Sorg hos pårørende til mennesker med følger efter ulykker

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, at min mand og jeg ikke længere er ligeværdige. Ofte føler jeg, at jeg er mere hans mor end hans hustru. På den ene side er jeg taknemmelig over, at han overlevede, men på den anden side kan jeg ikke overskue, at vi skal leve på denne måde de næste 50 år”.

Ovenstående citat illustrerer på fineste vis den sorg, man kan opleve som nærtstående til en ulykkesramt, og det er muligt at identificere en række tab i citatet, nemlig tab af ligeværdig relation som ægtepar, og deraf følgende tab af personlig identitet som hustru samt tab af den mand, hun forelskede sig i. Endelig er der også et tab af fremtidsdrømme.

Problemet med denne form for tab, som man indenfor psykologien kalder for symbolske tab, er, at de i modsætning til mere hardcore objektive tab som f.eks. tab af førlighed eller legemsdele, udgør en forholdsvis fluffy og udefinerbar størrelse og derfor ofte overses. Manden er her jo stadigvæk skønt meget er forandret.

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at enhver form for tab udløser en sorg, som skal bearbejdes for at udgå fysisk og psykisk lidelse på den lange bane. Derfor repræsenterer det en yderligere udfordring, at nære pårørende ofte kommer senere i gang med deres sorgproces, bl.a. fordi de oplever at skulle være ”den stærke” og det samtidig opleves som stærkt upassende at tage fokus fra den ramte. Ikke desto mindre handler det om at få skabt et rum, hvor alle kan føle sig set, hørt og forstået.

Som tidligere nævnt har vi det til fælles, at når vi udsættes for alvorlige tab, skal vi igennem en bearbejdelsesproces, før vi atter kan leve et liv med mening og værdi. Der er imidlertid store individuelle forskelle på, hvordan og i hvilket tempo, vi kommer igennem denne proces, da faktorer som alder, køn, kultur samt tidligere erfaringer spiller en væsentlig rolle.

Der findes mange modeller til forståelse af sorg, men to-spors-modellen giver et rigtig godt udgangspunkt for at forstå den bearbejdnings- og tilpasningsproces, som følger efter alvorlige tab.

Overordnet set foregår sorgbearbejdelsen i to spor: det tabsorienterede spor og det genoprettende spor. I det tabsorienterede spor mærker man sorgens smerte, savn og længsel efter det, som var. Det er også her, man konfronteres med svære følelser som skyld, skam, vrede, afmagt og håbløshed. I det genoprettende spor holder man 'pause' fra sorgen og eksperimenterer med at skabe en ny hverdag, hvor livet igen kan føles meningsfuldt. Det er her, man langsomt men sikkert udvikler en ny og positiv identitet, ser det værdifulde i andre, danner nye relationer, får nye roller for ikke at tale om nye handlestrategier, som kan fungere i hverdagen.

Præmissen er, at man på sin egen, individuelle måde pendulerer mellem de to spor. Hvor længe man opholder sig i de respektive spor kan variere fra dage og uger til minutter og vil ofte ændres over tid, så man er mest i det tabsorienterede spor i starten af processen og gradvist tilbringer mere tid i det genoprettende spor. Dog vil der gennem hele processen være tale om en kontinuerlig vekselvirkning. Dette kan også forklare, hvorfor kommunikation til tider kan opleves som en vanskelig opgave. Hvis man i en periode befinder sig i hvert sit spor, vil verden se meget forskellig ud.

Ofte ser vi, at pårørende bliver ramt af den dybeste sorg, når personen, der har fysiske skader efter ulykken, for alvor begynder at se fremgang. Det er der mange grunde til, men ikke desto mindre betyder det, at den ene part oplever at stå i meget vanskelige følelser, mens den anden begynder at se mere optimistisk på tilværelsen, og det gør det selvsagt svært at kommunikere. Her er det afgørende, at man giver plads til hinanden og udviser forståelse.

At leve med sorgen efter en ulykke har desværre ingen udløbsdato. Før i tiden troede man, at når man havde været igennem det første år med dertil hørende mærkedage, ville man opleve en accept af situationen. I dag ved vi, at accept af den nye livssituation er en langt mere kompleks og dynamisk størrelse, idet nye kriser eller nye tab kan udfordre den etablerede ligevægt, og skabe et fornyet behov for bearbejdning. Det er vigtigt at huske på, at dette er en helt naturlig del af processen. 

Gode råd til at leve med sorg

• Husk, at sorg er en naturlig følelse, som følger efter ethvert tab.
• Opsøg støtte, råd og vejledning, hvis du er i tvivl om dine reaktioner er normale, eller du oplever længerevarende symptomer på mistrivsel, f.eks. nedtrykthed, glædesløshed, mangel på energi, søvnforstyrrelser samt hukommelses- og koncentrationsbesvær.
• Tal med din nærtstående. Hvis det overhovedet er muligt, så tag en forventningsafstemmende samtale med din nære, så I sammen kan finde en model for, hvornår du skal deltage i f.eks. lægesamtaler eller bistå i hverdagen, og hvornår din nærtstående har behov for selv at finde løsninger i en ny hverdag.
• Find en eller flere nære fortrolige. Vær åben om dine følelser, tanker og behov, så bliver det nemmere for din omgangskreds at hjælpe dig.
• Opsøg samvær med andre pårørende – det kan være en lettelse at møde andre i samme situation, hvor du kan møde anerkendelse og forståelse uden at skulle forklare.

Artiklen er skrevet i regi af projekt ETHAPE, som er finansieret af VELUX Fonden.