Giv en hånd uden at spørge

For mange år siden faldt en af vores venner ned fra et tag og fik skader på både krop og hoved. Vi tænkte på ham hele tiden - hvordan mon det skulle gå?

Af Ghita Tougaard, næstformand, UlykkesPatientForeningen

Vi var frygteligt bekymrede for ham, husker jeg. Men vi så ikke så meget til hinanden, vi kørte tit forbi deres hus og talte om, hvordan det mon gik med hans genoptræning, arbejde osv.

Det var som om, vi havde en oplevelse af, at han havde nok at se til med at komme på benene igen og for en tid ikke havde overskud til os. Som jeg husker det, talte vi ikke så meget om, hvordan resten af familien, kone og to mindre børn, klarede det. Hvor er jeg ked af det.

I dag slår det mig, at de jo slet ikke havde overskud til at bede om hjælp eller invitere, de var bare derinde bag ruderne og tænkte helt sikkert -hvorfor kommer de dog ikke ind, i stedet for at køre forbi vores hus?.

Hun blev en skygge af sig selv

Et par år efter ulykken talte jeg med hans kone, hun var næsten blevet en skygge af sig selv. Pludselig sagde hun - kan du huske, du spurgte mig om, hvordan jeg havde det? Nej, det kunne jeg ikke huske. Men at jeg havde spurgt, havde hun ikke glemt. - Der var ellers ingen der spurgte til mig, sagde hun.

Han fik førtidspension og et skånejob på sin tidligere arbejdsplads. Hun arbejdede videre, og børnene voksede op, og alt så fint ud. Så vi kunne ånde lettet op, de klarede det, livet gik videre. Men så let er det jo ikke, det ved jeg i dag. Nu ved jeg, hvorfor hun blev en skygge af sig selv.

Fra den ene dag til anden skulle hun overtage hele ansvaret, alle funktioner og alle beslutninger i familien – også de beslutninger, som hun ikke vidste, om han ville være enig i, eller som ville gå ham direkte imod, eller som ville have indflydelse på hans person. Beslutninger, hun ikke kunne undgå at træffe, beslutninger, som de før havde været to om at diskutere.

Fra den ene dag til den anden stod hun nu alene med alt det praktiske derhjemme, alt vedrørende økonomi, børn, familie, venner, hans videre behandling, træning, arbejdssituation, kommunal sagsbehandling. Og hvem ville han mon være, når han engang vendte hjem til familien? Den samme? Næppe. Men hvem så? Kunne de fortsætte som familie, kunne han kæmpe sammen med hende, kunne de blive ligeværdige, kunne hun elske ham – og han hende?

Lad være med bare at køre forbi

Og med sådan nogle venner som os, der bare kørte forbi og snakkede om, hvordan det mon gik derinde – ja så er man virkelig skidt stillet. Jeg tror desværre ikke, vi er de eneste venner, der er sådan. Men med sådan nogle venner bliver man ensom.

I Danmark føler 4 % sig ensomme. Det er bestemt ikke et tal, vi bryder os om, men det bliver værre endnu, for i Danmark føler 18 % af mennesker med en sygdom sig ensomme og 19 % pårørende føler sig ensomme. Det er da virkelig skræmmende tal. Hver femte sygdomsramt eller pårørende føler sig ensom. Fordi vi bare kører forbi, fordi vi kun kommer, når vi inviteres, fordi vi kun hjælper med en opgave, som vi bliver bedt om at hjælpe med.

Det gode ved alt det her er, at det er nemt at gøre noget ved. Vi kan alle sammen bare lige holde ind og lade være med at køre forbi. Spørg til den pårørende og lyt til svaret. Bag en ekstra plade lasagne, køb en kage, bag 20 boller, slå græsplænen, støvsug gulvet, tag børnene med til deres fritidsaktivitet. Det er så lidt der skal til.

Vi kan ikke fjerne sorgen og få ulykken til at gå væk, men vi kan alle være med til, at familien får en lille smule luft i hverdagen. Vi er alle sammen den gode nabo og den gode ven, og vi vil så gerne hjælpe – vi skal bare gøre det uden, at vi bliver spurgt om vi vil. Det er måske lidt Omvendtslev bare at gøre det, men de pårørende siger selv, at det ville have hjulpet, hvis nogen bare gav den lille håndsrækning.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 2, 2019

Læs mere om pårørende