Foreningen ændrede sig for altid, da poliotruslen forsvandt

På ét årti gik foreningen fra en helt fast defineret målgruppe til en meget større og bredere. Tanken var at sikre foreningen, men også at gøre brug af personale, kompetencer og mange års erfaring.

I 1985 stod den daværende Polioforening med et velfungerende apparat og en poliotrussel, der ikke længere var aktuel. Foreningen havde samtidig store mængder erfaring gjort over fire årtier, som man vurderede kunne komme andre end polioramte til gode.

”Lægerne lapper os sammen, hvis vi bliver kørt over, men de sociale problemer skubbes over til andre myndigheder, og patienterne overlades i stort omfang til sig selv. De må selv skaffe en advokat, hvis de vil have erstatning. De skal sørge for invalidebil – og de må selv finde ud af, om huset kan bygges om, eller om det ville være mere fornuftigt at finde en anden og mere praktisk bolig,” udtalte daværende formand Holger Kallehauge om incitamentet til at udvide med en helt nye målgruppe i 1985 – de trafik- og ulykkesskadede.

Takket være den effektive vaccination bliver der heldigvis ikke flere polioramte her i landet, og den ekspertise, vore dygtige medarbejdere har, bør nu komme andre til gode.

Alt, som Holger Kallehauge her nævner, havde i mange år været helt centralt i arbejdet for polioramte, og erfaringerne bundede i målrettet arbejde, som strakte sig helt tilbage til foreningens stiftelse i 1945. Beslutningen om at udvide målgruppen blev vedtaget med et stort flertal på en ekstraordinær generalforsamling.

”Takket være den effektive vaccination bliver der heldigvis ikke flere polioramte her i landet, og den ekspertise, vore dygtige medarbejdere har, bør nu komme andre til gode. Vi véd, hvad der skal til, for at revalidering skal lykkes, og det vil vi ikke holde for os selv,” forsikrede den tidligere formand.

For at sikre, at man fik fat i den nye medlemsgruppe, planlagde foreningen at være aktiv på hospitalerne.

”Vi vil lægge stor vægt på opsøgende arbejde […] Når patienterne ligger på ryggen i hospitalssengen, får de besøg af unge informanter, der selv har været igennem en revalidering. Det er en idé, som er lånt fra Kræftens Bekæmpelse,” lød det fra Holger Kallehauge i en artikel i JyllandsPosten.

Moderne handicaporganisation

Kimen var altså lagt til en stor omvæltning i foreningen, som naturligt nok også skiftede navn fra Polioforeningen til PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede) i samme ombæring. Men det kunne have gået anderledes. Året før - i 1984 - forsøgte Holger Kallehauge at etablere en sammenlægning mellem Polioforeningen og Paraplegikerkredsen (i dag RYK) i Vanføreforeningen (nu Dansk Handicap Forbund) efter samme grundtanker. Kallehauge forhandlede med Helge Rishave og Michael Bove fra Paraplegikerkredsen. Begge skulle senere blive en del af PTU, men i denne omgang led de tre mænd nederlag:

”Jeg troede faktisk, at de havde deres bagland med sig. Det viste sig bare, at da de præsenterede idéen for Paraplegikerkredsens bestyrelsen, faldt projektet på gulvet med et brag. Der er nogle gange, hvor man tror, man skal dø af skam – men det er nu altid skammen, der dør først. Bortset fra det, var det en god idé, og hvis det var lykkedes, havde det jo være fint,” udtalte Holger Kallehauge om forsøget.

En omfordeling af midler

Heldigvis var der mange andre aspekter, som lykkedes over al forventning for både foreningen og Holger Kallehauge. Handicappolitisk blev foreningen ved med at spille en væsentlig rolle, mens der blandt andet i samme periode blev indført, at mindst halvdelen af bestyrelsen skulle bestå af mennesker med handicap, ligesom der fandt en større omfordeling af midler sted, så foreningen kunne gå fra det, nogle anså som en ’hattedameforening’ – som Holger Kallehauge selv udtalte det - til en moderne handicaporganisation. Samtidig gjorde den nye målgruppe sit indtog.

”Der var og er tale om et fornuftsægteskab, og det er nu det, der holder længst i politik. […] Uden en ny medlemskreds ville det blive umuligt at give et ordentligt medlemstilbud til de sidste polioramte,” lød det videre fra Holger Kallehauge.

Men det betød på ingen måde, at ambitionerne om at hjælpe de ulykkesramte ikke var til stede. Fokus blev blandt andet lagt på tilknytningen til arbejdsmarkedet for mennesker med handicap:

”Vor nye medlemsgruppe – de trafik- og ulykkesskadede – skal have samme chance som de polioramte fik, da de var unge. […] Når vi tidligere har kunnet få 85 procent af de polioramte i arbejde, kan det naturligvis også lade sig gøre for de trafik- og ulykkesskadede […] Det bliver et langt sejt træk at opnå ligestilling på arbejdsmarkedet for handicappede, men det skal nok lykkes,” sagde den daværende formand i 1995.

Der var og er tale om et fornuftsægteskab, og det er nu det, der holder længst i politik

Den trebenede stol

10 år senere gentog foreningen manøvren og åbnede op for whiplashramte.

”De er jo trafikulykkesramte, selv om skaderne endnu ikke er anerkendte i brede lægelige kredse herhjemme,” fortalte Ole Frickmann, der var direktør i PTU i 1995, hvor målgruppen blev indlemmet.

I løbet af det første år som en del af forening rundede de whiplashramte imponerende 1.000 medlemmer, og forskning på området blev også sat i gang. I 1996 støttede foreningen med 570.000 kr. et forskningsprojekt i smertemekanismer ved whiplashlæsioner, og generelt var viden om whiplash meget sparsom i midthalvfemserne.

”Selv på en MV-scanning, som er noget af det dyreste og mest avancerede, vi har, kan man ikke se nogle fysiske skader på nakken. Faktisk aner vi ikke, hvad der sker,” udtalte overlæge i PTU, Frank Lønberg i 1995.

Overlæge Frank Lønberg tilkendegav også, at han derfor på alle måder forstod, at de whiplashramte havde overordentlig svært ved at overbevise venner, arbejdsgiver, læger og offentlige myndigheder, når de talte om deres skader. Netop derfor skulle målgruppen være en del af foreningen. Sigtet var også dengang at hjælpe og bistå med råd og vejledning og kurser i livet med et handicap.

Ét af de helt store tiltag fandt sted i slutningen af 1997, hvor foreningen afholdt en whiplashkonference i København. Det blev en stor succes og trak 570 deltagere samt et væld af eksperter fra adskillige faggrupper. I årsberetningen fra 2005 sagde daværende formand Holger Kallehauge om den stadig relativt nye medlemssammensætning:

”Vi blev flere, fik mere at gøre, men vi blev også stærkere. Som enhver ved, vipper en trebenet stol ikke, og det gør PTU, som hviler på sine tre målgrupper, heller ikke.”  

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og tidligere bragt i UlykkePatientForeningens medlemsmagasin, Livtag.