En følelse af at være forkert

Efter ulykken og piskesmældslæsionen i 2003 blev Maria Webers liv vendt fuldstændig på hovedet. Følgevirkningerne har sat dybe spor i hendes eget selvbillede.

Det skete igen for nylig til hendes venindes datters konfirmation; at hun var nødt til at forlade festen lang tid før, den var slut. Én ting var de mange mennesker, de mange bevægelser og larm, noget andet var buffeten, som medførte, at hun skulle holde styr på et væld af elementer som plads, mad og drikke, der for alle andre ikke var nogen sag at administrere.

- Min veninde tog det rigtig pænt, hun kender mig jo, men alligevel var jeg indeni enormt ked af det, og jeg fik dårlig samvittighed med det samme. Der var bare ikke noget at gøre, jeg var nødt til at tage hjem. Jeg havde glædet mig meget til at komme, så det føltes som et nederlag, og det føltes flovt. Jeg ved godt, at jeg som oftest ikke kan klare en hel sammenkomst eller fest, men jeg bliver stadig irriteret eller forundret over, at det forholder sig sådan, forklarer 54-årige Maria Weber.

Vil ikke skille sig ud

Selvom Marias sideværts piskesmældslæsion ligger mere end 18 år tilbage i tiden, så kredser hendes tanker fortsat om, hvad andre tænker, når hun begiver sig ud.

Jeg ved godt, at jeg som oftest ikke kan klare en hel sammenkomst eller fest, men jeg bliver stadig irriteret eller forundret over, at det forholder sig sådan.

- Det fylder næsten dagligt, og det er i alle mulige situationer, at jeg føler, at jeg er forkert, og at jeg ikke kan gøre tingene godt nok. Så spørger jeg mig selv: Er det på grund af mig eller på grund af min ulykke eller måske den specifikke situation? Ofte føler jeg, at jeg skiller mig ud, når jeg for eksempel forlader et selskab midt i det hele. Eller hvis jeg er nødt til at lægge mig eller må følges væk eller hjem på grund af svimmelhed. I virkeligheden er det noget af det sidste, jeg vil, for jeg har på ingen måde lyst til at tage fokus fra andre, siger Maria.

På de dårligste dage tager hun end ikke af sted.

- Da min mand og jeg stadig var gift, kunne det sagtens være, at jeg var nødt til at sende ham og mine børn til fester eller sammenkomster i min familie. Det var faktisk ret skamfuldt. Jeg har tænkt meget over, hvordan min familie mon har taget, at jeg ikke troppede op. For jeg vil bestemt ikke have, at de skulle tro, at jeg ikke gad. De her følelser er blevet lidt nemmere at kapere med årene, men det er svært at slippe dem helt, og det har faktisk også medført en social angst. Det skyldes, at jeg kan være bange for at blive dårlig på grund af smerter og svimmelhed, når jeg er sammen med andre, og bange for, hvordan andre så tænker om mig. Det er derfor, jeg nogle gange vælger ikke at tage af sted.

Holdkammerater ventede på hende

Årsagen til Marias tilværelse med sideværts piskesmæld og de livsdefinerende følgevirkninger skal findes en januardag i 2003. Vejret var slemt, og sneen på vejene havde transformeret sig til en sæbeagtig grød, da Maria satte sig ind i sin bil og kørte fra Hørsholm mod Frederikssund. Hun skulle til et orienteringsløbsstævne, en stafet, og hendes holdkammerater var afhængige af, at hun kom. Derfor fortsatte hun trods forholdene.

- Jeg kunne jo bare være vendt om, for det var åbenlyst risikabelt i det dårlige vejr. Så jeg havde jo selv valgt at tage af sted, men jeg kørte også kun 40 km/t. Selvfølgelig har jeg tænkt over, hvad der var sket ved, at jeg valgte fra. Men selve ulykken kunne jeg ikke gøre noget ved, så det har jeg ikke bebrejdet mig selv, forklarer Maria.

I Frederikssund skulle hun mødes med andre fra orienteringsløberklubben. Hun satte sig ind i en anden bil og lod sin egen stå.

- Jeg syntes, at føreren kørte alt for hurtigt, cirka 70-80 km/t. På et tidspunkt kan jeg så mærke, at han mister herredømmet over bilen. Vi slingrer fra den ene vejbane til den anden, og jeg kunne jo ikke gøre noget, men bliver bare panisk og siger farvel til min familie i mine tanker. Så ramler vi ind i en bil, der holder ved en sidevej og skal til at dreje ud. Jeg sidder bag føreren og bliver først kastet mod højre og så kommer tilbageslaget. Jeg får et meget voldsomt sideværts piskesmæld, og jeg sidder tilbage helt paralyseret.

Han blev symbolet på ulykken

Der er tilsyneladende ikke sket noget med de andre i bilen, hvorimod ulykken på et splitsekund ændrer Marias liv fuldstændig.

