”Jeg bliver aldrig helt færdig med at arbejde med mig selv”

Den tidligere SOSU-assistent Dorthe var i 2018 ude for en voldsom ulykke, som tvang hende til at gentænke sin egen identitet og kæmpe for de roller, hun gerne vil udfylde.
Dorthe har fået specialdesignet sin protese. En studerende fra Kolding Designskole gjorde det som en del af sit speciale.

De allerførste tanker, som Dorthe Bolther fik efter sin ulykke, kredsede sig om hendes morrolle.

”Jeg var overbevist om, at der var flere helt væsentlige elementer af mit liv, som simpelthen var et afsluttet kapitel: At jeg ikke kunne være mor for mine drenge mere, og at jeg kom til at være alene resten af livet,” husker Dorthe Bolther.

Tankestrømmen begyndte allerede ved ulykkesstedet, hvor hun var blevet kørt ned af en lastbil i en højresvingsulykke, og de fortsatte ind i hendes otte måneders indlæggelse på Rigshospitalet. Midt i den ekstreme situation, hvor hun blandt andet fik amputeret sit ene ben, forsøgte hun at forberede sig på, at hendes to drenge, der dengang var 15 og 18, skulle se deres mor for første gang efter ulykken.

”Min forestilling var, at de ville bryde sammen, og at jeg skulle trøste dem. Men da de kom ind på stuen stivnede de fuldstændig ved synet af mig, og der var noget i deres blik, som jeg ikke havde set før. Det ramte mig, og det blik kunne jeg ikke fikse. De har siden sagt, at de ikke kunne kende mig, og jeg lå jo også der og var fuldstændig blæst på medicin. Mit ene ben var blevet amputeret, og hele min underkrop lå gemt under en masse stof med en stor kasse under,” siger 41-årige Dorthe og fortsætter:

”Efterfølgende talte jeg med min veninde om oplevelsen, og det blev ét af mine mål, at jeg skulle vende bøtten og være bekymret for mine drenge igen og ikke omvendt. Mit skrækscenarie har hele tiden været at blive mit handicap, og at jeg ikke kunne udfylde de roller og have den identitet, som jeg før havde, og som jeg virkelig gerne ville igen.”

Mit skrækscenarie har hele tiden været at blive mit handicap, og at jeg ikke kunne udfylde de roller og have den identitet, som jeg før havde, og som jeg virkelig gerne ville igen

Ændrede datingstrategi

Dorthe er ikke i tvivl om, at hun trives bedst, når hun har en partner at dele tilværelsen med.

”Jeg ville gerne have en kæreste inden ulykken, og ønsket ændrede sig ikke efter. Men jeg havde i begyndelsen svært ved at se, at det kunne lade sig gøre. Hvem ville have en med et amputeret ben? Stille og roligt begyndte jeg dog at søge mere aktivt, men der var bestemt bump på vejen,” fortæller Dorthe, der flyttede fra Roskilde og tættere på familien i Horsens efter sin indlæggelse.

Før ulykken brugte hun blandt andet apps som Tinder og Happn, og det var ikke svært for hende at finde dates. Som benamputeret gjorde hun sig mange tanker om, hvordan hun skulle finde den rette, og hvordan mænd ville reagere på hendes handicap.

”Skulle jeg skjule, at jeg havde en benprotese og havde været ude for en ulykke? Eller skulle jeg gøre det modsatte? Jeg valgte den sidste model og meldte mig til en datingside, hvor man betalte et månedligt beløb. Der skete ikke noget som helst i starten. Så ændrede jeg strategi og begyndte at skrive til dem, som jeg fandt interessante. Det gik bedre, og jeg fik også en date,” siger horsensianeren.

Første date efter ulykken skulle dog langt fra vise sig at være det rigtige match. Da Dorthe kom hjem efter daten, tikkede en besked ind:

”Han skrev, at jeg var sød, men nok lidt for handicappet til ham. Det var da ærlig snak, men han kunne nu godt have pakket det lidt mere ind, for selvfølgelig rammer sådan en besked hårdt.”

Derefter holdt hun en mindre pause fra datingmarkedet og lod sin profil stå. Hun søgte også råd hos sin omgangskreds og familie.

”Min far kom med en rigtig fin iagttagelse: Han sagde, at dem, der ikke har fokus på det indre, men kun det ydre, bliver sorteret fra. Det fik mig til at se det lidt fra en anden vinkel.”

Ved lidt af en tilfældighed kom hun efterfølgende til at skrive med en mand, som ikke havde prøvet datingsider før.

”Så hjalp jeg ham lidt med, hvilke billeder han skulle have på sin profil, hvordan man skulle gebærde sig derinde og den slags. Der var en god kemi og ligeså stille udviklede tingene sig: Først ringede vi sammen, og så spiste vi sammen. Det kunne faktisk lade sig gøre at finde den rette derinde, og det er jo helt fantastisk. Han plejer at sige, at jeg er så meget andet end min ulykke, og at han jo er faldet for mig, fordi jeg er, som jeg er,” fortæller Dorthe, der nu har været i et forhold med sin kæreste i halvandet år.

