Almaz trives ikke på en piedestal

Politiker, foredragsholder, adopteret, socialrådgiver, benamputeret, liberal, triatlet, naiv sønderjyde, hårdere aarhusianer, ambassadør i Din Nødhjælp, ildsjæl. Kasketterne og bedrifterne er mange, når man taler om Almaz Mengesha. Men hun ønsker ikke at blive sat op på en piedestal.
I januar 2018 blev Almaz valgt ind i byrådet i Aarhus, hvilket fylder meget i hendes liv i dag. Motivationen for at blive politiker udspringer af Almaz's handicap som benamputeret.

I Almaz Mengeshas opvækst i Haderslev vidste alle, hvem hun var. Med sin brunere hudfarve end den gennemsnitlige danskere og to benproteser, var det svært at glide ubemærket hen.

- Efter jeg blev adopteret fra Etiopien som niårig, voksede jeg op i en tryg dansk kernefamilie. I min barn- og ungdom oplevede jeg nogle rigtig gode og forpligtende fællesskaber i vores lokalområde, som jeg nød at være en del af. Man kunne rumme alle. Det var generelt en rigtig god opvækst, jeg havde, siger 44-årige Almaz Mengesha og fortsætter:

- Men jeg havde også et stærkt ønske om bare at blende ind og være nøjagtig som de andre. Jeg blev på ingen måde udsat for diskrimination i min opvækst. Overhovedet ikke. Hverken på grund af min hudfarve eller handicap, men når jeg har talt med gamle bekendtskaber fra dengang, så har jeg flere gange hørt, hvor flot det er, at jeg fik en uddannelse, et job og kunne købe et hus. Det fik mine veninder ikke at vide, og det er en ros, som er svær at forholde sig til. Det kommer næsten til at virke omvendt.

Heksebørn er hjertesag

Selvom Almaz i begyndelsen af 2018 kastede sig hovedkulds ud i politikerlivet som først spidskandidat og derefter byrådsmedlem i Aarhus for Liberal Alliance, så har hun det i virkeligheden ikke godt med at være i centrum.

- Det stammer uden tvivl fra min afrikanske kultur, hvor kvinder er tilbageholdende og ikke er dem, der råber højest. Sådan er jeg heller ikke som person, og jeg har det ikke super godt med opmærksomheden eller med at befinde mig i større sociale sammenhænge, forklarer Almaz.

Alligevel er hun ofte endt i den situation; i centrum. Hun er blandt andet den første dobbelt benamputerede til at blive danmarksmester i triatlon for mennesker med handicap.

- Det var selvfølgelig fedt at vinde, men her brugte jeg mit handicap aktivt, og det kan jeg bestemt ikke lide at gøre. Det vigtigste formål med danmarksmesterskabet var at sætte fokus på Din Nødhjælp og heksebørnene i Vestafrika, som de hjælper, og derfor lagde jeg mange kræfter i det, så vi kunne få samlet penge ind. Heksebørnene er min hjertesag, og det betyder rigtig meget for mig. De var den primære drivkraft.

At dyrke triatlon har også givet Almaz en masse positivt på det personlige plan, men selve sportsudøvelsen slap hun egentlig gerne for.

Jeg vil kun beundres eller sættes op på en piedestal, hvis jeg en dag gjorde noget virkelig bemærkelsesværdigt.

- Jeg hader at løbe, jeg hader at cykle. Faktisk ville jeg hellere ligge på min sofa med en kop kaffe, noget chokolade og ryge smøger. Havde jeg ikke min hjertesag, så havde jeg ikke dyrket triatlon, men var blevet på sofaen, lyder det bundærligt fra byrådspolitikeren, der i sommeren 2019 meldte sig ud af Liberal Alliance og blev løsgænger.

Hendes holdning til ikke at bruge sit handicap for at opnå noget i tilværelsen stikker dybt.

- Jeg vil kun beundres eller sættes op på en piedestal, hvis jeg en dag gjorde noget virkelig bemærkelsesværdigt. Generelt vil jeg rigtig gerne have, at omgivelserne ikke tilpasser sig mig, men at jeg tilpasser mig omgivelserne. Jeg skal nok selv tage hensyn, hvis det er nødvendigt. Mit liv er ikke hårdere end andres, jeg har bare nogle lidt andre vilkår. Faktisk har jeg altid gerne villet være en del af alle de andre, jeg vil ikke være noget særligt.

Ikke længere serviceorgan

Går man fem år tilbage i tiden, antog Almaz’ liv en helt anden form end i dag. Hun arbejdede som afdelingsleder på et flygtningecenter i Tønder og brugte al sin fritid på sine tre børn.

- Dengang var jeg lidt af et serviceorgan for mine børn. Indrømmet, jeg lavede faktisk pandekager i går aftes til min søn på 23, men mit liv har forandret sig markant. Jeg blev skilt og flyttede til Aarhus for to år siden. I januar 2018 blev jeg valgt ind i byrådet, og det fylder selvfølgelig enormt meget i mit liv i dag, fortæller Almaz, der samtidig er ansat som socialrådgiver i Aarhus Kommune, hvor hun behandler kontanthjælpssager.

Sønderjyden har de seneste måneder mærket det politiske livs lune.

Mit liv er ikke hårdere end andres, jeg har bare nogle lidt andre vilkår.

- Jeg forsøger at være ydmyg og lyttende i min tilgang til politik. Det er stadig en helt ny verden for mig, og jeg prøver at kaste min sønderjyske naivitet fra mig og blive en lidt hårdere aarhusianer. For det er klart, at det ikke er et spil, som du lærer fra første dag. Der er en masse skjulte dagsordener, og dem er du nødt til at lære at kende. Det kommer vel med erfaringen, forudser hun.

