En rideulykke vendte Jeannes liv på hovedet

Efter Jeanne Fairy fik hjernerystelse og en hjerneskade som følge af en rideulykke, kæmpede hun i flere år for at få sit liv til at fungere. Til trods for at hun aldrig kommer til at kunne være så aktiv som før, er det lykkedes hende at få et godt liv. Hun mener selv, at det skyldes en viljestyrke, som vi alle kan finde ind til.

Før ulykken var Jeanne Fairys liv meget aktivt. Hun havde fuldtidsarbejde som psykoterapeut og tog sig af tre børn i en sammebragt familie. Jeanne have to ovne i sit køkken, fordi hun elskede at bage og holde sociale sammenkomster for børn, venner og familie. Hun løb ofte og elskede at ride, som hun havde gjort, siden hun var barn.

Men en dag for 11 år siden blev Jeannes liv vendt på hovedet, da hendes hest løb løbsk. Jeanne sprang af hesten, men var så uheldig at ramme et træ i høj fart, så hun pådrog sig adskillige skader. Det mindste problem var en brækket ankel. Værre var det, at hun fik knust sin pande, da hun ramte træet frontalt. Jeanne måtte igennem en kritisk operation, som hun risikerede at dø af, fordi der kunne opstå hjerneblødninger, der ikke ville kunne standses. De første døgn svævede Jeanne mellem liv og død.

Hurtigt i gang med træning

Især det første år efter ulykken var Jeanne overvældet af store smerter og træthed. Hun havde pådraget sig en hjernerystelse og tilbragte det meste af dagene i sengen for nedrullede gardiner. Når hun ikke var sengeliggende, brugte hun ofte ørepropper og solbriller, fordi hun var lys- og lydfølsom.

Før ulykken havde Jeanne været vant til at kunne træne sig fra eventuelle smerter, så hun tænkte, at det nu var en mulighed. Men hendes læge sagde, at hun skulle regne med at tage smertestillende medicin resten af livet.

- Jeg går meget ind for det naturlige, så jeg fravalgte smertestillende medicin og besluttede mig i stedet for at træne mig fra smerterne. Det gjorde jeg efter at have set Chris Macdonnalds programmer, hvor andre holdt op med smertestillende medicin og fik det godt med træning, fortæller Jeanne, 52 år.

Hun lånte en kondicykel, som hun placerede i sin stue med udsigt til haven. I starten sad hun kun på cyklen og kiggede ud i haven. Så prøvede hun med et minuts aktivitet på kondicyklen, og det krævede en stor kraftanstrengelse. Men hun gjorde det hver dag i et langsomt tempo med lav belastning. Da hendes brækkede ankel var helet op efter seks uger, kunne hun øge tiden på kondicyklen og få lidt mere tempo på. Og så meldte hun sig ind i det lokale fitness center.

- Jeg gik meget stille til værks med elastikker og en smule træning. Jeg kom hurtigt i god form, og oplevede en anden og mere behagelig form for træthed. Jeg sov på en helt anden måde med færre smerter, fordi kroppen var blevet iltet, siger Jeanne, hvis dage det første år gik med at stå op om morgenen, spise morgenmad, træne og så tage hjem i seng.

Tre gange om ugen gik hun til fysioterapi og akupunktur. 

”Jeg begyndte at skemalægge mine dage og opdagede, at min hjerne elsker struktur.

Vigtigt med struktur

Efter at have været sygemeldt i et år, troede Jeanne, at hun kunne genoptage sit arbejde som psykoterapeut, men hun opdagede hurtigt, at hun kun kunne arbejde et par timer ad gangen, fordi hun havde svært at koncentrere sig og huske ord. Selv simple opgaver som at gå tur med hunden, vaske tøj eller skrælle kartoftler udmattede Jeanne.

Hendes læge anbefalede, at hun blev ved med at tage den med ro, fordi han mente, at det var nødvendigt som følge af hendes hjernerystelse, men Jeanne havde på fornemmelsen, at der var andet galt end hjernerystelsen. Hun opsøgte derfor Center for hjerneskade, hvor de konstaterede en hjerneskade og PTSD (posttraumatisk stresstilstand) som følge af ulykken. Da Jeanne fik den besked, følte hun, at livet mistede sin mening, men hensynet til hendes mand og deres tre børn fik hende på andre tanker.

Hun fik redskaber til at tackle hverdagen i et toårigt forløb, men det hjalp ikke, fordi Jeanne havde svært ved at ændre sin hidtidige adfærd. Det var først, da hun erkendte, at hun aldrig ville kunne blive så aktiv som før ulykken, og at hun var nødt til at finde en ny måde at være i livet på, at hendes hverdag ændrede sig til det bedre. Der gik tre år i alt, før Jeanne for alvor forstod, hvordan hun skulle skrue sin hverdag sammen for ikke at overbelaste sig selv.

- Jeg begyndte at skemalægge mine dage og opdagede, at min hjerne elsker struktur. Jo mere forudsigelig min dag er, desto mere ro giver det min hjerne og mit nervesystem. Mens mine børn boede hjemme, var det endnu mere vigtigt med skemalægning. Så vi havde faste aftaler om, hvem der gik tur med hunden, hvem der hang vasketøj op osv. Jeg fik rengøringshjælp, købte tøj og mad via internettet osv. Jeg lærte at bede andre om hjælp, og det var sundt for mig, for jeg altid har troet, at jeg kunne det hele selv.

Jeanne fik en dagsrytme, hvor hun dyrkede motion, tog et bad, spiste morgenmad, et hvil, og så et par timers arbejde, et hvil igen osv. Hun lærte, at hun ikke skulle have gang i en masse ting på én gang, og at hun var nødt til at hvile fem til seks gange i løbet af dagen.

