Parnuuna trækker sig og går helt ned i detaljen

Når du som pårørende står ved siden af en ulykkesramt og skal være der for den ramte og samtidig skal holde sammen på hverdagen, er det vigtigt også at huske at prioritere dig selv. Find et lille åndehul i hverdagen, hvor du kan samle energi. Vi har talt med nogle medlemmer om deres åndehuller.

Det minder lidt om en miniature-fæstning, som Parnuuna Linde Mikaelsen stiller an på spisebordet. Kasser med alverdens tilbehør til at lave negle til perfektion udgør de enkelte dele, mens der til højre for hende står en UV-lampe med skarpt blåt lys. Hun kan sidde her i timevis, når behovet for at koble fra rammer hende.

Hun er pårørende og ægtefælle til rygmarvsskadede og underbensamputerede Torben, og det har tegnet meget af hendes liv siden 2015, hvor hendes mand kom til skade i en motorcykelulykke.

”Det er min tid, når jeg sidder her, og det kan tage fire-fem timer, før jeg er tilfreds med mine negle. Selvom jeg sidder ved vores spisebord, så hører jeg ikke, hvis Torben eller min søn siger noget til mig, for jeg er i min egen lille boble,” fortæller Parnuuna.

Som mange andre pårørende har hun været spændt hårdt for og har overtaget styringen af store dele af ægteparrets liv. Parnuuna er af grønlandsk afstamning, og hun har taget elementer fra sin etniske baggrund med sig i håndteringen af den vanskelige situation.

Jeg plejer at sige til Torben, at det godt kan være, at han har ondt lige nu, og det hele ser lidt sort ud, men hvad med i morgen?

”Det er typisk grønlandsk, at man lever i nuet. Jeg plejer at sige til Torben, at det godt kan være, at han har ondt lige nu, og det hele ser lidt sort ud, men hvad med i morgen? Det, tror jeg, hjælper for os begge at tænke sådan.”

Mærker hun behovet for at trække sig ind i sig selv, når hendes negle ikke trænger til en opfriskning, har hun også andre aktiviteter at ty til:

”Så ordner jeg for eksempel planter eller andet, jeg kan fordybe mig i. Jeg går også med tanker om at begynde at male mere. Vi indretter vores kælder lige nu, og jeg tænker, at der kan blive plads til nogle lærreder, som jeg kan gå ned og male på. Det ville også kunne give mig et frirum,” fortæller Parnuuna Linde Mikaelsen.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra Livtag nr. 1, 2020.

 

Vil du læse første artikel i serien?

Du kan læse artiklen om Torben, der ikke kan undvære de daglige gåture med sine hunde.

 

Ny serie: Mit åndehul

Vil du fortælle, hvor du finder de små pusterum i hverdagen, der giver dig ekstra energi til at klare udfordringerne som pårørende?

Kontakt redaktør Kira Orloff: kso@ulykkespatient.dk