Ukrainske Ivan er fuld af taknemmelighed over at være kommet til Danmark

Ulykkes- og rygmarvsskadede Ivan Melnychenko befandt sig 400 km fra sit hjem, da Rusland indledte invasionen for snart to år siden. Sammen med sin mor og søster var han på ferie, en planlagt rundrejse i Ukraine, da de modtog beskeden og så scenariet udspille sig i medierne.

- Vi havde ikke regnet med, at krigen ville bryde ud. Alligevel havde vi frygtet det, for vi vidste ikke, hvad russerne kunne finde på. Først og fremmest gjorde det os virkelig chokerede, for jeg havde da aldrig i mit liv troet, at jeg skulle opleve krig på den måde. Nu skete det så, og vi sad der i en fremmed by, hvor vi havde lejet en lejlighed for et par dage. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Først besluttede vi at blive, for vi turde ikke køre mod Kyiv, hvor vi boede, fortæller 41-årige Ivan Melnychenko og fortsætter:

- Der fandtes ingen beskyttelsesrum, hvor vi var. Folk brugte deres kældre, men det var umuligt for mig at komme hurtigt derned, fordi der kun var trapper og ingen elevatorer. Så vi endte med at sidde i den her lejlighed og bede til, at der ikke ville ske os noget. Mange folk havde en stærk følelse af, at det her kunne blive enden på Ukraine. Måske, når vi omsider ville vende hjem, var Kyiv en by i Rusland og ikke i Ukraine. Det var hårdt at tænke på.

Valgte at flygte

Den ukrainske hovedstad Kyiv var særligt i begyndelsen af krigen hårdt ramt af luftangreb, fordi Rusland forsøgte at vælte hovedstaden og overtage styringen af Ukraines parlament. Det lykkedes som bekendt ikke, men Ivan og hans familie frygtede naturligvis det værste, mens det stod på.

- Jeg var meget udsat som kørestolsbruger, hvis vi pludselig blev fanget i et angreb. Samtidig var lejligheden, vi befandt os i, på ingen måde egnet til mig på længere sigt, beretter han.

Efter mange snakke og tanker blev familien kontaktet af en vens ven, som havde hørt om deres situation.

- Vi havde aldrig talt med ham før, men heldigvis findes der gode mennesker, som vil hjælpe. Han sagde, at de kendte til vores situation, og de tilbød os, at vi kunne komme til Danmark. Til en gård på Fyn, hvor der arbejdede ukrainere, forklarer Ivan. Lynhurtigt fik de lavet en aftale.

- Vi kunne være der, indtil situationen stod klarere. Det var alle parter indstillet på, og der begyndte vores rejse. Men vi var ødelagte og desorienterede. Hvis vi ikke havde fået det her tilbud, så ved jeg faktisk ikke, hvad vi skulle have gjort på det her tidspunkt, hvor det hele bare virkede sort.

Overrasket over dansk hjælp

Halvandet år efter invasionen er Ivan at finde på SpecialHospitalet i Rødovre, hvor han træner to gange om ugen og får råd og vejledning fra stedets fagpersoner. Lige nu bor han i Husum på et pensionat med sin mor. Søsteren er rejst hjem igen. Som han selv siger, så er han et introvert menneske, der er havnet i et land fyldt med andre introverte.

- Det passer mig rigtig godt. Mange danskere har et skjold, man skal bryde igennem, men så er de enormt hjertevarme. Det har jeg mærket lige fra første dag. Jeg havde ellers den her stereotype forestilling af Danmark: At det er et typisk skandinavisk land, hvor der ikke rigtigt er problemer, og hvor alle er glade hele tiden. I virkeligheden er jeg nok bare blevet enormt positivt overrasket over, hvordan det er at være her, lyder det fra 41-årige Ivan.

Det er også kommet bag på ham, hvor stort et fokus der er fra samfundets og den danske stats side, når det kommer til mennesker med handicap.

- Da vi ankom til Danmark regnede vi ikke med noget som helst hjælp, så da vi blev indkvarteret på et plejehjem, var det en lettelse. Det var på Amager, og der var handicaptoilet, så det var jeg virkelig glad for. Selvom jeg ikke er dansker, og ikke har gjort noget for Danmark, så bliver jeg mødt med hjælp og en rigtig god attitude, og det betyder meget, fortæller Ivan og supplerer:

- Jeg har fået mere hjælp i Danmark på snart to år, end jeg har fået i 14 år i Ukraine. Det er et helt andet liv, man har i mit hjemland, hvis man har et handicap. Især, hvis det er så omfattende som en rygmarvsskade, der binder dig til en kørestol. Hjælpen fra staten er minimal, og den pension og støtte, man kan få, er så lille, at du er totalt afhængig af din familie. Noget andet er tilgængeligheden, som man slet ikke skænker en tanke i Ukraine. Mange mennesker i kørestol opholder sig nærmest hele dagen indendørs. Det er trist.

