Gå til hovedindhold

For Birgitte har systemet været en stressfaktor uden lige

Særligt inden rygmarvsskadede Birgitte Bøgild hyrede en privat socialrådgiver, var hendes oplevelser i det kommunale system gennemsyret af stress og ubehag.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret 24. oktober 2022

Ganske kort tid efter Birgitte Bøgilds ulykke i december 2017 havde hun ytret på jobcentret, at hun håbede på at kunne komme tilbage på arbejde efter et par måneder.

”Dén udtalelse hang ved, og den blev af sagsbehandlere brugt imod mig igen og igen. Dengang var det bare ikke gået op for mig endnu, at smerter og funktionsnedsættelse ville sætte en stopper for mit arbejdsliv,” lyder det fra Birgitte Bøgild, der i april i år fik tilkendt førtidspension.

Summen af dårlige oplevelser i systemet og i forbindelse med hendes arbejdsskadesag kom til at præge hende massivt. Fejl i mødereferater, 12 forskellige kommunale sagsbehandlere og flere tilfælde af biler, som i timevis har holdt øje med hendes bopæl, har vedligeholdt en konstant stresstilstand.

”Værst har det været, når jeg trådte ind på jobcenteret. Her mistede jeg selvbestemmelse over mit liv. Man er dybt afhængig af, hvad de beslutter, og det er en stressfaktor uden lige. Over to omgange var jeg ved at få taget mine sygedagpenge fra mig og sat på kontanthjælp som arbejdsparat. Der måtte jeg begge gange klage til Ankestyrelsen, som heldigvis omgjorde det. Til hvert eneste møde handlede det om, hvilke sanktioner der ville være, hvis jeg ikke makkede ret.”

Troede ikke det ville ende godt

De mange negative oplevelser har naturligvis præget hverdagen. Sammen med sin familie og venner har Birgitte en fast aftale, så ikke alt handler om skader, kampen igennem systemet og arbejdsskadesag.

”Jeg kom til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at det var nødvendigt at italesætte det. Vil jeg fortælle om det hele, skal jeg nok gøre det, men sker der eksempelvis noget positivt i andres liv, så vil jeg være tilstede i det. Så skal det ikke handle om mig, eller hvordan jeg har det.”

Efter at have læst om andre på facebook, gik det op for Birgitte, at hendes historie langt fra var unik. Samtidig læste hun en bog skrevet af en privat socialrådgiver, og det motiverede hende til at hyre hende, så hun kunne slippe for noget af byrden. Stressen og ubehaget slap hende dog ikke med det samme.

”Først da jeg fik tilkendt førtidspension, lettede det lidt. Selvom jeg var blevet indstillet til førtidspension af rehabiliteringsteamet, var jeg betænkelig: Måske ser pensionsnævnet anderledes på det, gik jeg derhjemme og tænkte. Alle de her oplevelser har gjort, at jeg ikke troede på, at noget af det her ville ende godt. De skal nok finde på et eller andet, var jeg overbevist om,” siger Birgitte Bøgild og afrunder:

”Heldigvis fik jeg jo førtidspension, men havde jeg ikke kæmpet, haft min private socialrådgiver og til sidst fået en sagsbehandler, som tog sit arbejde alvorligt og satte sig ind i min sag, så tør jeg ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag.”

Blå bog

  • Birgitte Bøgild. 57 år. Fra Præstø. Rygmarvsskadet efter en arbejdsulykke.
  • Tid i systemet: 4½ år.
  • Hvor er hun nu: Har fået tilkendt førtidspension og venter på afgørelse i arbejdsskadesag.

Fem spørgsmål

  1. Hvad er det vigtigste i din forberedelse, inden du skal til møde med en sagsbehandler?
    Jeg har altid forberedt mig, og inden jeg skulle afsted, har jeg typisk formuleret en lille skrivelse til mig selv, så jeg ikke glemte noget undervejs. Nogle gange har jeg brugt timevis på det. Min hukommelse er blevet bedre, men den var som en si i begyndelsen, så det var nødvendigt. Efterfølgende har jeg også været nødsaget til at tjekke for fejl i for eksempel referater. Fejl har der været mange af i min sag.
  2. Hvor vurderer du, at den største kilde til uenighed eller konflikt kan opstå?
    De 12 sagsbehandlere, jeg har haft, har for de flestes vedkommende ikke taget godt imod, hvis jeg har gjort dem opmærksom på, hvis de siger noget, som ikke følger lovgivningen. Så er det lynhurtigt gået skævt. Har jeg holdt fast, så ender det med, at jeg har fået en ny sagsbehandler. Og så kan man starte forfra. Der kan også hurtigt opstå små konflikter, hvis man ikke er enige om referater fra møder. Flere sagsbehandlere skriver kun ganske få stikord ned, og det har ikke givet fyldestgørende resultater. Derfor begyndte jeg på et tidspunkt at optage møderne og skrive egne referater.
  3. I hvilke situationer synes du, at samspillet mellem dig og en sagsbehandler fungerer bedst?
    Den sidste sagsbehandler, jeg har haft, har været rigtig god, og jeg har også haft samtaler med en socialrådgiverstuderende, hvor det fungerede rigtig godt. Forskellen fra de andre, jeg har mødt i systemet, var, at de tog referater, som man skulle. Jeg mærkede samtidig en anden forståelse for min situation, og jeg mærkede for første gang, at der faktisk blev set på mine papirer. Jeg havde ellers tidligere fået at vide, at de ikke kunne læse alle mine papirer, fordi min sag var så lang.
  4. Hvad tænker du, er det sværeste element ved at være sagsbehandler på handicapområdet i det kommunale system?
    Jeg har fuld forståelse for, at det ofte er pressede mennesker, som er kommunale sagsbehandlere. Det synes jeg, at man tydeligt mærker. Mit indtryk er, at der bliver set meget på budgetter, og at der er nogle økonomiske dagsordener fra ledelsen. Det påvirker dømmekraften. Indimellem hører man også om, at sagsbehandlere i nogle kommuner har fået bonus for at spare penge eller påvirke sagerne i en bestemt retning. Det er jo skævvridende, og det går i sidste ende ud over borgerne, og det må heller ikke være nemt at arbejde i.
  5. Hvad tænker du om alle de fejl og omgørelser (over en tredjedel), der er i kommunale sager på handicapområdet?
    Først og fremmest tænker jeg, at det er lidt uhyggeligt. Det er hårdt at være borger i et system, hvor fejl er så normalt. I forvejen har man en masse andet at kæmpe med. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan der kan ske så mange fejl, og det hele kan ikke tilskrives, at man er presset i sit arbejde. Måske handler det også om, at der er så mange agendaer, så når sagsbehandlerne møder borgeren, så er det sjældent med empati og tillid. Nogle sagsbehandlere bliver nok lidt for hærdede, og det betyder sikkert noget.