Foreningen blev en del af stærkt bagland

Det har haft afgørende betydning for Anne-Lise, at hun i midthalvfemserne blev overtalt til at deltage i et arrangement i foreningen. Dengang var whiplash-ramte en helt ny målgruppe, som i år kan fejre 25 års jubilæum.
Anne-Lise Rossau bruger megen tid sammen med sine heste. Det er et godt sted for hende at slappe af og giver hende masser af ny energi.

I 1996 sad Anne-Lise Rossau overfor en speciallæge, som anbefalede hende at tage et nærmere kig på det daværende PTU (nu UlykkesPatientForeningen, red.). I de forgangne år var hun ellers blevet mødt af sundhedsvæsnet med mistro, når hun omtalte sine kognitive udfordringer og sin whiplash.

”Speciallægen mente, at jeg med min whiplash og skader måske ville ende i kørestol, så det derfor kunne være relevant for mig at søge viden på området – og der var PTU oplagt. Jeg var dog lidt skeptisk i begyndelsen, for jeg så jo ikke mig selv som handicappet. Min skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme,” husker Anne-Lise.
Året før, i 1995, var whiplash-ramte blevet en del af foreningens målgruppe, og det må have været én af de allerførste arrangementer med netop whiplash på programmet, som Anne-Lise endte med at tage til.

”Jeg vidste ikke, at der fandtes en forening, som passede så godt til mig. Der sad jeg til arrangementet, og pludselig mødte jeg mennesker, som havde det på samme måde som mig. De havde samme problemer, udfordringer og spørgsmål til, hvordan deres liv ville blive. Det kom til at betyde så meget for mig,” forklarer hun.

Særlig ånd i foreningen

Skuer Anne-Lise tilbage i tiden, så er hun ikke i tvivl om, at et stærkt netværk har gjort en kæmpe forskel i hendes situation.

”Havde jeg ikke haft netværket og et godt bagland, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle være kommet igennem det. På min daværende arbejdsplads var de virkelig gode til at tilrettelægge og tilpasse, så jeg faktisk kunne fortsætte på arbejdspladsen i 10 år efter min skade. Det var rart, at jeg følte, at de respekterede mig og ikke bare kastede mig væk, da jeg begyndte at have udfordringer,” siger hun og tilføjer:

”På hjemmefronten har det været så vigtigt at have familie og venner, som har bakket op og som har fået mig til at få de negative ting på afstand og fået mig til at se tingene lidt fra et andet perspektiv. Det har været et godt fundament.”
At blive en del af det daværende PTU føjede endnu et lag til baglandet.

”I foreningen kan man virkelig tale om at have et velfungerende netværk, og man får følelsen af, at der er en helt særlig atmosfære og en helt særlig ånd, uanset i hvilken sammenhæng, man involverer sig. Lige fra begyndelsen har det været vigtigt for mig at kunne tale med andre mennesker, som ved, hvordan det er at have en skade. Det til trods, så taler vi faktisk aldrig rigtig om diagnoser eller ulykker, for vi er som mennesker meget mere end det,” forklarer Anne-Lise.

Jeg vidste ikke, at der fandtes en forening, som passede så godt til mig. Der sad jeg til et arrangement, og pludselig mødte jeg mennesker, der havde det på samme måde som mig.

Her bliver man taget seriøst

Engagementet i foreningen voksede over årene for Anne-Lise. I dag er hun på tiende år formand for UlykkesPatientForeningens Storstrømskreds og sidder i koordinationsudvalget. Det frivillige arbejde er blevet en central del af hendes hverdag.

”Det nyder jeg meget, og jeg føler mig hjemme i det. I tiden lige efter min skade var overskuddet selvfølgelig ikke så stort, men gradvist vendte det tilbage først og fremmest takket være menneskerne omkring mig. At udføre frivillige arbejde kan virkelig anbefales, og det er samtidig med til at holde mig i gang og give mig livskvalitet.”

Både som medlem og frivillig har hun oplevet en foreningen i udvikling, siden hun sad til sit første arrangement i 1996.

”Der har altid været en vilje til at følge med tiden og til altid at bakke op, når vi eksempelvis havde nye idéer i kredsen. Personligt har jeg blandt andet fulgt meget med i de forskningsresultater, der er de senere år er lavet om whiplash fra foreningens side. Det giver meget vigtig viden, når man prøver at forstå sin situation,” lyder det fra

Anne-Lise Rossau, der afslutter:
”Det er da lidt sjovt at tænke på, at jeg dengang i midthalvfemserne var skeptisk og ikke anede, hvad jeg gik ind til, når man ser på, hvor utrolig meget foreningen har fyldt for mig i alle de her år. For mig at se har foreningen også en meget vigtig rolle at spille i fremtiden. Der er et klart behov hos alle dem, der kommer ud for en ulykke, og her i foreningen bliver man taget seriøst.”