Tjekliste lige efter ulykken
Hvad er vigtigt at huske efter en ulykke?
Tiden lige efter en ulykke kan virke uoverskuelig. Ud over at håndtere de mange følelser, der naturligt følger, er der også en række praktiske gøremål.
Denne tjekliste kan forhåbentligt hjælpe jer med at få overblik over, hvad det er vigtigt at huske umiddelbart efter en ulykke.
Behandling
- Henvend dig straks til egen læge eller skadestue
- Sørg for at få dokumenteret dine skader
- Husk at du har frit sygehus valg og derfor frit kan vælge mellem offentlige sygehuse og afdelinger, når du skal i behandling eller undersøges
- Husk at du har ret til at vælge behandling på et privat hospital, hvis ventetiden overstiger 30 dage
- Kontakt hospitalets patientvejleder, som kan vejlede dig om dine rettigheder som patient
- Undersøg hvilke hjælpemidler læge eller sygehus midlertidigt kan stille til rådighed for dig
Forsikring
- Anmeld hurtigst muligt ulykken til dit forsikrings- og pensionsselskab samt til en evt. modparts forsikringsselskab
- Undersøg, hvordan du er dækket via dine egne ulykkes- og erhvervsevnetabsforsikringer. Husk, at du kan have forsikringer forskellige steder (for eksempel gennem dit banklån)
- Tjek om du er dækket af en kollektiv ulykkesforsikring gennem din faglige organisation. Det er vigtigt at få anmeldt ulykken til alle dine forsikringer
- Undersøg, om du har en sundhedsforsikring, som dækker behandling hos for eksempel fysioterapeut og psykolog samt dækker transport til og fra behandling. Læs din police igennem, der kan nemlig være udvidet dækning
- Husk at du evt. kan få tilskud til behandling og medicinudgifter, hvis du er medlem af Sygeforsikring Danmark
- Tjek om du via din ulykkesforsikring eller en eventuel modparts forsikring kan få dækket udgifter til eventuel advokatbistand
Forsørgelse
Er du i job:
- Kontakt arbejdsgiver på første sygedag og meld dig syg
- Tjek om du får løn under sygdom. Såfremt du ikke får løn, kan du have optjent retten til at modtage sygedagpenge fra din arbejdsgiver i de første 30 kalenderdage fra første sygedag. Jobcenteret vil indenfor 8 uger, indkalde dig til en samtale om dit sygeforløb
Er du selvstændig:
- Meld dig syg til kommunen via NemRefusion inden tre uger fra første sygedag
Er du ledig:
- Meld dig syg på jobnet.dk, under ”Min side” på første sygedag. Såfremt du modtager arbejdsløshedsdagpenge, vil du herefter modtage en blanket, du skal udfylde med henblik på at ansøge om sygedagpenge
Er du studerende:
- Kontakt dit jobcenter, som kan undersøge, om du har ret til sygedagpenge
- Husk, at du med lægedokumentation kan ansøge om tillæg til dine SU-klip. Du kan først søge om tillæg af klip, når semestret, du ikke har kunnet færdiggøre, er afsluttet
Familie og socialt netværk
- Overvej om der er personer i jeres netværk, som skal have besked om ulykken, fx. kollegaer, eller børnenes pædagoger
- Overvej om der er aftaler, der skal aflyses eller udsættes
- Overvej om du skal udstede en fuldmagt til dine pårørende i en periode. Så de har mulighed for at varetage dine interesser i forhold til bank, kommune og pensionskasse, mens du er under behandling
- Overvej om du kan have gavn af at tale med en psykolog om de reaktioner, der naturligt melder sig efter en ulykke
- Undersøg om du som pårørende kan få krisehjælp fra en psykolog gennem en henvisning fra din praktiserende læge