Gå til hovedindhold

Det kan du sige for at støtte pårørende

Små spørgsmål eller anerkendende ord kan gøre en stor forskel, når du vil være der for en pårørende. Her får du inspiration til, hvad du kan sige.

To kvinder der snakker sammen i et køkken

I et stort projekt for pårørende til mennesker med følger efter ulykker, har vi fundet ud af, at nogle ret enkle spørgsmål kan få rigtig stor betydning for pårørende.

Fælles for spørgsmålene er, at de stiller skarpt på den pårørendes følelser og oplevelser - i stedet for på situationen, hele familien eller den person, der er ramt på egen krop. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men fordi det også er vigtigt at fokusere på den eller de pårørende.

Tjek ind

Et godt udgangspunkt er jævnligt at tjekke ind med pårørendes oplevelse, så de mærker, at der er plads til deres følelser.

Du kan for eksempel spørge:

  • Hvordan har du det selv i alt det her?
  • Hvordan er det at være dig?

Eller du kan sige:

  • Hvis du har lyst, kan vi godt tale om, hvordan det her påvirker dig.

Hjælp til hjælp

Det kan også være, den pårørende føler sig alene med det hele, men samtidig har svært ved at overskue at tage imod hjælp.

Hvis du tror, det er aktuelt for en, du kender, kan du for eksempel sige:

  • Pårørende fortjener også hjælp og støtte, når der er sket så store forandringer i livet. Hvordan har du det med at få tilbud om hjælp og støtte? Er der måske noget, vi kan gøre for at aktivere dit netværk?
  • Hvad har tidligere hjulpet dig, når du har været allermest presset? Er der noget af det, vi kan trække på nu?
  • Hvis du skulle tage et skridt i en rarere retning allerede i morgen – hvad skulle det så være?

Næring til den pårørende selv

For nogle pårørende kan det have stor betydning at få hjælp til at finde kilder til fornyet energi.

Du kan for eksempel spørge:

  • Hvad har du brug for lige nu for også at passe på dig selv i det her?
  • Hvornår har du sidst gjort noget, der var for dig? Hvad vil være det vigtigste for dig at gøre plads til?
  • Hvis du kunne få bare 10 minutter til dig selv – hvad ville være mest nærende?
  • Hvis du skulle tage et skridt i en rarere retning allerede i morgen, hvor du også fokuserer på dig selv – hvad skulle det så være?

Nærvær

For mange vil det varme, hvis du gør det tydeligt, at du er til rådighed for de pårørende og gerne vil hjælpe.

Det kan du for eksempel gøre ved at sige:

  • Du må gerne sige alt det, der er svært her - der er plads til det.
  • Skal vi lige trække vejret en gang sammen?
  • Jeg er her for dig.

Anerkendelse

Hvis de pårørende, du kender, har svært ved eller manglende lyst til at tale om situationen, kan du anerkende deres situation.

Det kan du gøre ved at sige:

  • Jeg kan godt se, hvor meget du gør for at få det hele til at hænge sammen.
  • At du står her og bekymrer dig, fortæller mig, hvor meget det betyder for dig.
  • Jeg forestiller mig, at der er sket store forandringer i, hvem der gør hvad hjemme hos jer, og at det betyder noget for, hvordan I har det med hinanden.

Det er meget individuelt, hvad pårørende har brug for, når deres nære bliver ramt af en ulykke med varige mén til følge. Måske kan du bruge nogle af ovenstående formuleringer til inspiration.

Det vigtigste er at lade den eller de pårørende vide, at de også har ret til at lide og opleve savn på grund af ulykkens konsekvenser. Det er helt normalt og menneskeligt.

Om ETHAPE

ETHAPE er et projekt, der har til formål at støtte pårørende til mennesker med følger efter en ulykke.

Første led i projektet har været at undersøge, hvordan pårørende klarer hverdagen efter en nærtstående er kommet til skade i en ulykke. Andet led i projektet har været at udvikle tilbud til pårørende med udgangspunkt i undersøgelserne. 

Projektet er et samarbejde mellem UlykkesPatientForeningen, Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, DEFACTUM, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.

Projektet er finansieret af VELUX FONDEN.

Se tilbud til pårørende