Han skrev, at jeg var sød, men nok lidt for handicappet til ham. Det var da ærlig snak, men han kunne nu godt have pakket det lidt mere ind, for selvfølgelig rammer sådan en besked hårdt.

Børn med voksen-bekymringer

Det var ikke kun på kærlighedsfronten, at tingene begyndte at falde i hak for Dorthe. Skruer vi tiden tilbage til tre måneder efter ulykken, fortalte hendes sønner, at de igen kunne kende deres mor, som hun før havde været.

”Det var jo stort. På det her tidspunkt var jeg trappet ud af den stærkeste medicin, og jeg var begyndt at kunne se anderledes på livet, og jeg var kommet et godt stykke med genoptræningen. Det gav en tro på tingene, at de gav udtryk for det.”

I dag bor hun sammen med sin yngste søn, mens hendes ældste søn også bor i Horsens hos hendes eksmand, som hun har en rigtig god relation til.

”Det har været fantastisk igen at kunne være den, som var bekymret for mine sønner. For jeg føler selvfølgelig som mor, at det er sådan, det skal være. Det er meget vigtigt for mig. Mine drenge brugte i tiden lige efter ulykken meget tid på at finde youtube-klip af proteser og seje mennesker med proteser, og det var noget af det, som holdt dem oppe. Men de havde naturligt nok store bekymringer om min fremtid: Om jeg overhovedet kunne bo i en normal lejlighed, hvad der skulle ske økonomisk, og hvordan vores forhold ville blive. Det var nogle voksenbekymringer, som de havde, fordi de har den alder, de har. Heldigvis er de i dag fuldstændig ligeglade med, at deres mor ikke har så meget energi som før og går rundt med en protese. Det er virkelig en befrielse.”

Jeg har i forløbet tænkt meget over, hvordan folk reagerer, når de ser én, som mangler et ben

Kan en protese ikke være sexet?

Netop amputationen og protesen har været noget, som Dorthe naturligt nok har skulle vænne sig til, og det gennemsyrede hendes tankemønstre i begyndelsen.

”Jeg har i forløbet tænkt meget over, hvordan folk reagerer, når de ser én, som mangler et ben. Da jeg første gang skulle vise mig uden tøj på for min kæreste, var jeg selvfølgelig også vildt nervøs. Men ofte er det mere din egen forestilling, som kan hæmme dig. Jeg begyndte også at spekulere over, hvorfor man ikke kunne lave en protese, som var lidt mere sexet? Eller bare give den en anden farve? Lilla eller blå? Med gul og glimmer måske? Hvorfor skal det bare være funktionelt, når man med et handicap også gerne vil se godt ud?,” spørger Dorthe.

Samme undren præsenterede hun for sin bandagist, som i begyndelsen var lidt tøvende overfor idéen.

”Men så kom jeg til at tale med en studerende fra Kolding Designskole, som gerne ville design min protese og sådan blev det. Jeg ved, at vi er et par stykker, som render rundt med specialdesignede protester, og det er fantastisk, synes jeg. For det er super vigtigt for mig, at jeg kan personliggøre min protese eller min stok, for det er med til at normalisere i stedet for at fremmedgøre.”

Ved sin ulykke i begyndelsen af 2018 fik Dorthe også PTSD, og det har været afgørende for hende at tale om ulykken og de mange svære tanker, som opstod i efterdønningerne. Det har dog ikke fungeret for hende at have psykologsamtaler.

”Det ved jeg, at det gør for rigtig mange mennesker, men det var ikke det rigtige for mig. Jeg vil hellere, at en samtale ikke nødvendigvis behøver at grave dybt hver gang. Derfor talte jeg rigtig meget med én af Rigshospitalets præster. Jeg talte med ham om alt og ingenting, og det hjalp. Vi kom ind på svære ting som for eksempel roller og identitet, men vi talte også om, at han var ved at bygge en carport derhjemme. Under min indlæggelse talte jeg også meget med sygeplejerskerne, som var gode til at opmuntre. Samtidig havde jeg to fantastiske veninder, som bare var der for mig. Hele tiden. Sammen med min familie var de med til, at jeg holdt modet oppe,” fortæller horsensianeren, der i dag går til psykoterapeut.

Dorthe Bolther afslutter:

”Jeg bliver aldrig helt færdig med at arbejde med mig selv, og det gælder både i rollerne som mor og kæreste. Men det gælder også i andre dele af livet: Jeg arbejdede før min ulykke som SOSU-assistent på en fødegang, men jeg fik aldrig en afslutning på det, og jeg havde meget identitet i min hvide kittel. Det har heller ikke været nemt. Måske jeg en dag dukker op med kage, i kittel selvfølgelig, og siger et ordentligt farvel til min gamle afdeling.”

Artiklen er skrevet af Martin Hungerberg og tidligere bragt i vores medlemsmagasin, Livtag 4, 2020