Pludseligt var proteiner bare et must

Når man bakser med en langvarig hjernerystelse og direkte skader i hjernen, mister man meget hurtigt energi, og derfor er det pludselig vigtigt, hvad man putter i munden, især fra morgenstunden.

Af journalist Paula Larrain

Tidligt i mit forløb kom jeg i kontakt med idrætsfysiolog Thomas La Cour, som træner hjernerystede til at komme igennem tilstanden i relativ god form, og han lærte mig et par ting omkring min kost, som jeg stadig tyr til, når energien er lav.

Da jeg havde det allerdårligst, kunne jeg hæve mit energiniveau betragteligt ved at spise store mængder af protein om morgenen. Sammen med kaffe. Ost, mælk, nødder, alt hvad der kunne holde energien konstant gennem dagen, var vigtigt, fordi jeg kunne gå helt i stå, når blodsukkeret var nede.

Forsvundet på den indre computer

I mit tilfælde satte det lave blodsukker sig i snakketøjet som det første. Og det er ikke godt, når man som jeg lever af at være ordstyrer. Koncentrationen satte ud, og jeg kunne pludselig ikke formulere mig eller huske, hvad jeg skulle spørge om. Også mit engelske lod til at være forsvundet. Hvor jeg før var vant til at være flydende på to fremmedsprog, oplevede jeg, at ord bare forsvandt på den indre computer. I lighed med navne på mennesker, jeg har kendt det meste af mit liv.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Thomas havde ret i, at mit lave blodsukker satte min skadede hjerne på endnu hårdere arbejde, og at kognitionen var det første, der røg, når energien gik ned.

Jeg vænnede mig derfor til altid at have noget proteinholdigt og hurtigt nærende med mig i de relativt få timer, det lykkedes mig at gennemføre noget arbejde. Drikkeyoghurt og banan kunne holde mig kørende, når jeg begyndte at blive fjern i blikket, men jeg nåede da at opleve et par gange på scenen, hvor jeg helt havde tabt tråden.

Jeg har været vant til at kunne have mange bolde i luften på en gang og huske samtlige boldes egenskaber.

Det er heldigvis ikke sket siden, og angsten for at det sker igen, er gået over nu, og jeg kan køre på i længere tid ad gangen, også selvom depoterne er ved at være tomme. Men oplevelsen af at stå på en scene og tænke ”hvor pokker var jeg lige” har sat sig så meget i mig, at jeg aldrig tager chancen og går på med halvtom mave.

Hjernen finder nye veje

Min arbejdshukommelse kan stadig svigte, når jeg har alt for meget om ørerne. Jeg har været vant til at kunne have mange bolde i luften på en gang og huske samtlige boldes egenskaber. Den evne har jeg ikke fået helt tilbage og må derfor bruge nye metoder, når jeg skal have det hele til at spille.

Rutine er altid godt for hjernen, så jeg øver mig mere og forbereder mig bedre, end jeg gjorde før. ”Måske er du endda blevet en bedre ordstyrer,” som en veninde sagde, da jeg forklarede hende, at jeg var nødt til at arbejde lidt hårdere og i hvert fald forberede mig anderledes end før. ”Hjernen finder nye veje,” som både neurokirurg og neuropsykolog trøstede mig med efter slaget.

Ja, jeg har lært mig selv at være mere struktureret, forberede mig bedre og spise godt. Det er ikk’ så ringe endda.

Kort om Paula Larrain

Paula Larrain er journalist og var i 2015 ansat på Ekstra Bladet, da hun kom ud for en arbejdsulykke. Hun har siden kæmpet med de mén, ulykken gav hende, og med et system, som hun ikke mener, altid er til gavn for ulykkespatienter.

Paula Larrain er fast klummeskribent i Livtag. Klummen stammer fra Livtag nr. 3, 2019.