En ny version af sig selv

Paula Larrain er journalist og var i 2015 ansat på Ekstra Bladet, da hun kom ud for en arbejdsulykke. Hun har siden kæmpet med de mén, ulykken gav hende, og med et system, som hun ikke mener, altid er til gavn for ulykkespatienter.

Af Paula Larrain

Da jeg første gang hørte, at min skade formentlig var permanent, gik jeg helt i baglås. Indtil da var jeg sikker på, at jeg nok skulle komme mig fuldt og helt oven på mit hovedtraume, men altså ikke ifølge en af landets førende eksperter.

I mange efterfølgende måneder søgte jeg informationer, der pegede i den modsatte retning. Jeg lyttede bevidst kun efter dem, der sagde det modsatte. Og jeg klyngede mig også til hans trods alt trøstende ord om, at hjernen er plastisk, og at man godt kan vænne sig til at arbejde på en anden måde end før og dermed opnå fuld funktionsdygtighed.

Men hvad betød det? Var jeg skadet i hjernen? HjerneSKADET? Det lød helt forkert og ordet rungede som en dom i mit hoved, en dom OVER mit hoved, ja, nærmest en beskyldning om ikke længere at være ved mine fulde fem.

Det var ikke ham, der brugte ordet hjerneskadet, men det var mig, der fik sat hans ord ind i mit værste mareridt om ikke længere at kunne fungere som før.

Nye veje

Der gik vel et par år, før jeg begyndte at betragte beskeden med lidt ro på. Trods alt var min kognition ok, min arbejdshukommelse hang lidt, og mit syn hoppede, men da energien kom igen og smerterne fortog sig, kunne jeg fungere næsten lige så godt som før. Min hjerne fandt nye veje.

Nu skulle jeg bare finde andre måder at huske på, bruge en kalender som alle andre dødelige og skrive mine pointer ned i et manuskript i stedet for blot at regne med, at jeg altid kunne huske, hvad jeg skulle sige.

Et-to år tager det for de fleste at erkende, at de ikke længere fungerer lige så godt som før deres ulykke. Og her lægger jeg mig tæt op ad flertallet. Det tog noget tid at indse det, men først da energien og dermed arbejdshverdagen kom tilbage, kunne jeg finde ud af, hvad skaden betød i praksis.

Og sådan er det for de fleste. Om det er en arm, en skulder, en fod, begge ben eller hjernen, så tager det sin tid at nå frem til en accept af, at man ikke længere er den samme som før. Men det gælder ikke kun for funktionaliteten af ens lemmer eller kognition. Det gælder også mentalt. Ulykker er bare en af den slags livsbegivenheder, der laver om på én. Man bliver konfronteret med sin egen dødelighed, sin egen begrænsning og måske skal man nu til at acceptere et helt andet syn på sig selv.

Som den kvinde, der ikke havde forestillet sig, at hun skulle være bedstemor fra en kørestol eller den mand, som løb maraton og som nu skal være lykkelig for at kunne gennemføre en kort gåtur i skoven eller den, som har arbejdet med sine hænder hele livet og nu skal finde noget andet at bruge livet og tiden på.

At finde styrken

Det tager sin tid at komme overens med en ny udgave af sig selv. Men er der noget, vi mennesker kan, så er det at tilpasse os en ny situation. Og det er ofte, når vi erkender, hvor dygtige vi er til lige netop det – at tilpasse os – at vi finder styrken til at ånde lettet op og sige: Nå, men nu er jeg så dér, og så må jeg få det bedste ud af det.

Jeg gør som oftest grin med min til tider vigende hukommelse, ellers kunne jeg ikke bestille andet end at have dårlig samvittighed over glemte kaffeaftaler. Mine nære omgivelser har også tilpasset sig min personlighed version 2.0 minus en smule. De husker på, at det ikke er mangel på respekt eller interesse, når jeg spørger en ekstra gang til, hvordan det går med dette eller hint. Jeg er bare ekstra interesseret i at høre historien igen. Og måske igen igen om et halvt år.

En ny version

Det er alderen, siger nogle til trøst. Ja, ja så siger vi det, smiler jeg. En ny version kan godt fungere trods de skavanker, man samler op gennem livet, man skal bare lære sig selv at kende på ny og måske omprogrammeres til anden funktion. Hjernen er plastisk og mennesker er opfindsomme. Jeg var så heldig at finde tilbage til min hylde efter et par år med dyb bekymring for fremtiden.

Hvis du lige nu sidder og er ked af, at du ikke længere er den samme som før, så husk, at der også findes en plads til dig med det, DU kan. Du skal først og fremmest acceptere dig selv, dér hvor du er nu. Men bare når du er klar.

Har du brug for hjælp?

Ulykkeslinjen tilbyder gratis og uvildig vejledning på telefon for dig, der er berørt af en ulykke. Eksperter sidder klar alle hverdage mellem kl. 9-15 på telefon 3673 2000. 

Læs mere om UlykkesLinjen her