Efter ulykken trak det op til stormvejr

Pia og Niels har kæmpet med næb og kløer for at holde sammen på parforhold og familieliv efter en bilulykke for 20 år siden.
Niels og Pia sammen med to af deres fire børn og deres tre børnebørn, som bor tæt på og har stor glæde af at se ofte. Foto: Christina Hauschildt

De begyndte hurtigt at slide på hinanden efter ulykken i 2001. Dengang vidste hverken Pia Schytt Schmidt eller Niels Stoubæk Schmidt, hvad der var sket med Niels, men deres relation, parforhold og familieliv var forandret.

- Sat på spidsen, så gik jeg fra at være lidt af en patriark, der kunne klare det meste, til nærmest at kunne ingenting og føle mig værdiløs, fordi min funktionsnedsættelse og mine smerter dikterede min hverdag. Det var et virkelig hårdt slag, forklarer Niels Stoubæk Schmidt, der først i 2019 fik anerkendt sin rygmarvsskade.

For 20 år siden var der nok at se til på hjemmefronten hos ægteparret Schmidt i Tjæreby syd for Roskilde.

- Vi har fire børn, og den yngste var kun knap tre år, da ulykken skete. Dem skulle vi naturligvis først og fremmest være der for. Med til historien hører også, at Niels’ far var død året forinden, og at begge mine forældre dør relativt kort tid efter. Så det var ikke kun selve ulykken og Niels’ situation, der gjorde os hudløse. Alt det her gik selvfølgelig hårdt ud over vores parforhold, siger Pia Schytt Schmidt.

I starten syntes jeg, at det var skide irriterende, når han ikke kunne andet end at ligge på sofaen. Jeg forstod det simpelthen ikke dengang, det er først kommet senere.

Ikke for at genere

I de første år efter ulykken og Niels’ rygmarvsskade var tilværelsen på alle måder udfordret. Ofte kastede han sig ud i hverdagsting, opgaver eller projekter, hvor han ramte muren gang på gang og derfor lå brak i adskillige dage efterfølgende.

- I starten syntes jeg, at det var skide irriterende, når han ikke kunne andet end at ligge på sofaen. Jeg forstod det simpelthen ikke dengang, det er først kommet senere. Jeg kan huske, at jeg tit var tidligt hjemme fra arbejde ved et-to-tiden. Når jeg trådte ind ad døren, var der fuldstændig indelukket, mælken stod stadig ude på køkkenbordet, og det samme gjorde osten og smørret fra vores morgenmad. Niels lå og snorkede. Der havde jeg det nogle gange sådan, at jeg bare havde lyst til at lukke døren og gå igen, husker Pia. Hun supplerer:

- Men det var jo sådan, det var. Inderst inde vidste jeg godt, at han ikke gjorde det for at genere mig. Det var ikke fordi, han tænkte, at det måtte jeg ordne, fordi han ikke selv gad. Men indimellem så knækker filmen bare, når man også selv er rigtig presset.

Ville ikke havne i offerrolle

Skal Pia og Niels kortfattet beskrive deres forhold inden ulykken, så var det ikke diskussioner og uenigheder, som prægede dagligdagen, men det blev der vendt gevaldigt om på.

- Før vi anede, hvad det her handlede om, havde vi mange diskussioner. De første mange år var meget svære for os som par. Vil du ikke sige, at vi havde flere diskussioner end før ulykken? spørger Pia sin mand.

- Vi havde ikke diskussioner, vi havde kampe, svarer Niels tørt og fremprovokerer et grin hos Pia.

- Der har også været mange ting, som kunne skabe konflikter, fordi vi begge havde svært ved at forstå og finde os til rette i situationen. Men vi har også været gode til at se nogle positive ting midt i det sorte, fortæller Pia.

- Vi har snakket meget om, at det kunne være gået meget værre med vores familie og vores forhold Hvis det i bilulykken eksempelvis var ét af børnene, det var gået ud over. På den måde har vi prøvet at holde fast i, at det ikke skulle være synd for os, eller at man skulle se os som ofre. At der selvfølgelig var sket noget voldsomt for os, men at vi måtte prøve at komme videre derfra. Det er ikke altid let, men vi har haft den her tilgang tilfælles, og det har været vigtigt, forklarer Pia.

Den indre drengerøv

Det har altid betydet meget for Niels at være fysisk aktiv, og det har ikke været nemt at give afkald på så stor del af sin identitet.

- Der er en indre drengerøv gemt i mig, det vil der altid være. I mange år har jeg tænkt, at jeg kunne træne min fysik op igen, så jeg kunne noget af det samme som før, hvor jeg både har sejlet og cyklet Sjælland rundt. Men det har kostet, hver gang jeg har forsøgt: Min krop har spændt fuldstændig op, og det resulterer i en uge eller to på sofaen, fortæller 58-årige Niels, der er gående tetraplegiker.

I familien og parforholdet var det også engang Niels, der gik forrest, når der skulle udføres fysisk arbejde.

