Lones værdisæt blev ommøbleret

Muligheden for at fokusere benhårdt på karrieren og tage en masteruddannelse smuldrede for Lone Borg efter hendes ulykke.

- Jeg ved, at der er ting, der virker, når jeg har det dårligt. Jeg har et arsenal af redskaber, som jeg kan ty til, når det er nødvendigt. I hverdagen, når negative tanker fylder, eller når jeg har mange smerter eller har sovet rigtig skidt, så er det betryggende at have. Samtidig er det helt afgørende i min hverdag, for det hjælper mig til at føle, at jeg har et godt liv, begynder Lone Borg.

I hjemmet ved Silkeborg er Lone i gang med at bage.

- Ja, det lyder måske lidt pudsigt, men jeg begyndte at bage meget efter min ulykke. Faktisk begyndte jeg også at hækle. Det udspringer af, at jeg har brug for at gøre noget, der munder ud i et produkt, fortæller 52-årige Lone.

Hvad enten det er rugbrød, boller, tæpper eller karklude, der kommer ud af anstrengelserne, så har hun skabt sig faste rutiner, som giver værdi og leder tankerne væk fra smerter og ubehag. Men det har været en proces.

- I det første år efter min ulykke tænkte jeg ofte, at det hele var noget møg. For det tager tid at indstille sig på en ny virkelighed. Jeg tror, det har hjulpet mig, at jeg selv er uddannet ergoterapeut og har set, at man kan have et godt liv med funktionsnedsættelse. Men mit værdisæt skulle ommøbleres, det er der ingen tvivl om, og det er det også blevet.

Ville tale om almindelige ting

Lone var i 2012 impliceret i en trafikulykke, hvor en modkørende mistede herredømmet over sin bil og kørte frontalt ind i hende. Hun var i overhængende livsfare, fik voldsomme skader på indre organer, brækkede hoften og ryghvirvler og fik voldsom hjernerystelse.

Ulykken kolliderede samtidig på mange fronter med det liv, som Lone levede og de ambitioner, hun havde.

- Jeg var et rigtig godt sted i mit arbejdsliv, hvor jeg et halvt år tidligere havde fået nyt arbejde. De ville gerne investere i deres medarbejderes uddannelse, så jeg overvejede kraftigt at søge en master og dygtiggøre mig. Det hele passede ind. Min søn skulle på efterskole og min datter blev student et halvt år senere, så der var rum til, at jeg fokuserede på min karriere, og jeg glædede mig helt vildt til det.

Sådan skulle det som bekendt ikke gå, og det var én af de sværeste erkendelser for hende.

- Det passede mig ikke godt, at jeg ikke kunne de her ting. Jeg har altid haft det godt med et højt aktivitetsniveau, og så er det svært at være tvunget til at sætte tempoet ned. Efter ulykken og måneders genoptræning på Vejle Fjord kom jeg tilbage på min daværende arbejdsplads, og mine kollegaer var helt vildt søde. De gav udtryk for, hvor dejligt det var at se mig, og de spurgte meget ind til, hvordan jeg havde det. Og så fortalte jeg selvfølgelig, hvordan det gik. Sådan fortsatte det i noget tid, men jeg kunne mærke, at det ikke fungerede for mig, siger Lone og supplerer:

- På et tidspunkt gik det op for mig, at jo mere tid, man bruger på det, der er svært, desto mere fylder det i ens bevidsthed. I virkeligheden ville jeg gerne tale om almindelige ting med mine kollegaer. Om mine børn, om hvad jeg eller de lavede i weekenden eller noget helt andet, som ikke relaterede sig til mine skader. For jeg er jo meget mere end det.

Hvad er et godt liv?

Det hjalp hende blandt andet at have samtaler med en psykolog. Her blev der sat skub i processen om at acceptere flere dele af det forandrede liv.

- Psykologen var god til at få mig til at reflektere over, hvad et godt liv egentlig er. Mine tanker var dengang, at det kun var rigtig godt, hvis jeg kom tilbage på 100 procent, men det var jo helt urealistisk. Det har noget med ens identitet at gøre, og derfor er det svært at acceptere. Gradvist nåede jeg frem til, at det er okay at blive ked af det, når folk spørger, og at jeg også bare kan sige: ’Det går fint’, hvis jeg ikke har lyst til at snakke om det. Psykologsamtalerne fik mig gennem en proces, så jeg i dag synes, at det er okay at have et flexjob på 10 timer. Mit liv kan godt være meningsfuldt, selvom det ikke er et karriereliv med 120 km i timen.

’Feeling Good’

I de seks år, der er gået siden ulykken, har Lone fokuseret på holdepunkter, som hun ofte mentalt vender tilbage til eller eksempelvis genoplever ved at sætte musik på.

- Cirka et par måneder efter ulykken var vi i biografen, hvor vi så den franske film ’De urørlige’ om en lam mand og hans hjælper. Dengang sad jeg stadig i kørestol, og det var selvfølgelig en film, der kom ret tæt på, men som jeg nød at se. Der er en scene i filmen, hvor hovedpersonen, den lamme mand, paraglider. Samtidig hører man Nina Simones sang ’Feeling Good’. De smukke billeder og musikken satte sig simpelthen fast hos mig. Melodien giver mig en utrolig frihedsfølelse og motivation til at komme videre, hvis jeg mister modet, fortæller Lone.

Musik og især jazz er generelt kommet til at fylde mere i hendes liv. Hun går endda til flere koncerter nu, end hun har gjort tidligere.

- Det giver mig værdi, og det får tankerne væk fra smerter og alt det bøvl, der selvfølgelig er i mit liv. Jeg er blevet bedre til at prioritere lidt skarpere på, hvad der er vigtig for mig, og hvad der giver mig noget igen.

Samme indvirkning har naturen for Lone. Hver dag går hun tur i det naturskønne søhøjland ved hendes hjem, og hun er også i haven, når vejret tillader det.

Heldig at være i live

- Jeg har været på smerteklinik, hvor jeg mødte en ældre mand, som havde en god tilgang til sit liv. Han havde mange problemer med sin ryg og havde tidligere været et stort havemenneske, men det havde han droppet. Alligevel havde han sat sig det mål, at han hver dag ville gå ud i sin have i 10 minutter. Det var underordnet, om han gjorde andet end bare at stå, men han skulle ud. Det inspirerede mig.

I sommerhalvåret har Lone aktivt brugt opskriften fra den ældre mand.

- Og det er ofte blevet til en time i haven, selvom jeg indstiller mig på, at de her 10 minutter egentlig er målet. At være ude i haven, gå ture eller bruge min tid på at producere noget kan være helt meditativt for mig. Det gør mig glad og normaliserer min hverdag.

Lone minder ofte sig selv om, at hun er heldig at være i live.

- Det er vigtigt for mig, at jeg kan tænke sådan. Også når det har været en lortenat. For det giver enorm værdi for mig, at jeg kan få lov til at opleve mine børn blive voksne, flytte hjemmefra og studere. At min mand og jeg kan rejse sammen, og at der findes en masse værdifulde ting i mit liv, som jeg holder så meget af. Der vil altid være bekymringer og dårlige dage, men jeg synes efterhånden, at jeg trods alt er landet et godt sted, siger Lone Borg.

Tekst: Martin Hungeberg
Foto: Anita Graversen

Artiklen stammer fra Livtag no. 1, 2019