Hverdagen skal være den samme som før

Ellen og Thomas har formået at bibeholde deres positive livssyn efter Thomas’ rallyulykke i 2012. Et stærkt lokalsamfund, en erhvervsforsikring og Ellens baggrund som sygeplejerske har gjort de seneste seks år nemmere.

Der er nogle mennesker, hvor man ikke nødvendigvis registrerer, om de bliver berørt. Nogle vil nok påstå, at det kan være et særligt jysk fænomen, at man ikke kaster sig hovedkulds ud i de store følelser, men hellere skjuler dem lidt. Det har intet at gøre med, om man er oprigtig eller ej; for de er der, de store følelser. Også hos ægteparret Ellen Grue Kjærgaard og Thomas Grue, hvis man spørger.

”Jamen, jeg kan mærke, at det påvirker mig meget, når vi sidder her og taler om det,” siger Thomas Grue efter lidt betænkningstid og omtrent halvt inde i dagens interview.

Hans hustru, Ellen Grue Kjærgaard, nikker:

”Det bliver jeg også. Uden tvivl. Men jeg tror faktisk, at der kan være nogle, som mener, at jeg har været meget afklaret og udadtil nærmest lidt upåvirket i forløbet. Det har været min måde at tackle det på som pårørende. Selvfølgelig var jeg enormt chokeret, men jeg havde også hele tiden troen på, at det nok skulle gå. Min baggrund som sygeplejerske har hjulpet mig meget til at have en ro undervejs.”

Frygtede psykiske skader

Det er seks år siden, at Thomas og hans bror kørte galt i et rallyløb i Gråsten. Ulykken var så voldsom, at havde de ikke udstyret deres bil med ekstra sikkerhed, ville ingen af dem sandsynligvis have overlevet. Udstyret til trods fik Thomas amputeret sit højre ben over knæet og brækkede utallige knogler i sin krop.

I dag volder især hans venstre ben og hofte problemer. Noget af det første, som Thomas husker efter ulykken, er, at han vågner op i en hospitalsseng og registrerer, at hans ene ben mangler.

”Jeg sagde til lægerne, at det kan jeg leve med. For det var jeg ikke et sekund i tvivl om. Det var min første reaktion,” fortæller han.

”Thomas’ far havde meget svært ved, at han havde fået amputeret benet. Men sådan tænkte vi faktisk ikke selv. Jeg frygtede ikke rigtigt de fysiske skader. Det viste sig, at Thomas havde fået en lille hjerneblødning også, og det gjorde mig meget mere nervøs. Hvad hvis han ikke kunne genkende vores to børn? Eller mistede dele af sin personlighed? Det har jeg før set i mit arbejde, så det var det, jeg var bange for. Heldigvis gik det ikke så galt,” tilføjer Ellen.

”Det havde været en helt anden situation. Først og fremmest har det været meget vigtig for os, at hverdagen og rammerne om tilværelsen blev ved med at være de samme. Især for børnenes skyld. De skulle ikke pludselig stå med et helt forandret liv. For der herskede en form for kaostilstand, selvom vi gjorde alt for at bevare roen og finde ind i en rytme igen,” siger Thomas.

Lokalsamfund bakkede op

Familien Grue bor i Brørup mellem Kolding og Esbjerg. Det lille bysamfund viste sig at være guld værd i tiden lige efter ulykken.

”Jeg husker en episode, hvor vi kommer hjem til vores hus, og så var hækken klippet. Det virker måske som en lille ting i alt det her, men det betød noget. Det var nogle af vores venner, som havde været på spil, og i virkeligheden viser det rigtig godt, hvordan vores omgivelser reagerede,” siger Ellen og ser på Thomas.

”Det kan jeg slet ikke huske. Men det var da vældig pænt af dem,” smiler han overrasket og tilføjer:

”Vi oplevede i det hele taget, at der var mange fra lokalsamfundet, som turde involvere sig. Jeg ved ikke, om vi gjorde noget særligt for det.”

