Jeg er ikke mit handicap – det er kun en del af mig

En lovende fodboldkarriere blev ødelagt, da Jonathan Richter blev ramt af lynet og hans ene ben måtte amputeres. Efter år med stor frustration, vrede og sorg over ikke længere at være fodboldspilleren Jonathan, har han skabt et nyt og meningsfyldt liv.

Fra Jonathan Richter var 5 år, gik han til fodbold med sin tvillingebror. Hans drengedrøm om at blive professionel fodboldspiller gik i opfyldelse, da han var 20 år og kom til at spille for FC Nordsjælland. Ambitionen var at blive verdenskendt fodboldspiller i en udenlandsk fodboldklub, og det så lovende ud. Alt drejede sig om fodbold. Men i 2009 blev fodbolddrømmen lagt i ruiner, da Jonathan blev ramt af et lyn, mens han spillede på Hvidovre stadion.

- Min bror, der havde en fodboldskade, og min far sad på tribunen, hvor de så mig spille. Jeg kan ikke huske så meget, men de har fortalt mig, at himlen var helt sort, og at det regnede tungt, da et lyn pludselig slog ned i banen, og alle spillerne faldt om. De rejste sig alle sammen igen, undtagen mig. Jeg var så heldig, at en modspiller og holdets fysioterapeut hurtigt fik fat i en hjertestarter og gav mig hjertemassage, fortæller Jonathan, 35 år.

Det var hans store held, at nogen reagerede så hurtigt. I 41 minutter svævede Jonathan mellem liv og død, mens der blev kæmpet for at få hans hjerte i gang igen. På hospitalet lå Jonathan i kunstig koma i 11 dage.

Nu da mit ben skulle amputeres, gik det op for mig, at mit liv var fuldstændig forandret.

Alt føltes ligegyldigt

Tre uger efter Jonathan kom ud af den kunstige koma, fortalte lægerne, at de var nødt til at amputere hans venstre ben 10 centimeter under knæet, fordi lynet havde spaltet begge ben og ødelagt især venstre ben. Jonathans højre ben var så medtaget, at han fik en såkaldt dropfod, hvor foden hænger. Jonathan kan i dag, 12 år efter ulykken, stadig ikke mærke sine tæer på højre fod.

- Da jeg vågnede efter komaen, kunne jeg godt mærke, at jeg var skadet, men indtil jeg fik beskeden om amputationen, troede jeg, at jeg kunne kæmpe mig tilbage til mit gamle liv og blive ved med at gå efter min fodbolddrøm. Nu da mit ben skulle amputeres, gik det op for mig, at mit liv var fuldstændig forandret. For hvem var jeg, når jeg ikke var fodboldspilleren Jonathan Richter?! Det var jo hele mit liv og min identitet. Det slukkede et lys i mig; jeg oplevede det som uretfærdigt. Alt blev med ét ligegyldigt. Jeg var helt tom indeni, fortæller Jonathan, der fik tilbudt samtaler med en psykolog.

Men han talte kun med psykologen én gang, for han var slet ikke parat til at tage mod hjælp. Jonathan tænkte mest, at han lige så godt kunne give op, for det nyttede alligevel ikke noget. Han sank hen i passivitet.

- Jeg forventede, at min familie og mine venner hjalp mig, og det gjorde de også, så meget de kunne. Ingen kunne gøre noget rigtigt i mine øjne, og min familie gik på æggeskaller. Jeg var ikke nem at omgås, for alt skulle dreje sig om mig. De andre kunne hoppe og danse for mig, men ingen kunne hjælpe mig. Jeg opførte mig som et offer uden at ansvar for mig selv og min situation. Jeg havde intet fremtidsperspektiv og befandt mig i et underligt tomrum, fortæller Jonathan.

Genoptræning betød meget

Set i bakspejlet mener Jonathan, at det har betydet meget for ham, at han kunne tale åbent med sin familie om, hvordan han havde det.

- Jeg kunne vise min frustration, vrede og ked-af-det-hed. Det var dog en svær balancegang, for det hjalp ikke at blive ved med kun at tale om mig selv i længden. Når andre sagde til mig: ”Hvor er det bare synd for dig!”, kunne jeg ikke bruge det til noget. Jeg havde det stadig lige elendigt. Så det gik op for mig, at jeg selv måtte tage ansvar for at kunne rykke mig, siger Jonathan.

Fra sin tid som fodboldspiller vidste han, at det at træne kunne gøre en stor forskel. Han begyndte derfor at genoptræne to-tre gange om ugen via Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.

