Hvem spørger til Torben?

Efter hustruen Yvonnes voldsomme trafikulykke, påtog Torben sig førerrollen i deres tilværelse. Men det har ikke været omkostningsfrit, og han ville ønske, at der var et helt andet fokus på hjælp til pårørende.
Der er blevet lagt et tungt ansvar på Torbens skuldre, og han ville ønske, at det var et langt større fokus på de pårørende efter en ulykke.

Siden sommeren 2015 har Torben Bechsgaard været et bolværk. På dagen, hvor ulykken skete, var han ved at klargøre et hønsehus til sin hustru, Yvonne Bechsgaard. Hun var på vej på arbejde, da en spritbilist torpederede hendes bil i den ene side.

Mobilen havde hun glemt derhjemme, så Torben kunne ikke få fat i hende, men hans baggrund som ambulancebehandler sagde ham, at der var noget helt galt, da han en halv time senere kørte ud for at lede efter hende og undervejs passerede en brandbil på Yvonnes sædvanlige rute. 

'Vi skal have styr på dig, Torben', og jeg var også klar over, at det var nødvendigt.

Et par hundrede meter tættere på Yvonnes arbejdsplads stod hendes bil efterladt i et kryds. Den havde fået et voldsomt tryk i siden og var blevet klippet i stykker.

- Jeg kan helt ærligt ikke huske præcis, hvad jeg tænkte. Det flyder sammen. Nærmest i trance kørte jeg mod skadestuen med det samme, husker Torben.

Ambulancebehandleren Torben ankom til skadestuen og mødte kendte ansigter fra sit arbejde:

- De spurgte, hvad jeg dog lavede der på det tidspunkt. Jeg mødte en mandlig sygeplejerske, som jeg også kendte, og jeg spurgte ham desperat, om Yvonne var vågen og klar. Det var hun, men jeg kunne også se på ham, at det ikke var helt godt.

Følelsernes kørselsvejledning

Ulykken og multitraumerne, som Yvonne pådrog sig, slog ned i ægteparrets liv som et lyn fra klar himmel. Der fulgte en meget svær periode, hvor de skulle vænne sig til en komplet forandret hverdag. Torben blev sygemeldt fra sit arbejde som ambulancebehandler hos Falck de første 14 dage efter ulykken. Senere ringede en kollega, der fungerede som krisepsykolog.

- Han sagde: ’Vi skal have styr på dig, Torben’, og jeg var også klar over, at det var nødvendigt. Jeg vidste, vi havde muligheden for at få psykologsamtaler gennem min arbejdsplads, men man tænker ikke logisk i sådan en situation, det var chokket stadig for stort til, så det var godt, at der blev taget fat i mig så tidligt, fortæller Torben. 

Samtalerne skulle komme til at have betydning helt frem til i dag.

- Jeg havde fem samtaler på tre uger med en psykolog, og jeg fik nogle rigtig gode redskaber. Blandt andet en vejledning i, hvordan jeg i højere grad skulle styre uden om de ting, jeg blev ked af det over, hvis jeg for eksempel møder naboen, nogle bekendte eller arbejdskollegaer. Følelserne skal ikke gemmes væk, overhovedet ikke, men jeg må ikke blive i et sort hul og dykkede længere ned, hver eneste gang der bliver spurgt til Yvonne. Det er en kørselsvejledning, jeg faktisk stadig gør brug af, men nu er det blot mere ubevidst, lyder det ærligt fra 60-årige Torben.

Selvom følelserne i hverdagen skulle kontrolleres, så blev der ikke lagt låg på til selve samtalerne.

- Nej, jeg græd meget hos psykologen, og hun spurgte ind til ting, som hun vidste, jeg blev ked af. Hun spurgte mig så, hvorfor jeg blev ked af de her ting, og det lærte jeg meget af. Det var godt at kunne læsse af, og hun gjorde mig det også klart, at det var et sundhedstegn, at jeg overhovedet kunne komme af med følelserne, siger Torben og supplerer:

- Til en af samtalerne havde jeg vores to sønner med, for det ønskede de selv. Vi har altid været en familie, hvor det praktiske måske fyldte mere end følelserne, så det var også en rigtig god oplevelse for dem netop at få sat følelser og tanker på dét at være pårørende.