Begrænset socialt liv

De første år efter ulykken følte Jeanne sig ofte ensom, fordi hun ikke kunne være social så længe ad gangen. Hvis hun for eksempel skulle til en familiefødselsdag kl. 14, var hun nødt til at forholde sig fuldstændig i ro hele formiddagen for at kunne overkomme at være social. Når hun så havde været til fødselsdagen i 20 minutter, var hun nødt til at låne en seng for at sove lidt, før hun igen kunne være sammen med dem i 20 minutter.

Det har været krævende for Jeanne at lære sin familie og omgangskreds, hvordan de skulle leve med hende.

- Vi har ofte forventninger om, at andre kan aflæse os, men når man har haft en hjernerystelse, kan det ikke ses, når man er ved at lukke ned indeni. Jeg bliver sur og vrisser, når jeg har kørt mig selv for hårdt, og min hjerne er overbelastet. Men andre kan ikke se, at det er grunden. De tror bare, at jeg er sur, så jeg har brugt meget energi på at lære familie og venner, at når jeg opfører mig sådan, er det fordi jeg er træt, og ikke fordi jeg er sur, siger Jeanne.

Fordi Jeanne har brug for at hvile mange gange om dagen, er hun nødt til at planlægge sine hvil. Hun har altid pude, tæppe og ørepropper i bilen. Når hun besøger nogen, er det helt naturligt for hende at sige, at hun er hjernetræt og bede om en sofa, hun kan hvile på.

Jeg er pavestolt af mig selv. Jeg opdagede efter ulykken, at jeg har en form for motor indeni, som jeg kan slå til.

Minitriatlon som mål

Jeanne har altid godt kunne lide at sætte sig mål og have noget at se frem. Det var ekstra vigtigt, da hun i årene efter ulykken havde brug for at finde en ny mening med livet. Da hun blev i god fysisk form af at træne, meldte hun sig til en minitriatlon.

- Jeg gjorde det kun for at bevise over for mig selv, at jeg kunne gennemføre et minitriatlon. Jeg klarede det, og resten af dagen kunne jeg absolut ingenting, men jeg var meget tilfreds med mig selv, siger Jeanne, der har gjort meget for at få bedst mulig livskvalitet.

For at give kroppen de bedste betingelser spiser Jeanne for eksempel antiinflammatorisk og tager tilskud af vitaminer og fiskeolie. Jeanne har efterhånden trænet sig op til at kunne arbejde 14 timer om ugen. Hun har viet sit arbejdsliv til at hjælpe mennesker med hjerneskader og hjernerystelse.

- Jeg er ikke lige så udmattet, som jeg var. Jeg føler, at jeg er kommet mig godt. I dag kan jeg nøjes med to hvil på en arbejdsdag. Når jeg har ferie, og jeg ikke skal noget, kan jeg nøjes med ét hvil, siger Jeanne.

Hun er også begyndt at ride igen og har købt en lille islænderhest.

- Da jeg var på hospitalet efter ulykken, græd jeg en dag, og min mand troede, at det var, fordi jeg havde ondt. Men jeg græd, fordi jeg gerne ville ride igen, og jeg ikke vidste, hvad han ville sige til det. Men han kender mig og var godt klar over, at jeg ville ride igen, selvom jeg havde haft en alvorlig rideulykke, fortæller Jeanne.

En indre motor af vilje

Set i bakspejlet ville Jeanne ikke have gjort noget anderledes i forhold til at håndtere sin tilstand. Hun har lært meget om sig selv.

- Jeg er pavestolt af mig selv. Jeg opdagede efter ulykken, at jeg har en form for motor indeni, som jeg kan slå til. Jeg sagde til mig selv: ”Fandeme nej! Det her kan jeg godt.” Det handler om at kunne slå en indre motor af vilje til. Jeg besluttede mig for, at det er mig, der bestemmer, så hvis jeg vil det, så kan jeg godt, siger Jeanne, der er mest stolt af, at ulykken gjorde hende bevidst om, hvor stærk hun er.

- Jeg er mest stolt af, at jeg fandt ud af, hvor stærk jeg er, og hvor meget jeg kan holde til. Min mor var på samme måde; det mærkede jeg meget i barndommen. Jeg har haft stor modgang i min barndom; der var meget jeg skulle overleve, og det har gjort mig stærkere. Jeg vidste det bare ikke, før jeg kom ud for ulykken. Jeg tror, at alle har en indre motor af viljestyrke, som de kan slå til. Nogle gange skal man have hjælp til at finde ind til den. Jeg hjælper i dag andre til at finde ind til deres motor, siger Jeanne.

Hang on Words 

Jeanne Fairy har udviklet kortspillene ”Hang on Words”, som man kan spille sammen med andre, fx sin partner eller alene. Hun fortæller om kortspillene:

- Da jeg skulle begynde at arbejde igen som psykoterapeut, var jeg nødt til at skrive alt ned på grund af svigtende hukommelse. Jeg skrev spørgsmål til mine klienter ned og opdagede, at det kunne blive til et spil, hvor man arbejder med sig selv. Spillet kan i høj grad bruges af ulykkespatienter, for man kommer i bedre i kontakt med sig selv og bliver opmærksom på sine styrker. Hvis man spiller det med familie og venner, får de også mulighed for at se andre sider af en som ulykkespatient.

Læs mere om kortspillene: www.hangonwords.dk

Rabat på Hang on Words

Som medlem af UlykkesPatientForeningen kan du få 10% rabat på kortspillene, hvis du benytter rabatkoden: livtag_spørg10

Rabatten gælder frem til d. 31. marts. 2021. 

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og tidligere bragt i UlykkesPatientForeningens medlemsmagasin, Livtag