Sexolog Else Olesen holder oplæg til temadagen

Temadagen, der afholdes i København og Aarhus, bliver blandt andre gæstet af sexolog og sygeplejerske Else Olesen.

Else Olesen vil fortælle om, hvad der sker med seksualiteten, når du rammes af en ulykke. Du vil høre om, hvordan en større bevidsthed om de udfordringer med seksualiteten, som en ulykke kan medbringe, kan give dig styrken (og lysten) til at komme videre og genfinde din seksualitet.

Vi har bedt hende svare på tre spørgsmål, som du kan blive klogere på op til oplægget.

Hvad oplever du, at man kan overse, når det kommer til seksualitet efter en ulykke?

Der er mange faktorer, som kan påvirke seksualiteten. Det kan være, at man efter en ulykke oplever, at man har smerter, bivirkninger af medicin, søvnproblemer eller måske psykiske udfordringer. De her ting har måske ikke direkte noget at gøre med din seksualitet, men indirekte kan de have stor betydning. Her er det afgørende, at man ved, at det er helt almindeligt, at de her ting spiller ind. Et andet aspekt er at acceptere, at seksualitet er meget andet end et decideret samleje. Det er der mange, som overser.

Det er vigtigt, at vi tør tale om de her ting, for der er ingen grund til, at noget så naturligt stadig skal være tabubelagt.

Hvad kan være første step for at få seksualiteten til at blomstre igen? 

Det allerførste, man bør kaste sig over, er at nå til en bevidsthed om, at man har seksuelle problemer og udfordringer. Derfra kan man handle på det og gøre op med sig selv, om man skal have hjælp udefra; om man skal søge egen læge eller henvises til anden rådgivning? Bare det, at blive bevidst om, at der er et problem, gør, at man kan komme i gang med at problemløse. Mange kan helt ubevidst glemme seksualiteten i alt det virvar, som kommer efter en ulykke og som opstår, når man skal have en ny hverdag. Men det er vigtigt at tage fat om seksualiteten, for det er et helt basalt behov for alle mennesker. 

Hvad håber du, man får med sig på længere sigt fra dit oplæg? 

Mit mål med oplægget er at sætte en tyk streg under, at man rent faktisk kan gøre en forskel og ændre på et udfordret sexliv, uanset hvor hårdt man er ramt. Det er samtidig vigtigt, at vi tør tale om de her ting, for der er ingen grund til, at noget så naturligt stadig skal være tabubelagt. Man kan ikke nødvendigvis få det sex- og samliv, man havde engang, men man kan få noget, der ligner og noget, der fungerer. Så til trods for, at man er ulykkesramt og måske har rigtig mange udfordringer, så er der lys for enden af tunnelen, når det kommer til at få seksualiteten til at fungere igen.

Tilmeld dig temadagen

Lørdag den 26. oktober: Tilmeld dig temadagen i København

Lørdag den 9. november: Tilmeld dig temadagen i Aarhus