- Jeg kunne på den måde være aktiv og glæde min familie, fordi min træning viste dem, at jeg selv gjorde noget for at ændre min situation. Det var det mindste, jeg kunne gøre efter alt, hvad de har gjort for mig. I starten betød genoptræning ikke så meget for mig, men bare det at sige til min mor, at jeg kunne løfte 5 kg mere, gjorde hende glad, så derfor blev jeg ved, fortæller Jonathan, der også opdagede, at det var godt for ham at møde andre med et handicap og få et netværk gennem specialhospitalet.

Langsomt blev han stærkere fysisk og fik overstået operationer i benene. Han begyndte at kunne være mere mentalt tilstede i samtaler med familie og venner.

Han fik også flere hyggelige oplevelser med dem, der fik ham til at kunne smile igen. De tog for eksempel i biografen sammen eller spillede spil.

Sammen med andre handicappede

Et år efter ulykken begyndte Jonathan at læse HF, så han havde noget at stå op til.

- Det betød ikke noget, om jeg havde en dårlig dag, for jeg ville tage en uddannelse. Så jeg kom op af sengen, selvom jeg var fristet til at blive liggende. Det gav mig en tilfredsstillelse at gøre noget for mig selv, fortæller Jonathan.

To år efter ulykken var han i Afrika med B.S. Christiansen i et tv-program med ni andre med at handicap, hvor de ved hjælp af teamwork skulle igennem en masse prøvelser og fragte sig selv fra A til B gennem en ørken.

- Det gav mig meget at tale med B.S. Christiansen og være sammen med andre handicappede. Da jeg kom hjem fra turen, havde jeg fået nye perspektiver på livet, og hvad man kan til trods for et handicap. Jeg arbejdede meget med mig selv og min identitet. Jeg spurgte mig selv: ”Hvem er jeg nu, når jeg ikke er fodboldspilleren?" Og jeg fandt efter noget tid frem til, at jeg ikke er mit handicap – det er bare en del af mig, siger Jonathan.

Han tænkte meget på at finde en ny passion, for fodbold havde betydet meget for hans drive i livet.

- Jeg kunne ikke spejle mig i de andre handicappede fra tv-programmet i forhold til min passion for fodbold. Så alt var ikke fikset efter turen, men en proces var sat i gang. Det var vigtigt at have noget, som kunne give mig et kick, for jeg er konkurrencemenneske og kan godt lide at være opslugt af noget.

Kørestolsbasketball blev Jonathans nye passion. Han kunne have valgt handicapfodbold, men det ville ikke stimulere ham på samme måde, for her ville han blive konfronteret med, at han ikke kan det samme som før. Kørestolsbasketball var nyt for Jonathan. Han har nu spillet basketball i otte år.

At blive gift og få børn har jeg drømt om før ulykken, så den drøm er gået i opfyldelse.

Pædagog og familieliv

I dag får Jonathan ikke spillet kørestolsbasketball så meget som tidligere. Han har fået to børn, og der er meget andet, han også gerne vil. Han mødte sin kone før ulykken, men de blev først faste kærester efter ulykken og sidenhen gift.

- At blive gift og få børn har jeg drømt om før ulykken, så den drøm er gået i opfyldelse. Man kan sige, at jeg har en kerneidentitet, der ikke har rykket sig efter ulykken. Jeg er ikke en helt anden person end før. Jeg er bare blevet ældre og har ikke det tunnelsyn, jeg før havde på fodbolden, siger Jonathan.

Efter HF tog Jonathan en uddannelse som pædagog, og i de sidste fire år har han arbejdet med kriminalpræventive tiltag og udsatte unge. Han holder også foredrag om sin ulykke og de erfaringer, han har gjort sig i håb om at inspirere andre ulykkesramte til at rykke sig og få bedst mulig livskvalitet. Sidste år udkom hans bog ”Ramt af lynet”, som handler om hans forløb efter ulykken. Jonathan synes, at han har et godt og meningsfyldt liv.

- Jeg er så heldig at bo i et land som Danmark, hvor der er gode muligheder for handicappede. Det har betydet meget for mig at få nye venner, der også er handicappede. Via PTU (tidligere navn for Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, red.) og kørestolsbasketball har jeg fået gode venner, som jeg har stor glæde af. Det er dejligt, at vi kan tage lidt gas på vores situation og nogle gange også kan grine lidt over de elendigheder, vi har været igennem. Det er godt at grine, for vi kan jo ikke gøre så meget ved det. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, som har klaret de vildeste kampe efter alvorlige ulykker, siger Jonathan.

Deltag i webinar med Jonathan Richter

Onsdag d. 28. april kl. 14.00 kan du møde Jonathan Richter i et webinar som UlykkesPatientForeningen arrangerer. Alle er velkomne til at deltage.

Læs om webinaret og tilmeld dig