Niels var meget aktiv inden sin ulykke: Stadig brug for at være fysisk

Der er en indre drengerøv gemt i 57-årige Niels Stoubæk, som er gående rygmarvsskadet. Han har altid udfordret sig selv, når det kommer til sport og til at være aktiv i naturen. Tidligere har han både cyklet og sejlet Sjælland rundt, dykket, dyrket triatlon og et væld af andre sportsgrene. En trafikulykke i 2001 satte en brat stopper for hans fysiske aktiviteter, og han har de seneste næsten 20 år brugt mange ressourcer på at komme til at føle en flig af den, han var.
Det ligger dybt iNiels, at han gerne vil træne sin krop op igen. Siden ulykken i 2001 har det i høj grad været en øvelse i at udvælge aktiviteter, der gavner mentalt og ikke slår ham fysisk omkuld.

”Mentalt er det rigtig vigtigt for mig, at jeg mærker, jeg stadig har noget fysisk at gøre med. Derfor har jeg også siden min ulykke kastet mig ud i aktiviteter, hvor jeg nok skulle have holdt igen. Men det er en svær balancegang, for jeg har brug for de her ting, og jeg nægter, at min krop skal være styrende,” fortæller Niels Stoubæk.

 

Ikke bange for smerter

Niels’ fysiske forfatning kan variere meget fra dag til dag.

”Særligt når jeg har været aktiv, kommer der en efterbetaling. Nogle dage fungerer næsten intet i min krop, og så kan jeg ikke gå. Så må min kone tage sig af hunden og alt herhjemme. Men smerterne er jeg ikke bange for. De går op og ned, og det kan være rigtigt frustrerende, men det går mig væsentligt mere på at være fysisk pacificeret. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde accepterer det,” fortæller han.
I mere end tre årtier har Niels haft en stor interesse i sejlads, og det er ét af de få områder, hvor han stadig kan få følelsen af fysisk velvære og samtidig tilfredsstille den indre drengerøv.

”Det er enormt vigtigt for mig at sejle kapsejlads. Vi er en fast femmands besætning, som drager ud på Roskilde Fjord sammen. Min fysiske formåen på dagen afgør, om jeg trækker i skøderne eller ej. Det centrale for mig er at kunne være en del af den her aktivitet, som jeg virkelig nyder. Der er også et særligt fællesskab ved det, som jeg ellers ville savne, for jeg er i høj grad et socialt menneske. Når jeg er ude på vandet, så er regningen, som jeg ved kommer efterfølgende, fuldstændig ligegyldig for mig.”

Mørke tanker forsvinder

Naturen har altid spillet en stor rolle i Niels’ og hans families liv. Det bestræber han sig på, at den fortsat skal gøre.

”Selvom det ikke er en hård fysisk aktivitet, så nyder jeg at gå med vores hund på markerne, hvor vi bor. Jeg kan godt finde på bare at lægge mig i græsset og kigge op i himlen. Så forsvinder nogle af de der mørke tanker, som jeg kan have. For naturen gør noget ved mig, og jeg har brug for den ro, man finder der. Det gælder både i min sejlads, og når jeg ellers er ude.”
Det er stadig 57-årige Niels’ ambition at træne sin krop op.

”Men det er svært, det har jeg indset. I 2017 besluttede jeg at cykle fast med en kammerat, og vi var oppe på mellem 30 og 50 kilometer per gang. Det endte med at være for voldsomt for min krop, som spændte fuldstændig op. Det samme gælder, hvis jeg løber, og det føles som nederlag, at det ikke lykkes. Men jeg har efterhånden indsnævret de aktiviteter, jeg kaster mig over, så jeg sjældnere bliver væltet omkuld. For selvom trangen er stor til bare at give los, så må det ikke blive for hårdt mentalt,” siger Niels Stoubæk.