Karina har øvet sig i at være omsorgsfuld over for sig selv
Hun har selv taget styring i sit liv, så hun kan navigere bedst muligt gennem livet med følger efter piskesmældsskader.
Dengang midt i ’90erne, hvor Karina Veloso-Strange pådrog sig sin første piskesmældskade, mente lægerne, hun var hypokonder, som straks ville få det bedre, hvis hun begyndte at dyrke sport. For næsten tre årtier siden var hun tilbøjelig til at lytte til læger, andre sundhedsprofessionelle og behandlere, men med årene tog hun sagen i egen hånd og komponerede gradvist et fundament for livet med smerter og de udfordringer, der følger med.
”Efterhånden begyndte jeg at lytte til, hvad jeg selv havde brug for. Det former meget af mit liv i dag. Jeg mediterer, laver åndedrætsøvelser og vinterbader. Der er naturligvis stadig svære dage, men jeg ved, at jeg har noget at falde tilbage til,” forklarer 49-årige Karina Veloso-Strange og supplerer: ”Måden, vi tænker på, er én af nøglerne. Vi er enormt gode til at være vores egen største fjende, og vi er dårlige til at være omsorgsfulde over for os selv, medmindre vi bevidst træner den her vilje til at være det. Jeg kan stadig være min største kritiker, men det er noget andet nu, end det var for 10 eller 20 år siden. Jeg er bevidst om, at jeg kan træne og ændre min måde at tænke på.”
Karina giver et billedligt eksempel på, hvordan hun kan undgå at sidde fast i negative tanker:
”Ingen af os synes, det er forstyrrende eller underligt, at en fugleflok på himlen flyver forbi os. De flyver blot forbi, og sådan er det, de er væk. Mange af vores tanker, selvom de for længst er fløjet forbi os, og situationen er overstået, bliver vi ved med at insistere på at og holde fast i. Negative tanker måske, der pludselig opstod, eller noget, som vores ven sårede os med sidste år. For mig handler det om at være bevidst om, at jeg vælger, hvad jeg vil fokusere på, og ikke blive hængende i tankemylder.”
Pels og puls
Indimellem har det for Karina handlet om at turde åbne døre og lukke andre. Det gjorde hun sammen med sin familie for seks år siden.
”Vi flyttede fra København til Lolland. Med to små børn baksede jeg rundt med indkøbsposer i København, jeg skulle konstant flytte mig for at nå frem, og så var der al trafikken og støjen. Det var hårdt som piskesmældsramt, det tror jeg, mange kan nikke genkendende til,” forklarer hun.
Efter hendes to piskesmæld i ’90erne og senere to pludselige dødsfald i den nærmeste familie var det en nødvendighed at tage tilværelsens fysiske rammer op til revision.
”Jeg så for alvor på, hvad jeg reelt havde brug for i mit liv for at have det godt. Min mand var heldigvis enig, han syntes også, at vi skulle flytte os. Fordi det er jo ikke bare at gøre, især ikke en hel familie. Det har givet mig meget livskvalitet at lukke nogle døre og åbne nogle andre. Og være i det og finde ro med det.”
Ét af hovedargumenterne for at flytte var at komme tættere på naturen.
”Det har været et livsstilskift, og jeg bruger naturen meget. Blandt andet når jeg går tur med mine hunde. Det er ikke altid, at jeg kan gå langt, men jeg har altid gavn af at komme ud i naturen, som jeg bruger til at flytte fokus, finde indre ro og til at være sammen med dyrene,” siger Karina og fortsætter:
”Hundene har en helt umiddelbar og stor empati. Hvis jeg har ondt eller er ked af det, så kommer de med det samme. Måske lægger de sig på mig. Der kan jeg både mærke pels og puls, og jeg er ikke kun i kontakt med dem, men også med mig selv og mit åndedræt. Jeg har også katte og kælegrise, og de firbenede med pels giver mig så meget, fordi de bare er.”
Daglig rammesætning
Hvor Karina og hendes familie bor, er der en badebro. Ét af de elementer, som hun tyer til, når smerter eller uhensigtsmæssige tanker fylder, er vinterbadning. Det har en umiddelbar effekt på hende.
”Når jeg er i det kolde vand, er det lidt som om, min hjerne kortslutter. Det er kun de væsentlige ting, der tager plads i mit sind. Alt andet sorteres automatisk fra, og jeg koncentrer mig om min vejrtrækning og at mærke min krop. Vinterbadning påvirker resten af min dag. Jeg bliver mere afslappet i kroppen, det hvirvler rundt med lykkehormoner, og jeg har færre smerter og undgår at tage smertestillende. Det har også den indvirkning på mig, at jeg, måske i saunaen, på vej hjem fra vinterbadning, i meditation, eller når jeg sidder i stilhed eller er i naturen, kan visualisere og beslutte mig for, hvordan jeg gerne vil have det med ting, der sker i mit liv. Når jeg har en bevidsthed om det, så hjælper det mig, når jeg så står situationen. Og det har krævet en masse øvelse at nå dertil.”
Karina har lavet en form for rammesætning om sin dag. Om morgenen vågner hun med fokus på at være taknemmelig for den nye dag, der begynder, samt for de ting, hun generelt sætter pris på i tilværelsen. Om aftenen lader hun igen sine tanker kredse om taknemmelighed for dagen, der er gået.
”Især når dagene er svære, er min mentaltræning vigtig. Så insisterer jeg på at bruge mine teknikker, og jeg finder tilbage til de ting, der er godt for mig: Meditation, åndedrætsøvelser, vinterbadning, dyr og natur. Og så husker jeg også at sige til mine omgivelser, hvis jeg føler mig særligt sårbar den dag, typisk hvis jeg har rigtig ondt. Bliver tingene rigtig svære, og jeg lader mine smerter gå ud over andre, så trækker jeg mig i et par minutter og laver mine åndedrætsøvelser. Dybe vejrtrækninger, og så bliver jeg nulstillet.”
Karina Veloso-Strange understreger, at det har taget hende mange år at navigere i at leve med sine skader, og at hun aldrig slipper af med de dårlige dage.
”Jeg kan vælge at skælde ud på mig selv, hele verden eller Gud, men det hjælper ikke. Selvfølgelig kan jeg synes, at det er synd for mig, men selvmedlidenhed kommer man bare ikke langt med. Det er på alle måder bedre at yde omsorg for sig selv, for så er man i stand til at være og finde ro i situationen, både i forhold til sig selv, men også i relation til andre mennesker.”