Fandt selv genoptræning

Hjemmehjælp har familien Bechsgaard ikke haft. Det var en prioritering, at de ville klare så meget selv, som de kunne. Det betød, at Yvonne og Torbens datter i en periode tog plejeorlov fra sit arbejde og fungerede som hjælper for sin mor.

Fordi hele familien arbejder i eller med sundhedsvæsnet, så havde de ikke berøringsangst, når det kom til hjælperrollen.

- På den måde kan man jo sige, at vi havde en lille fordel som pårørende, og det har været en rigtig god løsning for os. Men det er selvfølgelig specielt at skulle hjælpe ens mor eller kone med at gå på toilettet eller i bad.

Det kom som en selvfølge, at Torben også overtog alle huslige gøremål hjemme i Skivholme, som ligger vest for Aarhus. På et lille landsted med to store hunde er der nok at se til.

- Psykologen anbefalede, at jeg fokuserede på det praktiske. For jeg får ikke noget ud af at sidde og stirre ud i luften, som jeg faktisk gjorde et par gange lige i starten, da chokket stadig sad i kroppen. Jeg er meget praktisk anlagt, men der var selvfølgelig mange ting, jeg skulle vænne mig til. Madlavning har eksempelvis altid været Yvonnes domæne, og der er meget at se til, når jeg samtidig skal tage ansvar for kontakt til kommunen, sundhedsvæsnet, sagsbehandler og alt det udenom.

Torben gik tidligt i forløbet i gang med at undersøge muligheder for en meningsfuld og effektiv genoptræning for Yvonne.
- Jeg søgte alt, jeg kunne komme til, for den genoptræning hun kunne få gennem kommunen var så forsvindende lille, og den ville simpelthen ikke række. Det kunne jeg ikke acceptere.

Yvonne kunne slet ikke gå det første halve år og var primært sengeliggende i det første år. Hun har siden haft gavn af blandt andet ophold på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre og genoptræning på specialhospitalets afdeling i Aarhus, og ægteparret betalte sig fra et ophold på Vejle Fjord, som blev skelsættende.

Her fandt man ud af, at Yvonne skulle opereres i hoften, og hun opnåede store fremskridt. I dag går Yvonne, men hun har svært ved at stå oprejst længe ad gangen.

Det kan ikke undgås at gå ud over de pårørende og for mig har det blandt andet betydet stressreaktioner og forhøjet blodtryk.

- Hun har fået det bedre, og det er vi taknemmelige for. Men det er også lidt skræmmende at tænke på, hvordan det var gået, hvis vi ikke selv havde set efter andre muligheder for genoptræning og behandling.

Ved interviewets afslutning bliver Torben spurgt, hvilke tanker han knytter til pårørenderollen. Han vender og drejer spørgsmålet i sit hoved, inden han svarer:

- Jamen, man kan roligt sige, at det er en udfordring, og man kan godt føle det som et meget stort ansvar at stå med. Hverken sundhedsvæsnet eller kommunen spørger til, hvordan man som pårørende har det. Eller om der er noget, man har brug for i processen. Det tærer på kræfterne, for du er samtidig i chok og i sorg. Det kan ikke undgå at gå ud over de pårørende og for mig har det blandt andet betydet stressreaktioner og forhøjet blodtryk.

Stod det til Torben Bechsgaard, var der et helt andet fokus på hjælp til de pårørende.

- Det burde der virkelig være, og det kunne være helt lavpraktisk med informationer om: Hvad gør du herfra? Hvem skal du tage fat i? Hvordan bliver forløbet? Hvordan er de forskellige muligheder for eksempelvis genoptræning? Det er som om, at man glemmer de pårørende, og det er svært hele tiden selv at have overskud i sådan en situation. Psykologsamtalerne, som jeg fik, betød rigtig meget, og hjælpen skal gerne være der med det samme efter en ulykke eller alvorlig sygdom, for det er jo der, hvor hele verden ramler, siger han.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra Livtag nr. 2 2019

Læs mere om støtte til pårørende