Annette Heick: Livet som pårørende er ensomt

- Man ved ikke, hvad det vil sige at være pårørende, før man står i situationen. