Der står jo ingen steder, at en kok ikke må halte lidt og have en skæv hånd

Jesper Vollmer havde fuld gang i arbejdslivet med drømme og ambitioner for fremtiden, da tæppet pludselig blev revet væk under ham en tilfældig januardag i 2015.

Af Jesper Vollmer

Når livet pludselig ændrer sig, og tæppet bliver revet væk under en, så kan det være svært at finde hoved og hale i det hele. Ikke mindst i forhold til ens arbejdsliv. Hvordan skal det gå? Hvad kan jeg nu? Hvordan skal jeg forsørge mig selv fremover? Næstefter ren overlevelse, er det meget ofte de tanker, der kommer snigende.

Min historie er lidt speciel, men det tror jeg, mange af jeres også er. Det er ikke nogle helt ens tilfælde, og netop derfor er det så stor en jungle at manøvrere rundt i.

Ambitionerne var lagt

I sommeren 2014 beslutter jeg sammen med min kone at gøre klar til en virksomhed, vi ville starte op på Bornholm i forbindelse med Folkemødet. Efter at have fundet en tom byggegrund fik vi pludselig mange muligheder, der hurtigt udviklede sig til idéen om at udvikle et gastronomisk koncepthus, der ville kunne huse alt fra en pop-up restaurant under Folkemødet, til en intim konferencelokation. Jeg ville skulle opsige min stilling som køkkenchef i Kongehuset, og starte min egen virksomhed på Bornholm langt væk fra  pudsede kandelabre og strøgne duge.

Rå, som virksomheden skulle hedde, ville lægge vægt på råvarer, råmaterialer og rå enkelthed i et maskulint univers. Planen var at lægge vægt på måltidet og værtsskabet. Udover kun at være aktive under Folkemødet ville jeg nu kunne skabe en virksomhed, der havde masser af muligheder hele året.

Jeg var helt ekstatisk over mine nye fremtidsudsigter, og min kone og jeg lavede sammen en meget detaljeret treårsplan for virksomheden.

Men så... indtraf ulykken

Men så… Alt var godt i gang, og fundamentet til huset var støbt, da vi som familie tog til Thailand på ferie i januar 2015. Tanken var, at jeg skulle hjem og sige op efter turen, så jeg kunne gå all in i min nye virksomhed.

Om morgenen d. 21. januar hopper jeg i vandet på stranden. Bølgen, jeg hopper ud i, kaster mig rundt og ned i sandbunden med nakken først. Jeg brækker 6. nakkehvirvel, og bliver løftet op af vandet af livreddere og min hustru. 

Samme nat bliver jeg opereret, og efter 14 dage på hospitalet i Thailand, er jeg stærk nok til at blive fløjet hjem til Danmark, og til en indlæggelse på Center for Rygmarvsskade i Hornbæk. Der ligger jeg frem til midten af juni måned. Altså knapt et halvt år. Jeg valgte ikke at sige op umiddelbart efter ferien alligevel. Ikke fordi jeg tænkte, at jeg snart ville være på benene igen og klar til at gå på arbejde, men mere fordi jeg var bange for, hvad fremtiden nu ville bringe, for på det her tidspunkt anede jeg ikke hvor min fysik ville ende.

Jeg er kommet langt, fordi jeg med masser af vilje har kæmpet for det, jeg drømte om og haft fokus på alt det, jeg stadig kunne, og ikke på alt det jeg ikke kunne længere.

Motivationen er intakt

Alt imens jeg ligger til genoptræning i Hornbæk, vælger jeg at fortsætte med at køre videre med opbygningen af Rå som planlagt. Det er en kæmpe motivationsfaktor for mig at have noget at arbejde hen imod. Huset bliver bygget, og selvom jeg må justere en del på mine fysiske muligheder i huset, er der intet i vores treårsplan, der ikke er blevet opfyldt. Alle mine delmål er blevet til noget. Der er opgaver i huset, jeg skal bruge hjælp til, fordi jeg erkender mine begrænsninger, men ellers er det blevet fuldstændig, som jeg drømte om. Jeg kan ikke lave mad til mange mennesker på kort tid, men jeg kan formidle og lære fra mig, så det er meget det, min virksomhed gør i dag.

Det jeg vil sige med historien her er, at på trods af en ulykke, der ændrer alt, kan man stadig kæmpe for det, som man gerne vil. Det er bare blevet på en lidt anden måde.

Jeg var ikke kommet så langt, hvis jeg havde lagt mig i fosterstilling og havde bedt om hjælp. Jeg er kommet langt, fordi jeg med masser af vilje har kæmpet for det, jeg drømte om og haft fokus på alt det, jeg stadig kunne, og ikke på alt det jeg ikke kunne længere.

Så min pointe er, at du skal kæmpe sammen med dem, du har tæt på. Kæmp for at komme så tæt på dine drømme og mål som  overhovedet muligt. Man kan virkelig mere, end de fleste omkring en tror. Der står jo ingen steder, at en kok ikke må halte lidt og have en skæv hånd.

Kort om Jesper Vollmer

Jesper er 45 år gammel og gift med entertaineren Annette Heick, som han har sønnerne Eliot og Storm med. Jesper er uddannet kok og var i 10 år køkkenchef i Kongehuset, indtil han sammen med Annette åbnede Huset Rå på Bornholm.

Jesper Vollmer er ny klummeskribent i medlemsmagasinet Livtag. Jesper var i 2015 ude for en badeulykke på en ferie i Thailand, hvor han brækkede nakken.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 4, 2019.