Fik et chok i Ungarn

Flugten ud af Ukraine skulle planlægges. Efter at have sikret sig papirer med tilladelse til at forlade landet tog Ivan, hans mor og søster afsted. Det var mest nærliggende at køre mod Polen, da det geografisk ville være tættest på slutmålet Danmark, men det viste sig, at det ikke var en holdbar løsning.

- Bilkøerne var enormt lange, og udsigten til at sidde fast i dagevis gjorde, at vi valgte at tage vejen uden om Ukraine og køre mod syd til Rumænien. Vi sad i den her lille Suzuki, som selvfølgelig på ingen måder var tilpasset én med handicap, så det var selvfølgelig lidt vanskeligt for mig. Da vi kom til den rumænske grænse, kunne vi se, at vi kunne løbe tør for benzin hvert øjeblik det skulle være, og der var ingen mulighed for at komme ud af den tætpakkede kø, siger Ivan om den stressede situation, der kun steg i intensitet:

- Vi kom ind i Rumænien, og jeg følte faktisk, at jeg kunne trække vejret frit for første gang i en uge. Så drog vi hurtigt videre mod Ungarn, og der fik vi os til gengæld et chok. Vi kunne mærke uvenligheden mod os med det samme. De lukkede grænserne for ukrainere ad flere gange, og de ville ikke lade os rejse igennem. Jeg tænkte bare, hvad fanden har de gang i? Vi kunne jo ikke tage tilbage til Ukraine. Men så skete der noget, det var nok en ordre oppefra, og de endte med at lade os igennem og ud af landet.

Ivan og hans familie skyndte sig videre og fortsatte til Slovakiet, Tjekkiet og op igennem Tyskland, inden de endelig endte midt i ingenting på en fynsk gård med en stor svinebesætning mellem Odense og Kerteminde, hvor de blev i lidt over to måneder.

- Det tog mig et halvt år at acceptere, at jeg var nødt til at forlade mit land. Jeg følte mig som en forræder, selvom jeg er totalt ubrugelig i en krig på alle måder. Så jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan alligevel. Mentalt er det svært for mange ukrainere at forlade landet. Især når man ser nyhederne med ødelæggelserne og de mange døde.

Lå i sengen som en grøntsag

I de første syv år efter sin faldulykke i 2009 var Ivan meget hårdt ramt. Ikke blot fysisk, men også mentalt.

- Jeg lå hele dagen i sengen som en grøntsag, og jeg kunne ikke se meningen i at leve, for jeg havde jo pludselig meget begrænsede muligheder i tilværelsen. Udover det næsten ikkeeksisterende sikkerhedsnet i Ukraine, så er det meget svært at få et job, hvis man har et handicap, så det var en katastrofe, at jeg fik en rygmarvsskade og blev tetraplegiker. Jeg fik en dyb, dyb depression, og det hele gik nedad. Efter syv år på den måde nåede jeg til det punkt, hvor jeg enten kunne gøre mig klar til at dø eller begynde at kæmpe for at komme tilbage, siger Ivan.

Det lykkedes ham, i fællesskab med sin familie, at skabe rammerne for et meningsfuld liv til trods for de svære vilkår, man har i Ukraine med et handicap.

- Jeg tænker og håber, at udfordringerne har gjort mig stærkere på alle måder. Det gælder først og fremmest mit handicap og alle omstændighederne, men det gælder selvfølgelig også det at skulle flygte fra sit land på grund af krig.

Det har alt sammen været medvirkende til at sætte tilværelsen i perspektiv.

- Man bliver nok mere taknemmelig over de gode ting, der sker. Jeg håber, at man også som dansker er bevidst om, hvor godt man har det, og hvor fantastisk det er, at man kan få så meget hjælp, og at store dele af samfundet er fuldstændig gearet til, at mennesker med handicap også skal have et godt liv. Jeg kan stort set køre rundt alle steder i København, og jeg kan endda tage en tur i skoven. Det giver så meget frihed og livskvalitet, og det symboliserer Danmark for mig, lyder det fra Ivan Melnychenko, der siger som afslutning:

- Jeg føler, jeg er hjemme her, for jeg bliver ikke bare overladt til mig selv. Somme tider savner jeg Ukraine, det er klart, men andre gange står det endnu klarere for mig, at jeg elsker Danmark. Ikke én eneste gang har jeg fortrudt, at vi traf valget om at tage hertil.