Vi taler så meget om aktiv dødshjælp – men hvad med livshjælp?

Caspar Eric taler højt og hurtigt. Ikke for at overdøve nogen, men som en, der virkelig har noget på hjerte. Og havde han hvisket, havde vi nok også lyttet, for ordene er vigtige.

- Jeg tror, jeg ret tidligt fandt ud af, at folk ofte så mig, før de hørte mig, siger Caspar Eric for at forklare.

Han er digter, født i 1987 og opvokset i København, hvor han stadig bor. Og så har han cerebral parese, en medfødt hjerneskade, som påvirker hans bevægelser i højre side af kroppen. Han trækker for eksempel lidt på højre ben, når han går.

- Det er jo en mærkelig erfaring at vokse op med, at folk ser dit handicap, før de ser dig. For du lærer, at du skal præstere for at blive taget alvorligt. Og det bliver hårdt i længden, fortæller Caspar.

- Allerede fra lille vidste jeg, at jeg skal skulle sige en hel masse, når jeg trådte ind i et rum, så folk automatisk tænkte ’ham der, han kan fandme tale – og han kan tænke’, så det var det, de huskede mig for, siger han.

Siden er han blevet kendt som digter. Først som internet-generationens digter efter sin debut med 7/11, og siden som en, der også tør sætte ord på at leve med et handikap.

En stor kontrast til måden han på ingen måde italesatte sin CP, da han var teenager.

- Jeg brugte det meste af min ungdom på aktivt at skjule mit handicap – og at forsøge at være som alle andre. Jeg gik i det samme smarte tøj, og forsøgte at følge med … at gå så lige som muligt, komme ned på flad fod … som om det ville gøre en forskel. Jeg brugte så meget energi på at ligne noget, jeg ikke var. Og det hjalp mig jo, ikke bare i skolegården, for min evne til at passe ind var også noget, jeg blev rost for af diverse pædagoger og badmintontrænere. Til gengæld blev det svært for mig at holde af min krop, som den var.

De sidste digte

Siden gjorde Caspar Eric op med frygten for at blive sat i bås som ’spasser’, som var et af de skældsord han mødte i skolen som barn. Og de seneste 10 år har hans ord fyldt i debatten, blandt andet på grund af hans digte om at leve med et handicap.

I sensommeren udkom Caspar Erics digtsamling Crip. Den vredeste af dem alle sammen – og ifølge ham selv også den sidste.

Digtene i Crip kredser om at leve i en krop, der hele tiden bliver læst af andre – gennem skønhedsidealer, træningsregimer og forestillinger om at være en del af de politiske og menneskelige diskussioner om, hvem der tæller i samfundet, og hvem der betragtes som en byrde. Og om velfærdsstatens måde at møde mennesker med handicap på.

- Jeg tror, det er den bog, jeg havde mest brug for at skrive. Den er vred, fordi den bliver nødt til at være det. Fordi det er rigtige menneskers liv, det handler om – og fordi alle burde være vrede over tilstandene på handicapområdet. Og på den måde kommer min vrede også ud fra en stor kærlighed, og fra et håb om, at vi kan gøre det bedre. Hvis jeg ikke troede på, at det kunne blive bedre, så gad jeg ikke råbe, siger Caspar Eric og tilføjer hurtigt: 

- Men jeg synes ikke, at det nytter, at jeg bliver ved med at råbe op i denne her form alene, og jeg er også skeptisk overfor kunst, der mest bare bruger det politiske som et smykke. Siden min sidste digtsamling udkom, er nedskæringerne på handicapområdet og måden vi bliver talt om, som en gruppe, der ligger samfundet til, blot taget til. Selv forskerne peger jo på denne forråelse. Og derfor fik jeg også lyst til at sige: ’Nu får I ikke flere digte, før der virkelig sker noget’.

Det vender vi tilbage til.

Crip er at tage sin plads

Digtsamlingens titel er valgt med omhu. Ordet crip stammer fra det engelske cripple – “krøbling” – men i dag bruges det som et stolt, politisk ord i den internationale handicapbevægelse.

- Det handler om at tage et skældsord og gøre det til noget, man selv har ejerskab over. At sige: Ja, jeg er crip. Det betyder ikke, at jeg giver op. Det betyder, at jeg tager plads, forklarer Caspar Eric.

Målet med ordene er at råbe et samfund op, hvor menneskers værdi stadig bliver målt i, hvor meget de kan yde – ikke i, hvem de er.

- Jeg tror, at mange raske mennesker glemmer, at de kun er midlertidigt raske. Det er som om, vi tænker, at sårbarhed kun gælder nogle få. Men vi kan alle blive ramt. Af ulykke, af sygdom, af alderdom. Og det burde egentlig gøre os mere solidariske med dem, der har et handicap – ikke mere bange og ligeglade. Vi kan alle ende som crips. Det gør de fleste faktisk til sidst, siger Caspar Eric.

Derfor er Crip også en bog om fællesskab.

- Jeg skriver ikke kun for dem, der ligner mig. Jeg skriver for alle, der har prøvet at føle sig udenfor. Og for dem, der en dag opdager, at kroppen ikke gør, som man troede, den ville. Det er dér, vi har brug for hinanden.

Sproget er vigtigt

For Caspar Eric hænger krop og sprog sammen. Det handler ikke kun om, hvad han skriver – men om hvordan.

