En hverdag med mistænkeliggørelse

Når du udadtil ser rask og rørig ud, kan det være vanskeligt for omgivelserne at forstå omfanget og konsekvenserne af de begrænsninger, som præger hverdagen. Denne mistænkeliggørelse skyldes meget sjældent en ond vilje, men snarere den almenmenneskelige tendens til at forstå et fænomen ved at sammenligne med noget, vi kender i forvejen. Lad os tage et par eksempler:

Mange af os kender smerter som en forbigående tilstand i form af hovedpine eller ondt i ryggen. Vi ved også, at hvis vi tager et par smertestillende piller, vil smerterne ofte reduceres eller helt forsvinde. Ud fra denne begrebsramme, er det særdeles vanskeligt at sætte sig ind i, hvor belastende det er at have konstante smerter, der ofte forværres ved selv den mindste aktivitet. Her hjælper smertestillende kun lidt på det faktum, at der er tale om en tilstand, som sætter væsentlige begrænsninger i hverdagen.

Ligeledes kan den udtrætning, der ofte er en del af usynlige lidelser, gøre selv en hårvask til en uoverkommelig opgave, og kan dermed ikke sidestilles med den træthed, som de fleste af os oplever efter en lang dag med diverse gøremål. Her hjælper en nattesøvn heller ikke stort på energiniveauet.

Mistro kan have konsekvenser

Hvordan du som ulykkesramt reagerer på den mistænkeliggørelse, der rettes mod dig, afhænger af mange forhold, men to er helt centrale: for det første har det betydning i hvilken relation, mistænkeliggørelsen opstår. Hvis der er tale om en samtale med en fjern bekendt eller en tilfældig samtalepartner ved en social sammenkomst, vil mistænkeliggørelsen ikke have tilnærmelsesvis samme stressfremkaldende virkning, som hvis den kommer fra et nært familiemedlem, en god ven, en chef eller en nær kollega.

For det andet har det også afgørende betydning, hvorvidt det er muligt at skabe en eller anden form for fælles forståelse af situationen. Som sagt kan den manglende erfaring ofte forhindre en egentlig forståelse af livet med usynlige skader, men det bør ikke forhindre en accept af og respekt for den situation, du som ulykkesramt befinder dig i.

Hvad enten det gælder relationen til familie og venner, arbejdspladsen eller sundhedssystemet, vil mekanismen være den samme. Når mistro og mistænkeliggørelse får frit spil i en betydningsfuld social relation, som samtidig er præget af manglende respekt for din situation, så er der stor risiko for stress og social isolation, som kan få negative konsekvenser for det psykiske velvære og i sidste ende kan resultere i ensomhed, angst og depression.

Kroppen reagerer med stress

En af de største belastninger ved at leve med en usynlig skade er den dobbelte udfordring, der ligger i på den ene side at skulle have en hverdag til at fungere trods væsentlige begrænsninger, og på den anden side at skulle ”bevise” sin lidelse overfor omgivelserne.

I forlængelse af den mistænkeliggørelse, som omgivelserne kan give udtryk for, rejser sig også udfordringen med at skabe sig en positiv identitet som ”ulykkesramt”. Netop i tilfælde af usynlige skader er dette ofte en svær proces, fordi alting udadtil syner, som det plejer, men i virkeligheden er alt forandret. Mange oplever således, at deres selvforståelse ramler, når de går fra at have kunnet alting til at have vanskeligt ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Det kan opleves ekstremt nedværdigende for dit selvværd og selvtillid at være nødsaget til at tilbringe det meste af dagen på sofaen samtidig med, at du kan se de huslige opgaver hobe sig op, du har vanskeligt ved at passe dit arbejde eller har deltaget i en social sammenkomst i en lang periode.

Når du oplever, at du ofte skal forklare og forsvare dine begrænsninger, er der stor risiko for at ende i en ond cirkel af stress. Dette skyldes, at organismen fra naturens hånd er designet til at reagere instinktivt på enhver trussel mod vores fysiske og eller psykiske velbefindende. En mistænkeliggørelse fra omgivelserne kan netop ses som en sådan trussel. Det betyder, at hver gang, du skal forklare eller forsvare dig, udløser det en stress-reaktion. Når dette sker tilstrækkelig mange gange, vil der til sidst være så mange stresshormoner i kroppen, at der bliver tale om en selvopretholdende reaktion, hvor der ikke længere behøver at være en reel trussel. Alene tanken om, at du kan blive nødt til at forklare dig, er nok til at fremkalde en stressreaktion.

Dette er i sig selv problematisk, fordi det øger risikoen for en lang række fysiske og psykiske sygdomme, men derudover er det også enormt ressourcekrævende at være i en kronisk stresstilstand. Dermed sker der et væsentligt energispild, som kunne have været brugt på mere meningsfulde aktiviteter. Når du som ulykkesramt trækker dig fra sociale sammenkomster, er det ikke nødvendigvis et bevidst valg, det kan også være en instinktiv måde, hvorpå du kan undgå stress og spare ressourcer.

I de tilfælde, hvor du omvendt oplever at blive mødt med forståelse omkring dine usynlige skader, vil stressspiralen i højere grad blive erstattet af en udviklingsspiral, hvor du gradvist får mere og mere mod på at udfordre grænserne for i hvilken udstrækning, det kan lade sig gøre at have et meningsfuldt hverdagsliv trods de usynlige skader.