Jeg skylder min familie at få noget ud af livet

En morgen efter en våd bytur beslutter René Sloth at skrive et afskedsbrev. Det er møntet på hans forældre og venner, og han skriver, at han elsker dem. Han er ked af det, og han vil gøre en ende på sit liv. Et halvt år senere vågner han op af koma til et liv i kørestol og med en helt anden livsindstilling.
René arbejder hver dag på at bevise, at han i dag er en ny René med masser af drømme for fremtiden.

- Familie og venner har drevet mig. Jeg har altid været et menneske, der godt kunne lide at passe på folk. Der går ikke en dag uden jeg tænker på, at jeg har gjort dem kede af det. Det er hårdt, begynder 28-årige René Sloth.

Han er hurtig til at dedikere sit nye livssyn til de personer, som betyder noget for ham. Som 21-årig var det en anden René, de kendte. Tænker han tilbage, vil han vurdere, at han var fuld mindst hver anden dag.

- Jeg var en 21-årig knægt og arbejdede rigtig mange timer på en gård som landbrugsmedhjælper. Så snart jeg havde fri, så jeg mit snit til at komme ud og få nogle øl. Jeg gik utroligt meget i byen. Også i hverdagen. Det var måske et lidt sølle liv. Jeg sad jo på værtshus med de gamle garvede sprittere og kunne altid finde en lejlighed til at drikke med mine kammerater, fortæller René.

Andre interesser var der ikke mange af, og han hadede sport, fordi han aldrig selv havde været god til det og dengang vejede på den anden side af 130 kg. Sporten vender vi tilbage til. Han havde også en dom for vold på straffeattesten og følte kun, at han kunne tale med andre i sociale situationer efter adskillige øl.

- Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvor jeg var endt, hvis ikke det her var sket. I spjældet måske. Selvom jeg fortryder, så skulle der noget drastisk til for at vende mit liv fuldstændig på hovedet. Men jeg ville aldrig have været foruden det, jeg er blevet til.

Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvor jeg var endt, hvis ikke det her var sket.

Venner finder afskedsbrev

René har aldrig tidligere haft tanken om selvmord. Men en morgen i juli 2011 spadserer han rundt i sit køkken efter endnu en våd bytur og beslutter sig for at skrive et afskedsbrev. Det er møntet på hans forældre og venner, og han skriver, at han elsker dem. Han er ked af det, og han har en klar fornemmelse af, at han vil gennemføre og gøre en ende på livet.

- Aftenen forinden havde en pige, som jeg var rigtig glad for, sagt til mig, at der aldrig ville blive mere mellem os. Samtidig havde jeg problemer med at betale nogle penge tilbage til mine venner, og det havde de konfronteret mig med. Det forstår jeg godt, at de gjorde, for hvorfor skulle jeg bruge penge på at gå i byen, som jeg ikke selv havde? Mit alkoholforbrug var massivt, og på det her tidspunkt virkede det hele udsigtsløst, husker René.

Brevet bliver skrevet færdigt, og René sætter sig i sin bil. Han husker, hvordan han planlægger at finde et træ, han kan køre ind i.

- Jeg vælger veje, jeg kender. Hvor vi tit har kørt spritkørsel. Jeg kører nok rundt i 15-20 minutter. Så drejer jeg ind ad en vej, og så sortner det for mig. Jeg kan simpelthen ikke huske mere.

René har fuldført sin mission om at finde et træ. Braget kan høres langt væk.

Et ældre ægtepar, som er på cykelferie i området, finder René ganske kort efter. Den ældre mand får ham bugseret ud.

- Træet er gået ind i førersiden, og bilen er krøllet rundt om træet. Jeg har været helt sikker på, at det var det, jeg ville.

Samtidig finder hans venner afskedsbrevet i Renés hjem.

- Jeg skulle have været på arbejde den dag. Da mine venner vågner fra byturen, kører de op til mit arbejde for at se, hvad jeg laver. Det gjorde vi tit. Min chef fortæller dem, at jeg ikke er mødt ind. Så kører de hjem til min bopæl og finder brevet. De ved, at den er helt gal og ringer straks til mine forældre.

Efter mit blackout i bilen er det næste jeg husker, at jeg slår øjnene op på sygehuset efter et halvt års koma.

Dør to gange

I ambulancehelikopteren når René at dø to gange. Hans hovedpulsåre er bristet, og han mister så meget blod, at lægerne vælger at amputere hans venstre ben. Alle skaderne taget i betragtning er der ikke andet at gøre end at lægge ham i kunstigt koma.

- Efter mit blackout i bilen er det næste jeg husker, at jeg slår øjnene op på sygehuset efter et halvt års koma. Min mor er der. Jeg er klar over, at der er noget galt. Det går op for mig, hvordan min familie og mine venner må have haft det. De er gået i et halvt år med uvisheden om, hvad de fik tilbage, når jeg vågnede, siger René og fortsætter:

- Jeg fortryder det hele med det samme. Allerede der bestemmer jeg mig for, at det skal være slut nu. Jeg føler, at jeg skylder min familie og mine venner at komme igen og få noget positivt ud af livet.

Hans skyldfølelse og drivkraften til at gøre det godt igen, fylder meget i tiden efter ulykken og hjælper ham til at kæmpe sig igennem genoptræning på først Neurocenter Hammel og derefter Rehabiliteringscenter Brønderslev. Udover amputationen har René lidt store skader på sit nervesystem, som har påvirket hans andet ben og venstre arm.

- I begyndelsen virkede intet i min krop, og jeg kunne slet ikke se en ende på genoptræningen. Det var simpelthen så hård en kamp. Det var i Brønderslev, at de helt store fremskridt skete. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det skulle lykkes. Det har kostet blod, sved og mange tårer, men jeg gav ikke op. Det kunne jeg jo ikke, fortæller René, som endte med at bruge 1½ år på genoptræningen.

Jeg har fundet en sport, som jeg nyder, og samtidig en masse mennesker, som jeg kan spejle mig i. Det er fedt.

Hus, hund og børn

Bevidst har René siden søgt efter noget, der kunne fylde livet ud og erstatte det gamle. En del af svaret fandt han i kørestolsrugby.

- Jeg har fundet en sport, som jeg nyder, og samtidig en masse mennesker, som jeg kan spejle mig i. Det er fedt. Jeg spiller i Viborg og træner også i Aarhus. Og så er jeg på talentholdet, det er rugekassen for landsholdet. For at blive en god rugbyspiller skal man spille i seks år, jeg har kun spillet i tre. Jeg vil gerne blive bedre, og det kunne da være sjovt at komme på landsholdet en dag. Det ville jeg ikke sige nej til, siger den førhen så sportsforskrækkede René.

Han får i dag pension og arbejder de tilladte timer hos JEWA Skive, hvor han blandt andet er med til at hjælpe unge mennesker videre i tilværelsen.

- Det er meningsfyldt. I bund og grund arbejder jeg for, at de ikke skal træffe forkerte valg og ende som mig. Med tiden håber jeg at kunne få et flexjob, hvis alt går vel. Jeg er ikke så gammel endnu, så der er en masse, der skal nås.

I april flyttede René og kæresten Louise ind i et nybygget rækkehus i Silkeborg, og det er endnu et skridt væk fra det gamle liv.

- Jeg drømmer om hus og børn og hund. At få et godt liv, og jeg arbejder målrettet for, at det skal lykkes for mig. Det er egentlig det, jeg gerne vil. For det er en ny René, som er kommet tilbage, og det vil jeg gerne blive ved med at bevise, slår René Sloth fast.

Læs også

Renés kæreste: Jeg var nervøs for, hvad andre tænkte