- Vi har en stor grund, hvor der altid er noget, som trænger til at blive lavet. Det kunne være, at vi skulle fælde træer, og vi havde også får, men det droppede vi igen. Ellers har sejlads især betydet meget for os, og vi har været på mange familieture. Det er der skåret meget ned på, men vi tager stadig af sted i det små. Kanoferier har vi helt droppet, lyder det fra Pia.

Aktivitetsniveauet er altså skåret gevaldigt ned over de seneste to årtier. Spørger man til, hvad der har overtaget pladsen, så er Pia og Niels enige:

- Det har været overlevelse, så simpelt kan det siges, svarer Niels.

- Og selvfølgelig har det også fyldt rigtig meget, at vi havde små børn. Så vi har ikke haft brug for at finde på noget at erstatte med, for der var rigeligt at forholde sig til, fortæller Pia.

Svære nye roller

Det har ramt Niels hårdt psykisk, at hans position og rolle i parforholdet og familien krakelerede.

- Pludselig var Pia nødt til at overtage en masse ting, som jeg før gjorde. Jeg kunne ikke længere være den person, jeg engang var, fordi jeg ikke kunne tage mig af tingene, og jeg kunne ikke være den forælder eller partner, jeg gerne ville. Det har været det allersværeste, lyder det ærligt fra Niels, som fortsætter:

- Jeg har da tænkt indimellem, at det gik ad helvede til herhjemme. På et tidspunkt begyndte jeg hos en psykolog og dernæst en psykoterapeut. Begge gange fik jeg lokket Pia med til parterapi.

- Det var først efterfølgende, jeg har tænkt over, at vi fik noget ud af det. Jeg synes, jeg blev bedre til at lytte til Niels og forstå hans situation. Han har altid været den, der både kunne lytte og snakke. Dengang følte jeg mig bare fuldstændig fyldt til randen, husker Pia.

- Jeg synes i højere grad, at vi kun har flyttet os, når jeg har flyttet mig, og Pia har flyttet sig med. Jeg har måttet acceptere at skulle der ske noget mellem os, i vores parforhold, så var bolden hos mig. Det handler om, at jeg skulle tage noget ansvar på mig og få lidt af den position tilbage i vores parforhold og familie, som jeg havde før, fortæller Niels.

- Samtidig har jeg lært mig selv at lade det prelle af, hvis jeg føler, at Pia kritiserer mig. Derfor er det ikke længere en lavine, der ruller, når vi bliver irriterede på hinanden, forklarer Niels, der også har taget en terapeut-uddannelse for at blive klogere på sig selv.

Vi har også eksempler på, at venner og endda familie har trukket sig helt fra os, fordi de ikke forstod vores situation.

Fokus er børn og børnebørn

I næsten 20 år har 58-årige Niels følt, at han er faldet ned mellem to stole i sundhedsvæsnet i forsøget på at finde ud af, hvad han fejlede.

Anerkendelse af rygmarvsskaden kom endelig i 2019, og i begyndelsen af 2021 var han på et fire ugers ophold på Afdeling for Rygmarvsskader i Hornbæk.

- De så mig som en hel person, og de tog min skade alvorligt, og det har jeg bestemt ikke været vant til. Det betyder meget for min selvopfattelse, og det smitter af på ens pårørende. Det gør det hele nemmere at leve med, forklarer han.

Det er ikke kun i sundhedsvæsnet, men også blandt andre mennesker, at han er blevet mødt med manglende forståelse. Det har sat Pia og Niels i svære situationer.

- Socialt er det ikke nemt, at man ikke kan det samme som før. Jeg har været nødt til at prioritere benhårdt. Det har skabt konflikter mellem os, for hvem skal man prioritere at se? Jeg er blevet bedre til at tænke, at jeg ikke er noget dårligt menneske, hvis jeg melder fra til en fest eller sammenkomst, kommenterer Niels.

Det, at vi er en familie, det er vel hovedårsagen til, at vi har holdt sammen i alle de år.

- Og sådan skal det også være. Det er blevet normalt for os nu, at Niels indimellem må lægge sig, hvis vi er til familiefest. Vi har også eksempler på, at venner og endda familie har trukket sig helt fra os, fordi de ikke forstod vores situation. Det er ikke nemt, og det kan være meget frustrerende, tilføjer Pia.

I den sammenhæng følger et godt råd:

- Hvis man overhovedet kan, så bør man række ud til andre for hjælp og støtte. Vi har ikke været gode nok til at række ud, og det har gjort det sværere for os, at vi har følt, at vi skulle klare alt selv. Det ville have betyder rigtig meget at blive aflastet en smule. Det havde gjort det hele mindre sort, og vi forstår virkelig godt, hvorfor nogle parforhold ikke overlever, siger Pia Schytt Schmidt og afslutter:

- Det, at vi er en familie, det er vel hovedårsagen til, at vi har holdt sammen i alle de år. Nu har vi fået børnebørn, så vores fokus er på dem og på at hjælp vores børn, hvor vi kan. En anden afgørende ting for os har været at fokusere på, at man stadig har kærlighed til hinanden, selvom det ser håbløst ud det hele. Det kan man trods alt komme langt på.

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og har været bragt i Livtag 2021, juni.