- Jeg har aldrig tænkt, at mine digte kunne ændre verden alene, men poesi kan måske skabe et rum, hvor man får lov til bare at være menneske, uden at skulle forsvare sig. Jeg kan stadig selv opleve, at der ligger en fortælling klar om mig, når jeg træder ind i et rum, alene på grund af min krop. Og så må jeg bruge de første ti minutter på at pille den fra hinanden.

For ham handler den underbevidste diskrimination sjældent om onde intentioner, men om strukturer og forventninger.

- Jeg tror, at mange egentlig gerne vil gøre det rigtige. Men de har stadig fået et billede indprentet af, hvad en krop skal kunne, og hvordan et liv skal se ud. Hvis du falder udenfor det billede, bliver du behandlet som en undtagelse eller et projekt. Det sprog, vi bruger om noget eller nogen, der er anderledes – også på samfundsniveau – er med til at understøtte den forskelsbehandling. Men der kan poesien noget. Det kan få os tænke over hverdagen, over sammenhænge på en ny måde, og så kan det få os til at se det smukke i sprækkerne, siger han.

- Jeg tænker for eksempel meget over rytme, når jeg skriver. Min krop har sin egen rytme. Jeg går ikke som alle andre, og jeg skriver heller ikke som alle andre. Jeg vil gerne have, at sproget kan mærkes som noget, der bevæger sig. At det har en puls. Så man måske også selv får lyst til at flytte sig. At gøre noget, når man læser det.

Caspar Eric forklarer, hvordan han brugte digtningen til at indrette hverdagen på sin egen måde, da han begyndte at skrive.

- I dag handler store dele af vores samfundsliv om at være effektiv eller om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis du er syg. Et handicap er stadig noget, man skal overkomme og gemme væk. Men det at skrive gav mig jo også mulighed for at have et mere fleksibelt arbejdsliv, og at bruge nogle af de hårde erfaringer til en anden slags måde at være produktiv på.

Dødshjælp vs. livshjælp

Kritikken og vreden i digtene i Crip er ikke rettet mod enkeltpersoner, men mod systemet og det sprog, der skaber afstand.

Som et af digtene lyder:

siden jeg sidst skrev et digt / om mit handicap / har regeringen foreslået / aktiv dødshjælp / de raskes løsning / på de syges problem. 

Aktiv dødshjælp er et emne, der virkelig kan få vreden og spørgsmålene til at melde sig hos Caspar Eric.

- Det er så mærkeligt, at vi nu taler så ensidigt om aktiv dødshjælp herhjemme. Som om det er uværdigt at dø med en syg krop, hvilket navnet på det kommissorium ’Udvalget for en mere værdig død’ jo lagde op til. I dag kan vi jo faktisk allerede lindre, smertedække og hjælpe folk nænsomt på vej, når man er terminal, og det tror jeg, mange overser i debatten. Aktiv dødshjælp som et lovligt tiltag kommer derimod til at sætte mennesker, der ikke længere på papiret kan bidrage til statskassen, under et helt urimeligt pres. Og det er også det, vi ser, når vi kigger på Holland og Canada, der allerede har indført aktiv dødshjælp, siger Caspar Eric.

Han peger på, at debatten ofte udspringer af et bestemt syn på, hvad der gør et liv værd at leve. Set ud fra de raskes synsvinkel. Og en måde at bruge sproget på, der ikke er rummende og hensynsfuld.

- Vi har vænnet os til at tænke, at livet kun har værdi, hvis man kan løbe, producere og fungere. Men det er jo en helt syg måde at tænke på. Det burde ikke kræve held at få et godt liv. Hvorfor skulle os, der ikke er født raske eller har erhvervet en sygdom eller en skade undervejs i tilværelsen have mindre lov til at være her end alle andre? Hvorfor taler vi ikke mere om aktiv livshjælp i stedet for? Og om at det, der gør det hårdt, er kampe med kommunen eller den måde, folk kigger på os på?

 For Caspar Eric handler idéen om livshjælp om noget helt andet og mere end hjælp til pleje og behandling. Det handler om at blive taget alvorligt som menneske.

- Aktiv livshjælp er ikke at holde folk i live for enhver pris. Det er at skabe et samfund, hvor man faktisk kan leve – med værdighed, med nærvær, med fællesskab, uanset hvilken krop, man er født i. Det er jo hele grundtanken i den danske velfærdsstat, og det er den, vi så småt er ved at forlade. At dét at give folk mulighed for at være en del af samfundslivet både er en etisk forpligtelse og en skidegod investering. Friheden til at blive set som noget andet end din arbejdsevne, og friheden fra at blive udskammet som en person, der så at sige, koster andre penge.

Caspar Rest in Peace

Denne digtsamling bliver Caspar Erics sidste, og Crip slutter netop med ordene C.R.I.P. – Caspar Rest in Peace, men hvad så?

Bare rolig, ordene er ikke lagt på hylden. Caspar Eric skriver i øjeblikket på en roman og har også gang i både podcasts og andre projekter, der sætter fokus på livet som crip. Og hans stemme i samfundsdebatten får ikke lov at dø ud foreløbigt.

Blandt andet får forestillingen CRIP premiere på teatret Republique til foråret, med Caspar Erics tekster fra den sidste digtsamling som omdrejningspunkt. Og netop det med at tingene skal opleves live er lige i Caspar Erics ånd.

- Jeg vil gerne lave meget mere, der handler om fællesskab i fremtiden. Noget, der kan samle mennesker i virkeligheden. Jeg tror, vi har brug for flere steder at mødes, ligesom vi også har brug for nye stemmer.