Louise efter dårlige oplevelser: Det havde jeg brug for at snakke igennem

24-årige Louise Dam læser til dagligt til sygeplejerske, og det gik en dag op for hende, at hun ikke havde fortalt sine studiekammerater, at hendes kæreste sidder i kørestol.
Louise Dam mødte René for tre år siden gennem kørestolsrugby. René var spiller og Louise var handicaphjælper for en af dem, der hjalp til på holdet.

24-årige Louise Dam læser til dagligt til sygeplejerske, og det gik en dag op for hende, at hun ikke havde fortalt sine studiekammerater, at hendes kæreste sidder i kørestol.

”Når mit eget fokus ikke er på, at René sidder i kørestol, så var det ikke noget, jeg tænkte en masse over. De tætteste har vidst det i længst tid, mens jeg selvfølgelig også skulle fortælle det til de andre,” forklarer Louise.
Reaktionerne har udelukkende været positive.

”De spørger om alt muligt, er nysgerrige på en god måde og har slet ikke berøringsangst. Det, synes jeg, er vildt hyggeligt. Der er ikke noget tabu over det. Sygeplejerskeuddannelsen er nok heller ikke det værste sted i den sammenhæng.”

Bunder i uvidenhed

Lige da Louise var blevet kærester med René, var hun i en periode nervøs for, hvad andre ville tænke om det. Selv var hun helt afklaret med, at kærestens handicap og kørestol intet betød for hende. Både dengang og i dag oplever hun, at hendes omgangskreds er helt på linje med hende. Dog sniger der sig stadig oplevelser ind i andre kredse, som overrasker:

”Til en familiefest i Renés familie blev jeg spurgt af en ældre mand, hvorfor jeg dog var sammen med René. Der blev jeg først helt paf, men indeni var jeg rasende. Jeg svarede så, at det var på grund af hans personlighed, men det er en underlig situation at stå i, for hvorfor skal jeg overhovedet svare på det? Det spørgsmål stillede han næppe til andre til festen. Som om, han undrede sig helt vildt.”
Negative oplevelser som denne har Louise efterfølgende været nødt til at bearbejde med René.

”Det havde jeg brug for at snakke igennem, så det gjorde vi. Vi blev enige om, at det må bunde i uvidenhed, og der er jo altid mennesker, som ikke kan sætte sig i andres sted. Det er aldrig behageligt at blive sat i den situation, men det hører heldigvis til sjældenheder, og vi er blevet enige om, at det klogeste selvfølgelig bare er at lade det ligge,” fortæller Louise.

Til en familiefest i Renés familie blev jeg spurgt af en ældre mand, hvorfor jeg dog var sammen med René. Der blev jeg først helt paf, men indeni var jeg rasende.

Har fundet roen

Hvor Louise tidligere har haft det sværere med at øjne hvilede på det unge par, når de bevægede sig rundt blandt andre mennesker, så er der sket en stor forandring.

”Jeg så det som noget negativt, fordi jeg ikke kunne spejle mig i andre, men i dag er jeg stolt over at komme gående ved siden af René. Så kan folk bare kigge, det gør ikke noget. Usikkerheden er jeg kommet over,” siger hun og supplerer:

”Når vi bevæger os rundt her i området, så er der naboer, der kigger en del, mens andre er mere tilbageholdende. Det kan man sagtens sætte sig ind i, for alle kigger jo, når de ser noget usædvanligt. Det ville jeg også selv gøre.”
Alt er blevet nemmere af, at Louise ikke er typen, som overtænker, og hun har fundet fuldstændig ro i forholdet til René og omstændighederne ved hans handicap.

”Det gælder om ikke at gøre tingene værre, end de er. Vi kan jo stort set gøre alt som alle andre par. Jeg tænker i hvert fald ikke over begrænsninger overhovedet. Jeg kan huske, at jeg engang sagde til en veninde, at René bare sidder en del mere ned end os andre. På den måde får man det talt ned på et meget konkret og forståeligt niveau,” lyder det fra Louise Dam.

Vil du læse mere om Rene og Louise?


Du kan læse første del af historien om Rene og Louise: 'Jeg skylder min familie at få noget ud af livet' og opfølgningen 'Livet i rækkehuset'