Gå til hovedindhold

Alternativ behandling handler om andet og mere end selve behandlingen

Over de seneste årtier er alternativ behandling blevet mere og mere populært. Men hvorfor tiltrækkes vi af behandlingsformer, hvor det til tider kniber med videnskabeligt bevis for, at behandlingen overhovedet virker?

Skrevet af
Mette Nyrup Psykolog
Publiceret 12. maj 2022

Da de første alternative behandlingsformer kom til Danmark i 1970’erne var de omgivet af mystik og udbredt skepsis. Derfor var den generelle opfattelse da også, at der var tale om en trend, som hurtigt ville dø ud.

Sådan gik det imidlertid langt fra, og i dag er markedet for komplementære behandlingsformer større og mere populært end nogensinde. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at over halvdelen af alle voksne danskere på et eller andet tidspunkt har gjort brug af alternativ behandling.

Tallene viser også, at brugen af alternativ behandling er lige udbredt på tværs af sociale og demografiske forskelle som eksempelvis køn og uddannelseslængde, dog med den undtagelse, at de fattigste indkomstgrupper er underrepræsenteret blandt brugerne. På et punkt skiller brugerne af alternative behandlingsformer sig imidlertid ud, idet der overvejende er tale om personer, som lider af kroniske tilstande som eksempelvis kroniske smerter, stress, træthed samt led- og muskel sygdomme.

Vi vil gerne håndtere vores symptomer

Når man søger at forstå de psykologiske mekanismer bag begejstringen for alternative behandlingsformer, giver det god mening, at der netop er tale om en patientgruppe, hvor det etablerede sundhedsvæsen ikke kan helbrede deres symptomer, men i bedste fald tilbyde lindrende behandling, som ofte ledsages af betydelige bivirkninger.

Dette kunne eksempelvis være den kroniske smertetilstand, der kun kan lindres med stærk smertestillende medicin, som ofte giver en følelse af at være ved siden af sig selv og som ofte betyder, at de fysiske udfordringer også ledsages af social isolation og markant reduceret psykologisk velvære.

Forskning inden for kroniske lidelser tyder på, at der sker en interessant ændring i sundhedsopfattelsen, netop når en tilstand udvikler sig til at blive kronisk. Forud for den kroniske tilstand er sundhed således et spørgsmål om et fravær af sygdom. Den tilhørende forventning er, at skulle man være så uheldig at blive ramt af sygdom, så kan man henvende sig i sundhedsvæsenet og få en passende behandling, der kan gøre en ende på ens lidelser.

I det øjeblik det viser sig, at behandlingen ikke havde den tilsigtede effekt, og tilstanden beskrives som kronisk, så sker der en ændring henimod et mere helhedsorienteret sundhedsperspektiv. Her handler det i højere grad om, at man gerne vil forstå sine symptomer, finde en forklaring på, hvorfor de ikke kan helbredes, og sidst men ikke mindst, hvordan de kan håndteres, så man kan leve et så godt og meningsfuldt liv som muligt.

Det er netop i denne sammenhæng, at alternative behandlingsformer som eksempelvis særlige diæter, akupunktur, massage, meditation og mindfulness kommer til at spille en vigtig rolle.

Vi tager kontrol over vores liv

Når en tilstand bliver kronisk, er der ikke nogen aktuel forventning om helbredelse. Derfor ændres succeskriteriet også, så enhver bedring bliver succes i sig selv. Som følge heraf sker der ofte det, at de såkaldte non-specifikke faktorer får en større betydning for, hvorvidt en given behandling opleves som virkningsfuld. Med non-specifikke faktorer menes alt det, som også har en indflydelse på behandlingen ud over behandlingen i sig selv.

Et eksempel på en non-specifik faktor, som har stor betydning for den samlede oplevelse af behandlingen, er oplevelsen af at tage kontrol over sit liv og have indflydelse på sin behandling. I de senere år har der været en bevægelse fra at se sygdom som en tilfældig hændelse til at se fravær af sygdom og tilstedeværelse af sundhed som et individuelt anliggende, som vi hver især må tage ansvar for.

