Højden på overliggeren er afgørende

For Torben har det været afgørende, at han i lang tid efter ulykken bevarede et håb om at vende tilbage til sit tidligere liv.
Torben holder foredrag og har skrevet bogen ’Husk at komme hjem’ om sit liv efter ulykken. Det har haft stor betydning for hans egen bearbejdelse af de seneste fire år. Foto: Anita Graversen.

Det er sket flere gange efter Torben Linde Mikaelsens motorcykelulykke i 2015, at overliggeren er blevet justeret. I begyndelsen boblede der en altoverskyggende optimisme i ham midt i kaosset efter ulykken, og han var overbevist om, at han på alle måder ville vende tilbage til sit tidligere liv. Til lederjobbet i Thisted Kommune, til fodbolden og til et liv med fart på.

- Jeg ville i lang tid ikke indse, hvor meget mine skader ville komme til at påvirke mit liv. Derfor satte jeg overliggeren skyhøjt. Havde lægerne lige efter ulykken illustreret mit liv, som det ser ud i dag, var jeg røget ned i et dybt sort hul. For det regnede jeg slet ikke med dengang, jeg skulle bare i gang med at lave øvelser og træne, og så ville jeg selv få kontrollen over min krop igen. Først efter otte måneder blev mit underben amputeret, og selv der var mine forhåbninger de samme. Jeg skulle bare have fat i en protese, og så skulle jeg nok komme tilbage på fodboldbanen, fortæller Torben Linde Mikaelsen, der er inkomplet paraplegiker.

Tilværelsen blev i sin helhed noget mere flosset end Torbens tidlige forventninger. Til trods for daglige smerter og et liv, der skulle lægges totalt om, så er han dog stadig optimistisk:

- Overliggeren er bare blevet sat ned i takt med, at jeg har fået andre og måske mere realistiske forventninger til mit liv. Det har jeg det godt med, selvom jeg også gerne erkender, at jeg giver den for meget gas indimellem. For det er ikke noget, man lærer lige fra den ene dag til den anden. 

Nye roller

Torben og hans hustru Parnuuna bor i den lille landsby Koldby i Thy vest for Thisted. De fleste kender hinanden her, og selvom parret kun havde boet i lokalsamfundet i to år, da ulykken skete, så vidste de fleste besked.

- Det har i lange perioder gjort, at jeg ikke synes, det er så sjovt at bevæge mig ud i min kørestol. Det er faktisk stadig lidt af en overvindelse, når jeg gør det. Men i dag har jeg hentet smørrebrød i min kørestol. Normalt vil jeg tage bilen de 300 meter og gå ind i en butik med min protese på. Det er egentlig for dumt, for hvorfor skulle jeg ikke kunne vise mig i min kørestol?, spørger Torben.

Reaktionerne, som han får fra andre mennesker, har holdt ham tilbage.

- Mange kommer hen og spørger ind til mig i bedste mening. Ofte får jeg at vide, hvor synd det er for mig, og så kan jeg ellers sidde der i min kørestol og kigge op på dem. Det gør noget ved mit selvværd, og jeg vil ikke have medlidenhed, lyder det.

Jeg ville i lang tid ikke indse, hvor meget mine skader ville komme til at påvirke mit liv. Derfor satte jeg overliggeren skyhøjt.

Torben er en bred og trænet mand, der har været vant til at gå forrest både fysisk og verbalt:

- Men i dag vil jeg helst ikke have alt for meget opmærksomhed.

- Nej, der er der sket noget af en forandring, indskyder Torbens hustru, Parnuuna.

- På den måde er vores personligheder eller roller jævnet mere ud. Før var jeg den ekstroverte, mens Parnuuna var og stadig er mere introvert. Jeg ville være familiens beskytter, og det lagde jeg ikke skjul på. Efter min ulykke er meget ændret på den konto, og jeg har set nogle virkelig stærke sider af Parnuuna, fortsætter Torben igen.

Siden sommeren 2015 har Parnuuna taget taktstokken, og hun har været Torbens primære støtte i genoptræningen og i alle sejre og nederlag.

- Jeg skulle sørge for, at Torbens dag kunne fungere så godt som muligt. Der var en masse, som skulle laves om, men vi skulle også stadig være mand og kone, og vi skulle stadig tage til arrangementer og være sociale. Torbens børn boede i Randers på ulykkestidspunktet, og de plejede at besøge os i weekenderne. Det skulle vi ikke lave om på, så jeg hentede dem og kørte dem op til os, fortæller Parnuuna.

