Nyder godt af ekspertviden

Den daværende Polioforening skiftede navn til PTU og optog mennesker med trafik- og ulykkesskader i 1985. Signe Hauge meldte sig ind i 1988, og hun har især haft stor glæde af den viden, som foreningens fagpersonale og senere specialhospitalets medarbejdere besidder.
Signe fik i 1999 fået bygget sit hus, så hun kunne få det, som hun ville have det. Hun brugte foreningens fagfolk som sparringspartnere i byggeprocessen

For 67-årige Signe Hauge er det betrykkende at være en del af UlykkesPatientForeningen.
”Jeg ved, at jeg kan få den vejledning, jeg har brug for. Den ekspertise, der findes på Specialhospitalet, den er guld værd for mig. Den gør jeg brug af i dag, og jeg får også brug for deres ekspertise i fremtiden. Det er et stærkt netværk at have sig,” fortæller hun.
Rygmarvsskadede Signe Hauge kommer på Specialhospitalet i Aarhus to gange om ugen, hvor hun står i ståbord, træner på en briks og på maskiner. Hun bruger blandt andet fysioterapeuternes vejledning til at dosere sin træning.

”I 2018 havde jeg et længere sygdomsforløb, så jeg er ved at genvinde mine kræfter. Det tager tid, og jeg må ikke overtræne, for jeg er jo ikke helt ung længere, så det er hele tiden en balancegang. Træningen er så vigtig for mig, så jeg kan blive ved med at være aktiv,” lyder det fra aarhusianeren, der også altid har trænet meget derhjemme.
Signe meldte sig ind i foreningen i 1988 og begyndte kort derefter at træne på Arresøvej i det nordlige Aarhus, hvor de daværende træningsfaciliteter lå.

”Dengang var træningen anderledes, fordi der ud over træning ved maskinerne også var tid til at give massage, som jeg synes er nødvendigt engang imellem for at holde myoser i nakke, skuldre og ryg stangen. Der er dog sket mange andre tiltag på Specialhospitalet – blandt andet med mange andre og flere maskiner. Og så er vi flyttet i smukke, lyse lokaler på Marselisborgcentret,” forklarer hun.

Første kontakt i ’70erne

Signes rygmarvsskade stammer fra 1972, og hun har faktisk haft kontakt med foreningen, længe inden den åbnede op for andre end polioramte i 1985.

”Første gang må have været i 1973, hvor jeg skulle afprøve en bil. Jeg kan huske, at jeg boede hjemme hos mine forældre, så fysioterapeuter fra foreningens bilafdeling i København kom forbi med deres Volvo, så de kunne analysere mine kørselsbehov. Det gentog sig ved min bil nummer to, ligesom jeg også senere benyttede mig af den nyoprettede bilafdeling i Aarhus,” husker Signe.

Kendskabet til foreningen, der dengang udelukkende var for polioramte, fik hun samtidig gennem handicapidræt, hvor hun har været meget aktiv. Sporten førte hende til Stoke Mandeville Games (forløberen til De Paralympiske Lege, red.) og stævner og lejre i ind- og udland. Hendes sportsgren var svømning, som hun stadig bruger aktivt til at holde sig i gang. Igennem årene mødte hun mange mennesker med polio, som var engageret i handicapidrætten og var med til at forme den.

”Det har generelt interesseret mig, hvordan andre mennesker levede med deres funktionsnedsættelser, og hvordan de løste deres udfordringer og problemer,” forklarer 67-årige Signe, som fortsætter:

”Jeg har altid været medlem af Paraplegikredsen i Vanføreforeningen, som jo senere blev til RYK. Den daværende Polioforeningen og Paraplegikredsen forsøgte en sammenlægning (i 1984, red.), som kuldsejlede. Det var alt sammen medvirkende til, at jeg blev nysgerrig på, hvad Polioforeningen havde at tilbyde, for jeg har altid gerne villet orientere mig om, hvad der sker på området. Men jeg har dog aldrig engageret mig i foreningsarbejdet, som jeg tidligere har gjort i RYK.”

Lige fra begyndelsen har det været vigtigt for mig at kunne tale med andre mennesker, som ved, hvordan det er at have en skade.

Pragteksemplar på tilgængelighed

Besøger man Signe i hendes hus i det nordlige Aarhus, så træder man ind i et hjem, som på mange måder er et pragteksemplar på tilgængelighed. Det har naturligvis været et fokusområde for hende lige siden 1972, men det var foreningen, som endte med at give et afgørende skub til at bygge et helt nyt hus.

”Mit hus er fra 1999, og jeg er utrolig glad for det. Jeg havde mange skulderproblemer førhen, og jeg fik derfor lavet en analyse af mit gamle hus’ køkken og badeværelse af foreningens daværende fysioterapeut Bente Møller. Men længere nåede vi ikke, for det havde sat så mange tanker i gang om tilgængelighed, at jeg fik mod på at bygge helt nyt, så jeg kunne få alle de detaljer med, som jeg ønskede mig og havde brug for i min hverdag,” forklarer hun.

Herefter begyndte en proces, hvor fysioterapeuten spillede en stor rolle som sparringspartner for Signes boligplaner, ligesom kommunen og andre fagpersoner, hun involverede, var med til at skabe rammerne.

”Min træning og mit husbyggeri har fyldt meget, og der har jeg nydt rigtig godt af at kunne trække på foreningens fagfolk, for de er eksperter på deres områder. Jeg har også tidligere fået hjælp til ansøgninger, og jeg ved, at jeg altid kan tage fat i min kontaktperson, hvis et behov opstår. Får jeg engang brug for det, kan jeg benytte Specialhospitalets psykolog, lægerne eller måske få hjælp af socialrådgiverne. Det er meget værdifuldt for mig at være en del af,” afslutter Signe Hauge.

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og er tidligere bragt i UlykkesPatientForeningens medlemsmagasin Livtag.