Fri for skam og skyld

UlykkesPatientForeningens medlemsmagasin Livtag har indgået samarbejde med Bodil Møller Christensen, som har mange års erfaring i at leve med følgerne efter et forkert løft og whiplash. Bodil deler ud af sine erfaringer i magasinet og i denne artikel.

Jeg har nogle gange oplevet at gå på gaden, eller stå i en butik, hvor tanken har strejfet mig, om jeg lige skulle smutte over på den anden side, eller blive opslugt af en meget interessant dims i butikken, så jeg undgik at bumpe ind i nogle mennesker, jeg kendte fra gamle dage. For så behøvede jeg ikke at fortælle hele den lange historie om, at jeg var kommet til skade og ikke arbejdede.

Heldigvis er det mange år siden, jeg havde det på den måde. Men flovhed, og måske endda skam, har før i tiden fyldt en del.

En veninde, jeg snakkede med forleden om dette emne, sagde: ’Ja, når vi sad på en café og snakkede om førtidspension, skulle vi altid hviske, for det havde du det jo bedst med’. Det grinede vi meget af.

Rammer mange

Når jeg snakker med andre, der er kommet til skade eller ramt af sygdom, er det meget de samme ting, der går igen. Følelsen af at stå uden for samfundet. Flovhed over at være på offentlig forsørgelse, og følelsen af, at man ikke bidrager nok til samfundet eller til sin familie. Tanker om, at det måske er ens egen skyld, at man ikke bliver rask. Mange siger, at de i perioder har haft mest lyst til at gemme sig væk og aflyse sociale arrangementer etc.

Og så bliver man ramt på identiteten. For hvem er man nu, når man ikke kan det samme som før?

Jeg har selv været der, i dette haglvejr af utilstrækkelighedstanker.

Ud i friheden

Når man fokuserer på de ting, man kan, bliver man mere tilfreds, og så kommer skam og skyld til at fylde mindre og mindre.

Man må simpelthen kaste alle sine værdier op i luften og sige 'Hvad er vigtigt for mig nu?'

Da jeg her i sommer skulle have mit andet stik med coronavaccinen, var der simpelthen så lang kø, og jeg kunne ikke holde til at stå op så længe, så jeg bad om at få en stol – jeg kunne lige så godt have bedt om et glas vand.

Jeg har rykket mig meget, siden jeg var nyskadet, og det er utroligt befriende, når man giver slip på den med: ’Hvad mon andre folk tænker?’

Nye værdier

Jeg kan godt grine lidt af mig selv og de krumspring, jeg har gjort for at skjule mine skader. Men jeg kan egentlig også blive lidt kærligt vred på mig selv, og den tendens der er i samfundet, til at vi måler os mest ud fra, hvad vi udretter og præsterer, og ikke ud fra hvem vi er som mennesker.

Man må simpelthen kaste alle sine værdier op i luften og sige: ’Hvad er vigtigt for mig nu?’

Hvis man får øje på den kæmpe værdi, man har som menneske, så virker det helt fjollet at gå og gemme sig væk. Det er simpelthen synd og skam at skamme sig!

Lav en positiv liste

Noget, der har hjulpet mig til at komme følelsen af utilstrækkelighed til livs, har været at kigge på det, jeg rent faktisk kan, og hvad der er godt ved mit nye liv.

  • Min arbejdsevne er måske nedsat, men jeg er vokset som menneske.
  • Mine venskaber og andre relationer er blevet tættere. 
  • Jeg er blevet god til at snakke med og rådgive andre mennesker, der har helbredsproblemer, eller som er i en anden svær livssituation.
  • Jeg har brugt mine erfaringer til at hjælpe andre ved bl.a. at arbejde for en patientforening og skrive en bog om whiplash.
  • Jeg har ro og nærvær i hverdagen. Vi har ikke den hektiske uge, som mange fortæller om. 
  • Jeg kan stå for min datters skole og fritidsaktiviteter. 
  • Jeg har meget tid sammen med min datter. Hvis jeg har overskud, kan jeg lave varme vafler en tirsdag eftermiddag, når hun kommer fra skole med en kammerat. - Og det er da meningen med livet!
  • Jeg er blevet god til at håndtere mine skader og min situation.  

Klummen er skrevet af Bodil Møller Christensen og bragt i Livtag nr. 3, 2021. 

Tema om skyld og skam

Vi har kigget nærmere på, hvordan skyld og skam kan fylde i livet efter en ulykke. Hvorfor skammer vi os over at være anderledes eller ikke at kunne det, vi kunne før - og hvordan skal vi håndtere det?

Læs de øvrige artikler:

At skamme sig kan være en alvorlig ting

Efter en ulykke: Skyldsspørgsmål kan hindre accept af situationen

Mit liv - en fortælling fra et medlem

Det kræves, at livet skal være let

En følelse af at være forkert

Den rette kommunikation kan stække skamfølelsen