- Dengang krævede jeg meget pleje, og mine følelser var ustabile. Mens jeg har set Parnuunas store styrke, så har hun set mig ultra sårbar. Det har faktisk gjort vores forhold endnu stærkere, og jeg er helt vild taknemmelig for, at hun har været så fantastisk i forløbet, tilføjer Torben.

Snyder hele tiden

Torben beskriver i dag sit liv som fantastisk:

- Jeg har en del smerter og bliver træt, og udefra set kunne man godt tro, at det ikke er et godt liv. Men det er det helt bestemt. Den augustdag i 2015 kunne jeg ligeså godt have været død, så jeg har så meget at glæde mig over.

Han ser heller ikke sig selv som et offer til trods for, at det var en uopmærksom og sms’ende bilist, som var skyld i trafikuheldet og hans ændrede livssituation i dag.

- Det kan i virkeligheden ske for alle. Jeg har også selv sms’et bag rattet før, det må jeg indrømme. Lige inden ulykken sker, sidder jeg og venter på, at der kommer et godt langt stykke, så jeg kan give den gas på min motorcykel. Så jeg skal ikke selv spille hellig på nogen måde.

Det er et af budskaberne, som Torben formidler, når han holder foredrag om sit liv efter ulykken, der tager udgangspunkt i bogen ’Husk at komme hjem’, som han har skrevet. Titlen er et udtryk, Parnuuna altid har brugt, når han kører hjemmefra, og det blev i den grad aktuelt ved Torbens ulykke.

Den augustdag i 2015 kunne jeg ligeså godt have været død, så jeg har så meget at glæde mig over.

- Foredragene er ren terapi for mig, og jeg gør det i høj grad, fordi jeg kan mærke, at det giver mig en masse igen. Kan jeg samtidig være med til at rykke noget hos andre mennesker og måske få dem til at tænke sig om en ekstra gang i trafikken, så er det det hele værd.

Han har gennem årene skrevet mange hudløst ærlige og nøje beskrivende Facebook-opslag, som han efterfølgende besluttede at sammenskrive og samle i en bog. Den udkom i 2018, og processen har været enormt givtig for ham.

- Det har betydet så sindssygt meget at kunne skrive om mine oplevelser. Sammen med foredragene virker det som en slags terapi for mig. Jeg vil rigtig gerne fortælle om livet efter en ulykke, og jeg fortæller også gerne, at jeg stadig lærer. Der er meget, jeg kan blive bedre til, og jeg snyder da helt vildt indimellem, siger Torben, der uddyber:

- Jeg kunne bestemt være bedre til at holde igen. For eksempel i den igangværende ombygning af vores hus, hvor jeg lige vil give et nap med i ny og næ. Eller når vi er til arrangementer, og jeg presser mig selv for meget.

- En dag gemmer jeg altså din protese væk! Det er jo mig, der skal høre på det, når du får ondt bagefter, smågriner Parnuuna Linde Mikaelsen.

- Ja, det er jo rigtigt nok, så måske skal min overligger nedjusteres en anelse mere. Nu må vi se, siger Torben Linde Mikaelsen.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra Livtag nr. 4, 2019.

Boganmeldelse: Husk at komme hjem

En dag i august for tre år siden, lagde Torben Linde Mikaelsen et billede op på sin Instagram. Billedet var taget på sygehuset, hvor han lå indbundet, nærmest fra top til tå. På sin motorcykel var han blevet påkørt, og nu var hele hans venstre side fuldstændigt skrællet, hans ryg var brækket og den ene fod knust.

Det var en forfærdelig og meningsløs ulykke, der har kostet uoverskueligt meget mere, end blot førligheden og karrieren. Men han var heldig den dag – for han slap med livet i behold. Hans børn mistede ikke deres far. Hans kone mistede ikke sin mand. Og hans mor mistede ikke sin søn.

Siden da har han skrevet. For ham har det nærmest haft terapautisk virkning at skrive. Han skriver ærligt og tillidsfuldt, og han skriver med varme og humor. Han skriver om sorg, frustration og smerte, men han skriver osse om håb og kærlighed – til livet og de  mennesker han elsker.

Husk at komme hjem, er en bog, der kan læses af andre ulykkesramte, deres pårørende, fagpersoner, såvel som af interesserede, der vil læse om, hvad uopmærksomhed i trafikken kan have af betydning for andres liv og førlighed.

Bogen er velskrevet - både menneskeligt og teknisk. Torben Linde Mikaelsen skriver ærligt om hvad tabet af førlighed har betydet for  ham som mand, og bogen giver ligeledes en grundig teknisk beskrivelse af livet som protesebruger.

Anmeldelsen er skrevet af Torbens skoleveninde, Anne Mette Brunsgaard.