Livet i rækkehuset

UlykkesPatientForeningen følger parret Louise og René. Tidligere har vi hørt om Renés selvmordsforsøg, ulykke og tiden efter. Samtidig fortalte Louise om sine tanker ved at være i et forhold med en kørestolsbruger. I dag er der åbnet et nyt kapitel, og det unge par er flyttet sammen.
I 2011 forsøgte René at begå selvmord ved at køre ind i et træ. Dengang boede han i Thy og havde et helt andet liv, som står i klar kontrast til rækkehustilværelsen i Silkeborg.

For ikke længe siden var René Sloths mor og stedfar forbi hans arbejdsplads. Der mødte dem et syn, de sandsynligvis ikke havde forudset, hvis vi skruer tiden tilbage til før Renés ulykke og selvmordsforsøg i 2011.

”Jeg sad jo der på et kontor bag en skærm, og de så da lidt overraskede og glade ud, da de kom ind,” siger René, der arbejder i virksomheden Incita, hvor han blandt andet er med til at hjælpe unge mennesker videre i tilværelsen.

”Det er vist en underdrivelse: Din mor var da mega stolt!” udbryder Renés kæreste, Louise Dam, som sidder ved siden af ham i nybyggerrækkehuset i Silkeborg.
Renés grimasser ligger i spændingsfeltet mellem forlegenhed og glæde:

”Man er vel thybo,” siger han.

29-årige René er benamputeret og har markante nerveskader, som har påvirket det andet ben og hans ene arm. Inden sin ulykke for otte år siden levede han et helt andet liv i Thy, hvor omdrejningspunktet var arbejdet som landbrugsmedarbejder, alkohol og byture. Han endte med at ville tage sig eget liv, men det er længe siden nu. Som et ekstra lag på de mange forandringer i Renés liv, er han for et år siden flyttet i hus med kæresten Louise.

”Det er endnu et skridt for mig i en ny retning og væk fra alt det, som jeg sad fast i dengang. Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet en anden person, men jeg har en helt anden tankegang i dag, det er tydeligt for mig selv og nok også for andre,” fortæller René.

Vigtig tilgængelighed

Louise og René indrømmer gerne, at de havde store forventninger til deres lejede hus i Silkeborg, da de flyttede ind for et år siden.

”Vi er de første, som bor her i huset, og det synes jeg er fedt. Samtidig er tilgængeligheden rigtig god, for det er jo sådan, man bygger i dag, og det betyder bare noget. I mit gamle hus i Thy, der måtte jeg kante mig meget mere rundt med min kørestol, og der var mange små ting, som var besværlige,” lyder det fra René.
Selvom han sjældent støder på uoverskuelige forhindringer, så gør det noget ved hans humør, hvis tilgængeligheden ikke er optimal.

”Jeg vil helst ikke have, at det bliver for besværligt for mig, og jeg vil heller ikke føle mig til besvær. Det er i virkeligheden én af de mest irriterende følelser, jeg kan få. Så det var da med i tankerne, da vi skulle vælge, hvor vi skulle bo,” fortæller eksil-thyboen

”Men jeg har flere gange bestilt bord på restauranter, hvor jeg slet ikke har tænkt over, hvordan tilgængeligheden er. Mange steder er der jo trapper. Så må jeg ringe og aflyse igen. Det er fordi, jeg simpelthen glemmer, at han sidder i kørestol,” smågriner Louise.

”Det synes jeg er rigtig fint, fordi jeg vil netop ikke tages hensyn til. Havde det været omvendt, og Louise og alle andre så mig som et offer, så var det blevet en mental belastning, det er jeg ikke i tvivl om,” siger René.

”Hvad med mine sko foran døren?” spørger Louise.

”Ja, det er så det sværeste ved at bo med Louise: Hun er simpelthen et rodehoved, og jeg er lige modsat. Hun har det med at stille sine sko lige foran døren, og jeg kan jo ikke køre ind, når de er i vejen. Jeg har ellers sagt det flere gange til hende.”

”Det må være fordi, du ikke bliver sur nok. Så tager jeg det åbenbart ikke så tungt,” svarer 24-årige Louise.

Vil bygge selv

Louise kan stadig blive forbløffet over at høre om sin kærestes liv fra før ulykken, og det forstår man, når man trækker en streg ved ulykken i 2011. I dag er han formand i kørestolsrugbyklubben Full-Pull i Viborg, arbejder med unge mennesker, holder foredrag for Rådet for Sikker Trafik og på alle måder tegner fremtiden lys for René.

”Som noget af det allerførste efter ulykken bestemte jeg mig for, at jeg skyldte dem, jeg holder af at få noget godt ud af livet. Jeg tænker stadig meget på, at jeg har gjort en masse mennesker kede af det, selvom det efterhånden er mange år siden. Det er med til at motivere mig til at få det bedste ud af tilværelsen,” fortæller han.
Skal René og Louises pege på en enkelt ting, som har overrasket negativt i deres tilværelse i rækkehuskvarteret, så er det det sociale. At flytte til en ny by, hvor man nærmest ingen kender, har været sværere end forventet.

”Jeg ved ikke, i hvor lang tid man skal bo et nyt sted for at skabe relationer. Generelt har det været lidt vanskeligt, fordi man ikke rigtig støder på nogen, men typisk bare passerer hinanden i bilen. Heldigvis får vi besøg fra vores venner. Også dem hjemme fra Thy, for jeg har stadig nogle gode kammerater, som jeg selvfølgelig holder fast i,” siger René og afslutter:

”Selvom vi er rigtig glade for at bo her, så går vi faktisk med tanker om at bygge selv. Det har altid været en drøm for mig. For det er svært at finde et hus som 100 procent er egnet for mig. Så det kunne være fedt at se, om man selv kunne bygge det.”

 

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og tidligere bragt i UlykkesPatientForeningens medlemsblad, Livtag.

  

Vil du læse mere om Rene og Louise?

Du kan læse første del af historien om Rene og Louise: 'Jeg skylder min familie at få noget ud af livet'