Motivationen for at blive politiker udspringer af hendes handicap. I hovedparten af Almaz’ liv har hun som benamputeret været klient.

- Det har jeg faktisk haft det svært med. Når jeg eksempelvis har skullet have nye proteser hos en bandagist, så gik en sagsbehandler med ind, hvor jeg kun sad i undertøj. Det følte jeg mig ikke komfortabel med. Jeg tilbød flere gange sagsbehandleren, at vi kunne sidde som ligeværdige og tale om processen efterfølgende, hvor jeg havde tøj på. Men det blev afvist, og det var én af de situationer, som fik mig til at tænke over, om alt virkelig er, som det burde være?

Almaz fortsætter:

- Problemet er, at vi er vant til at underkaste os systemet. Det bliver farligt, når vi ikke engang stiller spørgsmålstegn ved fremgangsmåder, som griber dybt ind i borgereres personlige sfære. Efter min mening, så bør man slet ikke være klient i det kommunale system, når man for eksempel har kropsbårne hjælpemidler som proteser. Det burde ligge i sundssystemet, og der kunne potentielt spares en hel hjælpemiddelafdeling væk.

DHIF-samarbejde og ulandsbistand

I øjeblikket er Almaz’ politiske fokus blandt andet rettet mod mennesker med handicap og deres muligheder for at dyrke idræt. Her stiler hun efter at indgå i et samarbejde med Parasport Danmark.

- Der er så mange mennesker, som ikke kan dyrke den sportsgren, de gerne vil. Tag for eksempel kørestolsrugby, hvor du ikke kan spille med din normale kørestol, fordi den på ingen måder egner sig til kontakt og fart. Men en ny kørestol er dyr. Jeg kunne godt tænke mig, at man støttede de her mennesker, så de kunne dyrke den sport, de gerne vil.

Byrådspolitikeren har også en klar idé om, hvor pengene skal komme fra:

- Vi kan bruge penge fra de velfærdsteknologiske puljer, så mennesker med handicap kan få samme muligheder, som man ville have haft i raskidrætten. Der skal være en brugerbetaling, det er klart, men det ville være et rigtig godt sted at bruge penge på hjælpemidler, fordi det ville have en enorm indflydelse i mange menneskers liv.

Ambitioner og politiske visioner har Almaz mange af, og de rækker også ud over landets grænser.

- Jeg tager selvfølgelig et skridt af gangen, men jeg vil gerne i Folketinget på et tidspunkt. I tråd med min hjertesag om heksebørnene, så vil jeg gerne arbejde for at løfte ulandene ud af fattigdom gennem ulandsbistand. Det er målet på længere sigt, men det skal ikke forstås sådan, at jeg kun fokuserer på helt store perspektiver. Kontakter en borger mig med et problem, så går jeg også 100 procent ind i det, for jeg ved, hvordan det er at føle sig som en brik eller et nummer i systemet, afslutter Almaz Mengesha.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra Livtag nr. 3, 2019.

Sådan kom Almaz til Danmark

Almaz Mengesha er født og opvokset i Etiopien i Østafrika. De første år af hendes opvækst er lykkelige og præget af omsorg og relativ høj velstand etiopiske forhold taget i betragtning. Hun bor sammen med andre børn, som hun kalder søskende, men som i virkeligheden er børn, hvor deres mødre ikke har kunnet tage sig af dem. Sådan forholder det sig også med Almaz. Hun kan huske sin biologiske mor, men det er kvinden, hun bor hos, hun ser som sin mor.

Moren driver et hotel i det sydlige Etiopien og nyder stor anseelse i et samfund, som ellers er stærkt mandsdomineret. Ud af de ti børn, hun har taget til sig, er Almaz favoritten, og selv fra ganske lille ligger det i kortene, at det er Almaz, der en dag skal drive hotellet videre.

Men så sker ulykken, som vender livet og fremtidsudsigterne fuldstændig på hovedet. Otteårige Almaz skal krydse en landevej på vej hjem fra byen, hvor hun har købt sæbe til at vaske lagner for sin mor. Hun har spottet en lastbil ud af øjenkrogen, og hun er overbevist om, at hun kan nå at krydse vejen, inden den kommer brasende. Men hun har undervurderet situationen. Almaz ser lastbilen bremse for at undgå kollisionen, men der er det for sent.

Begge hendes ben bliver amputeret efter den voldsomme ulykke, og hun tilbringer med morens økonomiske hjælp et år på hospital i hovedstaden Addis Abeba. Det går gradvist op for Almaz, at hun er gået fra at være morens yndling til at være nærmest værdiløs. I Etiopien gemmer man handicappede væk, og hendes mor er begyndt at lede efter et børnehjem at placere hende på.

I en handicaplejr arbejder samtidig en dansk bandagist for International Røde Kors, som sammen med sin engelske kollega en dag kommer ind på hospitalsstuen. Almaz tror, at hun bliver kidnappet, da de tager hende med til handicaplejren, men i stedet får hun sine første proteser.

Efter et par uger er hun tilbage på hospitalet, men den danske bandagist og hans kone får idéen, at den lille etiopiske pige kan komme på weekend hos dem i deres bolig i landet. Det er en helt anden verden, som Almaz møder hos familien Andersen. Det ender med, at hun aldrig kommer på børnehjem, men i stedet bliver adopteret til Danmark, da familien drager hjem til Sønderjylland.