Smertecenter Syd: Her tages både smerter og følgetilstande seriøst

Det begynder med to spørgsmål, når man som ny patient befinder sig til første samtale på Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital.

”Først plejer vi at læse henvisningen op, som man har fået fra sin læge. Herefter spørger vi, om man kan genkende sig selv i den. Desværre er hele det her område stadig plaget af stigmatisering, og en sjælden gang står der altså noget, hvor patienten så forklarer os, at deres læge aldrig rigtig har troet på, at de fejler noget, eller at de bliver ved med at have smerter,” siger Gitte Handberg, overlæge på Smertecenter Syd.

Hvis man som smertepatient har noget at tilføje, bliver det skrevet ind.

”Det kan lette, hvis man endelig oplever at blive taget seriøst. Bagefter spørger vi typisk, hvad man gerne vil her hos os. De fleste har selvfølgelig et letforståeligt ønske om, at det, der gør ondt, skal komme til at gøre mindre ondt eller helt forsvinde. Men de fleste ved også, at det langtfra er sikkert, at man kan gøre noget ved selve smerten. I stedet kan vi måske hjælpe med at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet eller med at gøre patienten klar til kommunal jobafklaring. Har man stress, angst eller depression, så kan vi lette den samlede byrde af lidelse ved at behandle det, der kan rykkes ved. Det er det muliges kunst, og vi får relativt hurtigt gjort det klart, at man nok aldrig bliver totalt smertefri.”

Den biopsykosociale ramme

To-tredjedele af de patienter, som bliver behandlet på Smertecenter Syd, har smerter i bevægeapparatet, mens halvdelen af problematikkerne er i lænderyggen. Dertil kommer en masse følgevirkninger og følgetilstande.

”Vi ved, at der altid er en fysisk årsag til de kroniske smerter. Vi har for eksempel mange patienter, der har pådraget sig en piskesmældsskade eller har været udsat for andre ulykker, men det giver os ikke nødvendigvis en forklaring på, hvorfor nogle mennesker får kroniske smerter i stedet for at komme sig efter en skade, ulykke eller sygdom. Vores tilgang, som tager udgangspunkt i forskning på området, er, at man altså ikke bliver kronisk syg, fordi man er sårbar, eller fordi man går og finder på smerter,” siger Gitte Handberg og fortsætter:

”Vi arbejder inden for det, man kalder den biopsykosociale forståelsesramme: Noget kan starte med at være en smerte, men så går det ud over psyke, humør og sociale kompetencer samt evnen til at holde fast i sit aktive liv, hvad enten det er arbejde, foreningsarbejde eller at passe børnene. Det kan smitte af på hele paletten.”

Patienter tilrettelægger selv

Som i alle andre tværfaglige smertecentre er sammensætningen bred, når man ser på faggrupper. De 36 ansatte på Smertecenter Syd udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, fysioterapeuter og ansatte i sekretariatet, ligesom de netop har tilknyttet en psykiater.

”Inden den første samtale er slut, er der udarbejdet en plan for patienten. Den kunne eksempelvis se sådan ud, at der er medicin, som vi skal have justeret på eller måske noget, som patienten gerne vil afprøve. Er man i et afklaringsforløb, vil det typisk være én af vores behandlende socialrådgivere, som patienten bliver sendt videre til,” fortæller Gitte Handberg.

Herfra kommer det tværfaglige element til sin ret:

”Vi kan henvise til en hel buket af forskellige tacklingshold alt efter behov. Man kan gå på hold eller forløb, hvor man kan lære at acceptere sin tilstand og være i det. Det er også muligt at få individuelle samtaleforløb hos en socialrådgiver eller psykolog. Holdene køres af folk, som er uddannet inden for det kognitive område, fordi vi ved, at det er her, behovet er. To gange om dagen har vi tværfaglige konferencer, hvor vi opdaterer patientplaner. I næsten alle tilfælde er det faktisk patienten selv, som spiller den største rolle i at tilrettelægge, hvad der giver mening. For vi kan give mange redskaber til at leve med smerter, men det vigtigste arbejde skal patienten selv gøre, når livet skal leves derhjemme.”

Mange bebrejder sig selv

Overlæge Gitte Handberg oplever, at de praktiserende læger er gode til at henvise til smertecentrene, når behovet er der. I nogle tilfælde kunne det dog være en fordel, hvis smertepatienterne kom tidligere på smertecentrene, vurderer hun.

”Når man kommer her hos os, har man i gennemsnit haft smerter i otte år, og det er lang tid. Der kunne godt ligge en opfordring i, at man kom før til os. Hvis man har svært ved at opretholde kontakten til arbejdsmarkedet, eller hvis smerterne præger ens tilværelse på anden vis. Det er ikke sikkert, at man ved at sætte ind tidligere vil kunne gøre noget ved smerteproblematikken, men man vil måske kunne undgå, at patienterne falder ned i et dybt hul. Kommer man hurtigt ind, så kan der være flere af følgetilstandene, man potentielt kunne afbøde,” pointerer Gitte Handberg.

Netop følgetilstandene er helt centralt for arbejdet på smertecentret. For det er her, at der virkelig kan gøres en forskel i patienternes liv.

”Meget af vores arbejde kredser om stressreduktion. Det er helt naturligt, hvis man efter årevis med smerter måske ikke længere kan kende sig selv og begynder at tvivle på, hvad man oplever. Måske man endda bebrejder sig selv, at det går ud over ens liv. Det er noget, vi hører rigtig meget. Så én af vores opgaver er at formidle, at dine reaktioner på alt det, der foregår, er fuldstændig normalt. Alene det kan være medvirkende til at få skuldrene til at falde ned. Når vi så benytter os af vores tværfaglige team og deres kompetencer, så kan vi forhåbentlig gøre det nemmere på sigt at leve med både smerterne og følgetilstandene,” lyder det afsluttende fra overlæge Gitte Handberg fra Smertecenter Syd.