”Nej, det tror jeg ikke, at vi gjorde. Ubevidst er jeg måske kommet til at nævne, at vi trængte til at få hækken klippet, og så har de opsnappet det. Generelt synes jeg, at det er meget svært at bede om hjælp. Men i andre tilfælde har det været så nødvendigt, at der ingen vej var udenom om. Og så skal man også få det gjort,” tager Ellen over.

En uventet opringning

Ellen har en veninde, som hun ringede til hver dag i et halvt år efter ulykken. Der fik hun afløb for nogle af sine følelser. Hun prioriterede også at være tæt på Thomas i hans tid som indlagt i Odense og Kolding. Hver eneste dag i de første par måneder besøgte hun sin mand. På de dårlige dage blev hun og sov.

”Vi tog det meget i etaper, og jeg var egentlig rolig ved tanken om, at det var dygtige mennesker, som tog sig af ham. I den periode var vores fokus selvfølgelig også meget på børnene og deres trivsel,” siger Ellen, inden Thomas supplerer:

”Det var en balancegang, for det var netop ikke meningen, at det hele skulle handle om sygehus og ulykke. Især vores datter havde svært ved at se mig ligge der i hospitalssengen. Vi har forsøgt at skærme dem. Én ting er, at man har ødelagt sig selv, men vores børn skal ikke have ændret deres forudsætninger.”

En dag ringede børnenes tidligere dagplejemor til Ellen og Thomas. Hun spurgte, hvad hun kunne gøre for dem.

”Det var en virkelig dejlig og uventet opringning at få. Hun ville gerne aflaste os, så det endte med, at hun tog børnene indimellem i weekenderne. Det var et pusterum for børnene og også for os. I situationen er det ikke nemt at se, hvad man selv har brug for. Så er det godt, at andre kan, og det har vi sat meget pris på,” fortæller Ellen.

Ægteparret sørgede også for at have en tæt kontakt med pædagoger og lærere, så deres børn kom bedst muligt gennem den svære tid.

”Når jeg afleverede i børnehaven om morgenen, så kunne jeg godt finde på at sige, at det ikke lige var i dag, at vi skulle snakke. Det har fungeret utroligt godt, og de var meget opmærksomme. Det hjalp at være åben og have dialog. Heldigvis har vores børn begge reageret helt normalt på alt det her. Det var en meget vigtig opgave for os,” forklarer Ellen.

Læs også: Paula Larrains klumme om at finde en ny version af sig selv

Økonomi fylder meget

Thomas er mekaniker og arbejdede inden ulykken i en virksomhed, som reparerer og sælger asfaltmaskiner. De havde en erhvervsforsikring, og det betød, at Thomas efter ulykken var sikret en udbetaling svarende til hans tidligere løn, så længe han var ansat der.

”Økonomien fylder virkelig meget i sådan en situation, og vi havde heldigvis det mindre at bekymre os om. I forvejen havde vi ikke sat os dyrt i vores hus. Det er ikke pengene i sig selv, som man gerne vil have. Det er den tryghed, som følger med. Rammerne var på plads,” pointerer Thomas.

Tilbagevenden på arbejdsmarkedet vægtede tungt for Thomas’ selvværd:

”Som mand og far, der ser jeg vel mig selv som forsørger i familien. Men ens identitet skal genopbygges efter en omfattende ulykke, hvor ens fysik ændrer sig. Det er ikke en nem proces. Jeg opnåede at vende tilbage til min gamle arbejdsplads på nedsat tid, men efter 1½ år måtte vi indse, at det ikke gik. Fysisk kunne jeg ikke klare de store maskiner, som jeg før arbejdede med. Det var et nederlag, men heldigvis har jeg et nyt flexjob i dag, som jeg er glad for.”

”Overordnet set, har vi holdt fast i vores rutiner og lever næsten som før. Det er meget få ting, som vi giver afkald på,” supplerer Ellen og cirkler om den jyske besindighed igen:

”Så det er jo egentlig gået meget godt. Selvom vi bliver påvirket, når vi tænker tilbage på det hele, så synes jeg, at vi er kommet videre på en god måde.”

Af Martin Hungeberg
Foto: Anita Graversen