Min erfaring: Patient med partner

Bodil Møller Christensen har mange års erfaring i at leve med følgerne efter en ulykkesskade og deler her ud af sine erfaringer.
Bodil Møller Christensen har indgået et samarbejde med UlykkesPatientForeningens medlemsblad, Livtag, og vil tilbagevendende dele ud af sine erfaringer i magasinet.

Jeg havde i mange år en lille stregtegning hængende af to mennesker, der stod på toppen af et bjerg med armene i vejret. Tegningen fik mig til at tænke på et kærestepar, der havde fundet hinanden. Det var en meget enkel tegning, men jeg syntes ikke, det virkede så enkelt og ligetil for mig at finde en kæreste.

Jeg var faktisk i tvivl, om det overhovedet kunne lykkes for mig. Om der var nogen, der kunne acceptere at få en kæreste med kroniske smerter i en alder af 25.

Udfordring for begge parter

Jeg havde et forhold bag mig, som ikke kunne holde til den forandring, der skete med mig, da smerterne blev kroniske, og depressionen kom snigende.

Set i bakspejlet var jeg nok temmelig beklagende og sukkende, med lidt hang til selvmedlidenhed - og det mener jeg absolut, man skal have lov til at være! Men man skal bare huske, at det kan være hårdt for partneren at være både praktisk hjælper, boksepude, psykolog og samtidigt kæreste.

I en lang årrække var jeg single, og det passede mig ganske glimrende. Jeg havde nok at gøre med at få styr på mit helbred og mit liv.

I baghovedet rumsterede tanker om, at næste gang skulle det være lidt anderledes. Hvis jeg fik en kæreste igen, skulle jeg på en eller anden måde blive bedre til at rumme det selv. Altså, jeg ville være åben om, hvordan jeg havde det, men det skulle ikke være op til min fremtidige partner at samle mig op fra gulvet.

Men man skal bare huske, at det kan være hårdt for partneren at være både praktisk hjælper, boksepude, psykolog og samtidigt kæreste.

Hjælp til at rumme det

Jeg tror, det er vigtigt, at man søger hjælp og støtte udefra. Jeg hentede bl.a. stor hjælp hos en psykolog. Hvis jeg havde spørgsmål eller frustrationer omkring mit helbred, brugte jeg min læge eller fysioterapeut.

Jeg havde heldigvis også gode venner og familie, samt kontakter via en patientforening, hvor jeg hentede stor støtte.

Ikke så svært

Det var faktisk ikke så svært, som jeg havde frygtet at finde en kæreste. Da jeg mødte min nuværende mand, smed jeg egentlig hurtigt patientrollen. Han så mig jo bare, som jeg var, og i hverdagen tænkte vi ikke så meget over, at jeg bøvlede med nakke og ryg.

Men det, at skaderne var (og er) usynlige, stillede selvfølgelig høje krav til mig om at kommunikere ud. Min mand kunne jo ikke altid se på mig, hvordan jeg havde det, og hvad jeg kunne og ikke kunne.

Klar kommunikation

Jeg har efterhånden lært, at nogle udmeldinger fungerer bedre end andre. Hvad der ikke fungerer så godt, er f.eks.: Åh, (suk.) Jeg har det bare SÅ dårligt i dag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal nå alt det, vi skal nå, inden vi får gæster. Der er så meget, der skal gøres, og opvasken tager jo ikke sig selv, og så er der støvsugningen, det kan jeg jo heller ikke... Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det.

Hvad der fungerer bedre er f.eks.: Jeg har det dårligt i dag. Vi skal jo have gæster i aften. Kan du støvsuge og skrælle kartofler, så kan jeg rydde op og dække bord? Budskabet kommer klarere ud, og det skaber en mere konstruktiv stemning.

Det er dog lettere sagt end gjort, når man har det dårligt. Jeg må til stadighed erkende, at jeg kan forvandles til en rasende hunløve, hvis nogen siger noget forkert, når smerterne er på max. Jeg bliver aldrig færdiguddannet i det, men jeg øver mig.

Ligeværdigt forhold

Selvom den ene part er syg eller skadet, er det ikke ensbetydende med, at parforholdet går på krykker. Det handler bl.a. om god kommunikation og om at bruge den vifte af ’hjælpere’, man har til rådighed. Så undgår man, at alt det sure lander hos partneren, og der bliver rum og overskud til bare at være kærester.

Klummen har været bragt i Livtag 2021, juni