Gå til hovedindhold

Kontakt en pårørende

Du kan dele dine tanker og oplevelser med vores pårørende kontaktpersoner.

Som pårørende kan der opstå spørgsmål, frustrationer og udfordringer, der kan være svære at håndtere alene. Derfor kan det være givende at tale med andre, der står i en lignede situation. Du kan dele dine tanker og oplevelser med vores pårørende kontaktpersoner. Alle pårørende kontaktpersoner er frivillige og gode til at lytte.

Hvordan fungerer det?

Du kan enten skrive en SMS, ringe til kontaktpersonerne eller udfylde formularen nederst på siden. Alle spørgsmål, tanker og følelser er relevante og kontaktpersonerne har valgt at blive frivillige, fordi de gerne vil lytte til dig. Ræk derfor ud og tag kontakt uanset om du har et enkelt spørgsmål eller gerne vil have længerevarende kontakt. Alle kontaktpersoner har tavshedspligt.

De pårørende kontaktpersoner er ikke professionelle rådgivere, men kender til livet som pårørende. Har du brug for professionel rådgivning og vejledning, kan du kontakte UlykkesLinjen.

Vil du selv gøre en forskel for andre pårørende?

Vores frivillige pårørende kontaktpersoner gør en stor forskel, når de taler med andre pårørende. Ved at blive pårørende kontaktperson kan du hjælpe og støtte andre, der også lever tæt på en ulykkesramt.

Lyder det som noget for dig? Så kontakt Anna Kronborg Haar (akh@ulykkespatient.dk).

Vi klæder dig godt på til opgaven som kontaktperson, så du kan gøre en forskel for andre pårørende.

Pårørende kontaktpersoner

Her kan du læse mere om de pårørende kontaktpersoner

  • Kontaktoplysninger +45 24 93 80 85

    Jeg hedder Ghita og jeg er pårørende til min mand, som kom til skade i en trafikulykke i 2011. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvordan det rigtigt var at være pårørende. Det fandt jeg ud af langt senere. Man ved det åbenbart først, når man selv står i det. Det, vi før havde været to om at klare, skulle jeg nu klare alene.

    Jeg slettede nærmest mig selv, og det var nemt, for ingen holdt øje med mig. Ingen spurgte til mig. Jeg oplevede ensomheden gnave, jeg oplevede at blive afvist, når jeg tog mod til mig og fortalte, at jeg også havde det rigtig skidt. Jeg fik at vide, at jeg var blevet så anderledes, at jeg tog alting så nært, og at jeg skulle prøve at være lidt taknemmelig for, at han havde overlevet. Så lærer man at tie, for hvordan får man sagt, at man har brug for omsorg, når det er så åbenbart for alle, at den, der har brug for omsorg, er ham, der er skadet.

Udfyld formularen, hvis du vil tale med en pårørende