Ensomhed og alenetid

Hvis ikke vi nu, på den internationale handicapdag den 3. december, kan sætte fokus på så alvorligt et emne som ensomhed, hvornår kan vi så?

Af Janus Tarp, formand for UlykkesPatientForeningen

Det er moderne i vores tid at tale om alenetid, altså tid man har helt for sig selv i sit eget selskab. Laver jeg en søgning på Google om alenetid, så handler alle opslagene om, hvor vigtigt det er med alenetid, og hvor gavnligt det er for ens velbefindende. Det er sikkert helt rigtigt, at det kan være sundt at være alene fra tid til anden, men er man derimod ufrivilligt alene, så er det et problem.

Omkring 350.000 danskere føler sig ensomme, og ser man nærmere på mennesker med fysiske funktionsbegrænsninger, så er tallene endnu højere. UlykkesPatientForeningen har for nyligt spurgt sine medlemmer, om de er ensomme eller ufrivilligt alene, og her angiver 52 procent af de adspurgte, at de er ufrivilligt ensomme fra tid til anden. Til sammenligning angiver godt 6% af befolkningen som sådan, at de er uønskede alene.

Den internationale handicapdag sætter fokus på ensomhed

Hvis ikke vi nu, på den internationale handicapdag den 3. december, kan sætte fokus på så alvorligt et emne, hvornår kan vi så? Når alle skåltalerne er holdt, så står tilbage, at det ikke er alle, der har været med til den fest. Det er ikke alle, der kommer ud og møder andre mennesker. Det er ikke alle, der kan komme ud, og det er ikke alle, der har nogen at være sammen med.

De er ensomme, de er ufrivilligt alene. Uanset hvor barskt det lyder, så er der en stor gruppe mennesker, der er ensomme og ikke har en ven eller veninde at dele livet med. Hvor deres eneste berøringspunkt med andre mennesker er den kommunale hjemmehjælp eller personen, der arbejder i det lokale supermarked.

Ensomhed er et samfundsproblem

Når så mange tusinde danskere er ramt af ufrivillig ensomhed, er det et samfundsproblem. Ensomhed har store fysiske og følelsesmæssige konsekvenser for den enkelte. I undersøgelsen ”Den Nationale Sundhedsprofil” fra 2017, anslås det således, at ensomhed årligt er relateret til godt 2.200 ekstra dødsfald.

Når man er er ensom, føler man sig ofte ikke længere som en del af samfundet. Her bør vi alle tage et ansvar, det er ikke alene det offentliges ansvar at løse denne opgave. Vi har et ansvar for at vise vensomhed over for hinanden.

Og herudover har det offentlige og civilsamfundet et ansvar. Civilsamfundet kan hjælpe med at tilbyde og arrangere fællesskaber, hvor der er plads til alle. I UlykkesPatientForeningen tilbyder vi fx cafe-aftener eller fælles motionsaktiviteter, men vores indsats kan ikke stå alene.

Vi har brug for, at det offentlige bakker op og sikrer, at rammerne er i orden, så alle kan deltage i et fællesskab. Hvis ikke den offentlige trafik er tilgængelig, eller man kan få tildelt en handicapbil, kan det være svært at komme ud og møde andre mennesker.

Tilgængeligheden sætter begræsninger

UlykkesPatientForeningen udarbejdede ligeledes for nyligt en undersøgelse blandt vores medlemmer, der viste, at 45% af de adspurgte havde svært ved at bruge offentlig transport på grund af problemer med tilgængeligheden. Tilsvarende havde 46% af de adspurgte oplevet at måtte trække sig fra sociale arrangementer med venner og bekendte på grund af dårlig tilgængelighed. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Tilgængeligheden må prioriteres, så folk ikke isoleres derhjemme, og her skal det offentlige på banen.

Tilsvarende, når man fra samfundets side er i kontakt med nogle af samfundets svagere borgere, så kunne man godt tale med borgeren om ensomhed og fortælle om nogle af de tilbud, der er i området, som kunne være relevante for dem. Det kunne være, at hjemmehjælperen eller personalet i sundhedscentret havde som opgave, at de skulle spørge deres medborgere om det.

Fra UlykkespatientForeningens side er vi klar til at indgå i en dialog om, hvordan vi sammen kan gøre noget ved ensomheden, og vi deler meget gerne vores erfaringer med andre organisationer og offentlige myndigheder, for det kræver samarbejde, hvis vi skal få gjort noget ved ensomheden.