malkekøerne.

”På VCR var de rigtig gode til at motivere mig til, at jeg ikke skulle opgive. De sagde, at jeg ikke skulle slukke drømmen, og de kom med mange idéer til, hvordan jeg kunne komme tilbage som landmand og passe køerne igen.”

Kort efter, da André talte med en sagsbehandler i Vesthimmerlands Kommune, kom der dog grus i maskineriet.

”Reglerne er desværre sådan, at jeg ikke kunne komme i fleksjob i egen virksomhed, når jeg kun havde været selvstændig i Danmark i otte måneder. Det gjorde det svært, men reglerne kunne vi ikke gøre noget ved,” fortæller André.

Samtidig kunne han heller ikke få hjælp til at tilpasse staldene til kørestolsbrug.

I André Hingstmans genoptræningsforløb var der især én læge, der mindede dem om at fokusere på Andrés arme, så han kunne bruge dem så godt som muligt fremover. Efter operationer og en masse
genoptræning lykkedes det at opnå en rigtig god funktion, så han kan varetage sit arbejde som landmand.

Skiftede til økologiske høns

Undervejs i genoptræningsforløbet blev det besluttet, at André skulle have revalidering.

”Uanset hvad kunne jeg ikke se mig selv lave ingenting og være på førtidspension. Det ville jeg ikke du til. Både Aaltje og jeg begyndte på VUC og modtog blandt andet danskundervisning. Derefter begyndte jeg på handelsskolen, fordi jeg havde idéen om, at jeg kunne blive en form for rådgiver i landbruget. Men sådan skulle det ikke blive,” lyder det fra landmanden.

Igen tog tilværelsen en drejning, da ægteparret Hingstman læste en hollandsk artikel om en landmand, som sad i kørestol.

”Han havde 100.000 høns, og det fungerede rigtig godt for ham at have skrabehøns og fritgående høns. Vi tænkte straks, at det kunne være vejen frem for os at have en ægproduktion. For jeg savnede livet som landmand,” siger André.

I mellemtiden havde ægteparret solgt deres gård ved Aalestrup og købt sig en ny vest for Hobro, hvor der var plads til at bygge nye stalde. De kunne fortsat ikke få kommunal hjælp til at tilpasse staldbygningerne, så de gik selv i gang. Undervejs fik de blandt andet rådgivning fra Landboforeningen.

De startede med at leje en burægproduktion i 2008, hvor der var der plads til 10.000 høns. I 2012 blev burhøns imidlertid udfaset i Danmark, og det så ægteparret Hingstman som en anledning til at satse anderledes. De overgik til økologi og har i dag 22.000 høns fordelt på gården, hvor de bor, samt på en nedlagt kalkunfarm, de også har investeret i og lavet små tilpasninger på, så det passer til André. Han supplerer:

”Det har på mange måder vist sig som en rigtig god løsning at gå over til økologisk ægproduktion, og det er en fornøjelse at se hønsene have en masse plads at boltre sig på. Det giver en stolthed at kunne se, at dyrene har det godt og er sunde.”

Vil gerne bidrage

Andrés dagligdag består blandt andet i at arbejde ved pakkemaskinen til de mange æg, som deres høns lægger, ligesom han tager sig af gårdens marker og resterende dyr. Der er bemærkelsesværdigt meget, han kan udføre selv, men noget hjælp får han dog i form af en personlig hjælper 20 timer om ugen, ligesom Aaltje også arbejder fuldtid med mange af de samme opgaver som sin mand. Igennem årene har det været vigtigt for parret at vise kommunen og jobcentret, at de kunne drive et landbrug til trods for begrænsninger.

”Det skal ikke lyde som om, at vi ikke er taknemmelige for den hjælp, vi har fået, for det er vi. Men vi har også indset, at det var op til os at bane vejen og få det til at fungere. Vi har for eksempel selv investeret i en tilpasset traktor, som André kan styre uden brug af benene. Derefter fik vi bevilliget en lift til en ny traktor gennem jobcentret, så André kan komme op i den. Det er dejligt, men jeg tror ikke, at vi har været dyre for det offentlige samlet set,” vurderer Aaltje.

Parret har besluttet sig for ikke at bruge for meget tid og energi på konstant at sende ansøgninger og søge om hjælp og hjælpemidler.

”Vi gør det, når det er nødvendigt, men vi vil heller ikke bruge alle vores ressourcer på det. Det kommunale system kan være meget bureaukratisk, og nogle gange får man mere ud af at tage sagen i egen hånd og selv finde løsninger,” forklarer Aaltje Hingstman.

På bundlinjen står, at meget er lykkes for de to hollandskfødte landmænd.

”Vi er glade og tilfredse, og det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan bidrage til samfundet ved at arbejde og betale skat. På den måde føler jeg, at jeg giver noget igen, når jeg får hjælp fra det offentlige på forskellig vis. Vigtigst af alt, så fik vi drømmen om et familielandbrug opfyldt,” fastslår André Hingstman.