De andre levede mit liv

Som 25-årig var Ann udsat for sin første ulykke, og det var begyndelsen på et langt forløb, hvor livet blevet vendt op og ned. Det har sat sine spor i hendes sociale liv.

At have piskesmæld, senfølger efter hjernerystelse og adskillige følgeskader går ikke hånd i hånd med at være ung og tage del i den danske festkultur, hvor alkohol og byture er faste ingredienser. Det har Ann Hougaard måttet sande, og det har afskåret hende fra meget socialt samvær. Hun har oplevet ensomheden komme snigende mange gang i et drænende forløb, som har varet i fem år og talt tre ulykker.

- Heldigvis har livet ændret sig markant over det seneste år, og jeg har fået det meget bedre. Endelig føler jeg, at jeg er kommet ud på den anden side, hvor jeg kan leve et værdigt liv. Men jeg har selvfølgelig fået mig en helt anden tilværelse, end jeg regnede med, lyder det fra 30-årige Ann Hougaard.

Endelig føler jeg, at jeg er kommet ud på den anden side, hvor jeg kan leve et værdigt liv.

Meget af det, man forbinder med at være ung, måtte hun give slip på i en årrække.

- Jeg kan godt blive mødt med, at mine venner taler om den tid, hvor de hele tiden gik i byen og var fulde og havde det skide sjovt.

Det giver mig den samme følelse, som jeg havde, da jeg ikke kunne være med til de her sociale ting, fordi jeg var syg. Der følte jeg mig mest ensom. Problemet for mig er også, at jeg ikke kan fortsætte, hvor vi slap dengang. Der er sket så meget i mit liv, så jeg taler også ud fra et andet livsperspektiv, siger Ann og tilføjer:

- Indimellem kunne jeg godt tænke mig, at der var mere fokus på mennesker, som ryger uden for ’normalen’. Man hører, at der skal være plads til alle, men når det kommer til stykket, så bliver man ofte lidt glemt af sine omgivelser.

Et champagneliv

For fem år siden blev hun som cyklist påkørt af en bil og fik piskesmæld og hjernerystelse. Det satte gang i den negative spiral og lagde uventede planer for Ann. Hun var netop blevet udlært beklædningshåndværker og havde været elev i Ukraine og Polen.

- Det var lidt et champagneliv, da jeg var i udlandet. Der var fuld gang i den, og vi havde privatchauffør, og jeg har været til min del fester. Men jeg var samtidig meget seriøs. Min store interesse har altid været at lave tekstiler til teater, og så har jeg dyrket ekstremsport og danset. Som person har jeg brug for det sociale, så jeg var faktisk aldrig rigtig alene, og det passede også godt til mit erhverv i mode- og teaterbranchen at kunne tale med mange mennesker og have det godt med det, forklarer hun.

Familien har været Anns helt centrale holdepunkt

I lange perioder af sygdomsforløbet har det givet sig selv, at Ann ikke kunne komme udenfor en dør.

Det har helbredet simpelthen ikke været til, og hun har blandt andet spenderet et halvt år, hvor hun stort set kun opholdt sig på forældrenes sofa i Randers. Netop familien har været Anns helt centrale holdepunkt.

- De har betydet så meget i forløbet. Hvis jeg ikke havde haft dem, så havde jeg slet intet haft socialt. Så havde jeg været endnu mere ensom. Tanken strejfede mig en dag, hvor jeg var på sygehuset. Min far var med mig.

I venteværelset sad en pige på min alder, som havde været ude for en ulykke og ikke længere havde sine forældre. Hun var ked af det, og der sad jeg med min far. Så på mange måder har jeg været privilegeret og haft god opbakning, selvom det naturligvis har været ekstremt hårdt.

Anns forældre har også været bevidste om hendes store behov for et socialt liv.

- Flere gange har de sagt til mig, at jeg bare skulle se at komme afsted. For eksempel til koncerter eller andre arrangementer. De skubbede mig ud i det, og det var rigtig godt, selvom det også var hårdt.

Min frygt var, at andre skulle tænke, at jeg så anderledes ud, fordi min vægt har svinget op og ned – jeg har vejet 25 kg mere end nu – og så har jeg haft væskeansamlinger på kroppen og i hovedet samt tydelige ar. Det mindende mig hele tiden om, at der var noget galt, og det vil jeg ikke udstråle, forklarer hun

Er selv fortælleren nu

Usikkerhed omkring eget udseende har fyldt meget for Ann, og der er stadig en flig af følelserne tilbage i hende.

- Nu har jeg for eksempel lige haft nældefeber og fået nogle røde knopper i ansigtet, som jeg ikke er helt tilfreds med. Det påvirker mig. Det er som et ekstra lag af irritation, som kommer oven i smerterne. Men det er blevet meget bedre end tidligere, hvor jeg kunne bruge lang tid på at finde det rigtige tøj til at skjule min krop og den rigtige make-up til at skjule ar.

Ann fortæller, at den usikkerhed, hun havde i perioder førte til isolation. Derfor vil hun gerne selv bidrage til, at man i højere grad accepterer sit ydre, og at kroppe kan komme i mange forskellige udgaver.

- Jeg har været i kontakt med Sex & Samfund, som vil lave en fotoudstilling med fokus på kroppe. Det kan virkelig være svært at takle, hvis man ikke har det godt med sit udseende, og det afskærer også fra fysisk kontakt og nærvær. Kan jeg give noget videre ved at være et eksempel til inspiration, ville det være fedt.

Det kan være svært at vurdere, hvad man egentlig har brug for, når man står midt i det og faktisk er ensom og føler sig overladt til sig selv.

Det er en helt ny rolle for Ann. Hun fortæller:

- I årene, hvor jeg havde det værst, var jeg en del af en historie, som jeg ikke havde kontrol over. Nu er jeg selv fortælleren.

Det er vigtigt for mig, for det bestemmer min tilgang til livet. Jo flere gange man fortæller sin egen historie, jo lettere bliver det også at være i det.

Lysere fremtid

I dag bliver jeg ikke berørt af at skulle fortælle om ulykkerne eller sygdomsperioden, siger hun og supplerer:

- Det gør også sociale situationer nemmere. Måske tager jeg tidligere hjem end de andre, og jeg skal også bruge flere dage til at komme mig bagefter, men jeg er blevet god til at planlægge mit liv optimalt, så det kan lade sig gøre. Så jeg føler, at det sociale liv er ved at være tilbage igen, og det er en god følelse.

I dag er Ann startet på dans igen, og hun er blevet godkendt til flexjob i 12 timer. Fremtiden ser altså lysere ud end længe, men hun kan også pege på, hvad der kunne have gjort hendes liv bedre over de seneste år:

- Det kan være svært at vurdere, hvad man egentlig har brug for, når man står midt i det og faktisk er ensom og føler sig overladt til sig selv. Du kan jo se på de sociale medier, hvor sjovt alle andre har det. Andre levede mit liv, og det blev jeg sgu misundelig over, siger Ann Hougaard og fortsætter:

- Der skal ikke meget til, før du kan gøre noget godt for én, der er ensom: Det kan være noget så simpelt som et smil eller en positiv kommentar. Er man selv pårørende, så gælder det virkelig om at blive ved med at presse på, for når ensomheden er værst, så er det ikke altid, at man selv har overskud til at række ud. Der betyder det så meget, hvis omgivelserne sætter sig ind i din situation og er der for dig.

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og har været bragt i vores medlemsmagasin Livtag, nr. 4 2020