Min erfaring: Det kræver mod at komme ud af ensomhed

Jeg har egentlig altid godt kunnet lide at være alene. Jeg syntes, det var dejligt - også som yngre - med stille og rolige aftener i mit eget selskab. Men efter jeg blev skadet i min ryg og nakke, kom alenetiden til at fylde lidt for meget.
Bodil Christensen har mange års erfaring i at leve med følgerne efter et forkert løft og whiplash. Hun deler tilbagevendende ud af sine erfaringer i medlemsmagasinet Livtag..

Det giver sig selv, at når man har det skidt og døjer med smerter og andre symptomer, så har man ikke kræfter til at gå i byen og møde en masse mennesker. Hvis man også er sygemeldt fra sit studie eller arbejde, så ryger meget af den sociale kontakt.
Min alenetid blev i den periode til noget, der ikke kun var et pusterum, men af og til et tomrum.

Jeg sad på sidelinjen

Jeg var i midten af tyverne, da jeg kom til skade, og mit liv stod i stor kontrast til mine venners liv, der drønede derudad med studie og karriere. Middage og fester blev en stor forhindring, der skulle overvindes. Det kunne godt føles, som om jeg bare sad på sidelinjen og hørte folk tale om deres spændende, travle liv.
Jeg var ikke bevidst om det dengang, men jeg trak mig lidt væk fra omgivelserne. Dels fordi jeg ikke havde kræfter til så meget, men også fordi jeg var lidt flov over min situation. Det kan lyde mærkeligt, for jeg kunne jo ikke gøre for, at jeg var kommet til skade og var sygemeldt.
I mit sociale liv var der to ting, der blokerede: Først og fremmest mit helbred, men også måden jeg så på min situation.

Hvis du har svært ved at bevæge dig ud i den sociale arena med din skade som følgesvend, skal du huske på, at du er ikke din skade/handicap

Husk, hvem du er

Når man er blevet kronisk skadet, skal man på en måde til at genopfinde sig selv. Det kræver mod at ’springe ud’ som en ny version af sig selv, der ikke kan det samme som før. Det var i hvert fald noget, der var svært for mig. Hvis du har svært ved at bevæge dig ud i den sociale arena med din skade som følgesvend, skal du huske på, at du er ikke din skade/handicap. Du er stadig dig selv, med alt hvad du har af erfaringer, interesser og holdninger. Så der er rigeligt at byde ind med, selvom du ikke kan køre med 100 km/t.

Hjalp mig at møde ligesindede

Det var et stort vendepunkt for mig var at møde andre whiplashskadede. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg var den eneste på min alder, der havde det ligesom mig. Men det var jeg ikke. Så det var en øjenåbner at komme til det første arrangement, hvor alle bare forstod, hvordan jeg havde det, og det var ikke nødvendigt at forklare så meget. Vores skader var selvfølgelig forskellige, men vi havde mange af de samme udfordringer.
Vi udvekslede mange praktiske erfaringer, bl.a. om hvordan man kunne gøre det lettere for sig selv at deltage i arrangementer. Ikke være bange for at bede om en pude til ryggen, eller gå ind og hvile sig lidt. Sænke kravene til sig selv, når der kom gæster.
Historierne om den glemte gave i toget, eller den smarte nakkekrave og ørepropperne blev ren underholdning. Det var befriende bare at kunne grine lidt af det hele.
Jeg fik mange input og idéer og blev bedre til at tale åbent om mine skader, også når jeg var sammen med mine ’raske’ venner.

Tættere venskaber

De venskaber, jeg havde, blev faktisk endnu tættere. Når man selv åbner op og taler om de ting, der er svære, gør andre det også. Jeg fik generelt nogle tættere relationer til dem, jeg kendte.
Det kræver mod at åbne op, men man får meget igen, og det giver en god basis for at forebygge ensomhed.
Der kan sagtens gå længe imellem, jeg ser venner og bekendte, men det, der tæller er, at jeg ved, de er der. Jeg har stadig brug for alenetid og nyder den i fulde drag. For jeg kan selv vælge til og fra.

 

Teksten er tidligere bragt i medlemsmagasinet Livtag nr. 4-2019 og er skrevet af Bodil Christensen.