- I årene efter havde jeg brug for at holde afstand til føreren. Jeg var jo på en eller anden måde vred på ham over det her. Hvorfor kørte han så stærkt? Hvorfor drejede han på rettet og bremsede, når det var sneglat, hvorfor koblede han ikke ud? Det var jo ikke noget, han gjorde mod mig, men det var så svært at kapere alligevel, siger Maria og fortsætter:

- Jeg kunne pludselig ikke dyrke idræt, som jeg gjorde meget dengang, jeg kunne ikke beholde mit arbejde eller lave det, jeg ville med mine børn. De helt små hverdagsting er svære for mig. Det var hele mit liv, jeg syntes var blevet taget fra mig. Selvom jeg vidste, det ikke var noget, han gjorde med vilje. Men det her sagde jeg selvfølgelig ikke til ham, han blev bare symbolet på ulykken og mit nye liv.

Marias og førerens veje krydsedes flere gange i de følgende år, fordi Marias børn stadig løb orienteringsløb i klubben. De hilste på hinanden, men talte ikke

- Efter nogle år kom hans kone hen og sagde, hvor ked af det, han var over det, og så blødte det op. Da hans kone henvendte sig, var jeg kommet længere i processen, og jeg kunne lægge min vrede mod ham væk. Det betød helt sikkert noget at få lagt lidt låg på og så småt bevæge sig videre derfra, for jeg får jo ikke noget ud af at gå og være sur på ham.

Overveje hvad man deler

I mange år havde Maria svært ved at fortælle andre om sin ulykke, sin skade og at hun er førtidspensionist.

- Følelsen sidder stadig i mig. Lige siden ulykken har jeg følt, at det var en alt for tidlig alder at være førtidspensionist i. Når man har det sådan, kan det gøre kommunikation svær, især hvis jeg taler med nogle, jeg ikke kender eller ikke har set længe. De spørger jo typisk, hvad man laver, og så skal man lige trække
vejret ind og vælge, hvad man deler, lyder det ærligt fra Maria.

Men sidder man der og skammer sig helt vildt over sig selv, så fører det ikke noget godt med sig.

Mestring af kommunikationen kommer ikke fra den ene dag til den anden. Særligt ikke, når der er en masse negative tanker forbundet med at tale om sin situation.

- Nej, og jeg føler samtidig, at en samtale hurtigt kan komme for tæt på. Men sidder man der og skammer sig helt vildt over sig selv, så fører det ikke noget godt med sig. Heldigvis bliver man bedre til det, og jeg kan jo bare sige, at jeg er førtidspensionist og ikke mere end det og så spørge, hvad vedkommende selv laver. At jeg alligevel kan blive pinlig berørt, bunder jo også i, at jeg er sådan en fra flinkeskolen, der helst vil være rar, passe ind og ikke gøre andre forlegne. Det er egentlig ikke særligt fordelagtigt at leve med en usynlig skade som piskesmæld, når man er sådan indrettet som person.

Maria ser det som paradoksalt, at hun kan skamme sig over noget, som hun ikke kan gøre noget ved eller har skyld i.

- Men det er tankemønstre, som er svære at slippe ud af. Ser jeg på mit liv i dag, så har jeg være nødsaget til at tilpasse mig på en lang række punkter. Jeg har en hund, som jeg går til træning med, og det fylder meget af min hverdag, fordi det er nogenlunde overkommeligt. Næsten alt andet kan være svært, fordi jeg bliver udkørt på ingen tid, bliver svimmel og presser min fysik til det yderste ved dagligdagsting som støvsugning eller madlavning, lyder det fra Maria Weber, som afslutter:

- Planlægning af selv de mindste detaljer i mit liv er vigtig. Alligevel må jeg tage meget på dagsformen, fordi jeg ikke ved, om jeg for eksempel sover godt nok om natten til at kunne hænge sammen dagen efter. Jeg øver mig også i at tænke, at det er okay, jeg tager mine forholdsregler i eksempelvis sociale sammenhænge, og at jeg generelt ikke skal gå og dunke mig selv i hovedet over, at det er sådan her, mit liv er.

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og bragt i Livtag nr. 3, 2021. 

Tema om skyld og skam

Vi har kigget nærmere på, hvordan skyld og skam kan fylde i livet efter en ulykke. Hvorfor skammer vi os over at være anderledes eller ikke at kunne det, vi kunne før - og hvordan skal vi håndtere det?

Læs de øvrige artikler:

At skamme sig kan være en alvorlig ting

Efter en ulykke: Skyldsspørgsmål kan hindre accept af situationen

Mit liv - en fortælling fra et medlem

Det kræves, at livet skal være let

Den rette kommunikation kan stække skamfølelsen

Fri for skam og skyld