Når man lever med kroniske smerter, så ved man, hvordan smerterne har gennemgribende indflydelse på mulighederne for at gennemføre almindelige daglige gøremål, men også for den psykosociale sundhed, når det ikke er muligt at være den kollega, samlever eller forældre, som man gerne ville være.

Dette kan fremkalde en væsentlig grad af desperation og håbløshed. Her tilbyder de alternative behandlingsformer netop en mulighed for at erstatte en passiv sygerolle med handling og ansvar, idet man aktivt søger at gøre noget for at forbedre en håbløs situation.

Om man så ikke når længere end til at have undersøgt markedet og ikke fundet nogen meningsfuld behandling, om man afprøver en behandling, som ikke er hensigtsmæssig, eller om man oplever, at behandlingen har en virkning, er underordnet.

Det væsentligste er, at man har forsøgt at tage kontrol og ansvar for situationen, og dette kan i sig selv føre til en oplevelse af at få det bedre. Denne følelse bakkes yderligere op, når man overfor sin omgangskreds kan sige, at man gør noget aktivt for at forbedre situationen.

Det er et aktivt valg

En anden non-specifik faktor, som også relaterer sig til oplevelsen af ansvar og kontrol, er det forhold, at den alternative behandling er selvvalgt. I det traditionelle sundhedsvæsen er der ofte meget begrænset indflydelse på valg af såvel læge som behandlingsform.

Inden for den alternative behandling ligger alle tilbud åbne. Det betyder, at der ofte ligger en lang researchproces, eventuelt suppleret med anbefalinger fra ens personlige netværk til grund for det endelige valg af behandler og/eller behandlingsform. Dette medvirker ofte til en styrket tro på, at behandlingen virker.

Et tredje eksempel på en non-specifik faktor, der har stor betydning for den samlede oplevelse af behandlingen, er noget så simpelt som tid, der ofte er en mangelvare i det traditionelle sundhedsvæsen.

Undersøgelser peger på, at alternative behandlere gennemsnitligt bruger fire gange så lang tid på deres behandlinger sammenlignet med det traditionelle sundhedsvæsen. Endvidere har den alternative behandler ofte et mere helhedsorienteret syn på eksempelvis smerter, og interesserer sig således for, hvordan smerterne påvirker patientens overordnede livssituation og generelle velvære.

Dette bidrager samlet set til, at patienten føler sig set, hørt og forstået på en helt anden måde end det er tilfældet i sundhedssystemet. Det kan i sig selv have en positiv effekt på oplevelsen af smerter eller andre symptomer.

Vælg behandler med omhu

En sidste non-specifik faktor, som også er af betydning, handler ikke om oplevelsen af ansvar og kontrol, men derimod om den forståelsesramme, som behandlingen sættes ind i. Når man modtager behandling i det almindelige sundhedsvæsen, bliver der ofte oplyst om bivirkninger som en ubehagelig og uønsket konsekvens af behandlingen. Inden for alternativ behandling taler man sjældent om bivirkninger. I stedet betragtes forbigående og ubehagelige symptomer som en indikation på, at organismen arbejder for at komme mere i balance. Selv om symptomerne måske grundlæggende er de samme, vil de i det almindelige sundhedssystem trække folk væk fra behandlingen. I det alternative system vil de derimod øge motivationen for at fortsætte behandlingen.

Opsummerende kan man sige, at de faktorer, som har indflydelse på vores oplevelse af komplementær behandling, og som i sidste ende får væsentlig indflydelse på, at vi vælger disse behandlingsformer, handler om andet og mere end behandlingen i sig selv.

Det handler om, hvilken forståelse man har af sundhed, sygdom og de symptomer, der følger med. Der er meget, der tyder på, at disse ændrer sig for folk med kroniske tilstande sammenlignet med folk, der har forbigående sygdomme, som kan behandles og kureres. Ydermere er det af afgørende betydning, at den enkelte sidder tilbage med en oplevelse af at have taget ansvar og kontrol over sin situation.

Derfor kan alternativ behandling til tider være et udmærket supplement til behandlingen i det traditionelle sundhedsvæsen, men det kræver, at den alternative behandlingsform og behandler vælges med omhu.