Torben kan ikke undvære gåturen med hundene

Når du som pårørende står ved siden af en ulykkesramt og skal være der for den ramte og samtidig skal holde sammen på hverdagen, er det vigtigt også at huske at prioritere dig selv. Find et lille åndehul i hverdagen, hvor du kan samle energi. Vi har talt med nogle medlemmer om deres åndehuller.

Siden Torben Bechgaards hustru Yvonne pådrog sig multitraumer i en voldsom trafikulykke i 2015, har han vægtet sine daglige gåture med ægteparrets hunde særdeles højt.

- Det kan jeg slet ikke undvære. Især i starten var det vigtigt for mig at være alene med hundene i naturen og slippe nogle af bekymringerne. Dengang var Yvonne meget kognitivt ramt, og det kunne være hårdt hele tiden at være i, siger Torben.

Han arbejder som ambulanceredder i døgnvagt og i årene efter ulykken, har han påtaget sig et væld af opgaver. Både de praktiske gøremål i hjemmet og i kontakten med blandt andet kommunen, sundhedsvæsnet og sagsbehandler. Turene er blevet et frirum.

- Jeg bruger turene til at mærke mig selv, for det har man brug for som pårørende. Når jeg kommer hjem fra døgnvagt, så går jeg altid med hundene, inden jeg lægger mig til at sove. Det er en indgroet del af min dag. På en weekendmorgen begynder vi typisk med at drikke kaffe, men dagen starter først rigtigt for mig, når vi har været ude, fortæller Torben.

Der er som oftest ikke noget mål. Jeg lader hundene bestemme, hvilken vej vi skal gå, og så kobler jeg ellers fra.

Yvonnes markant ændrede livsvilkår spiller naturligvis en stor rolle i ægteparrets hverdag, men også hos hundene er der ændringer at spore:

- De kan mærke, at noget er anderledes. Vores ene hund, som er en schæfer, har forandret sig markant efter ulykken. Den er blevet en udpræget vagthund, som troligt sidder ved Yvonnes side herhjemme og passer på hende. Sådan var det ikke før. Når vi går tur, så vender den sig om og ser efter Yvonne mange gange, så det har virkelig præget den.

Torben beskriver, at han giver slip for en stund, når han går tur.

- Der er som oftest ikke noget mål. Jeg lader hundene bestemme, hvilken vej vi skal gå, og så kobler jeg ellers fra. Det er en god investering for mig, og jeg mærker tydeligt effekten i min hverdag, lyder det fra Torben Bechsgaard.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra Livtag nr. 4, 2019.

Ny serie: Mit åndehul

Vil du fortælle, hvor du finder de små pusterum i hverdagen, der giver dig ekstra energi til at klare udfordringerne som pårørende? 

Kontakt redaktør Kira Orloff: kso@ulykkespatient.dk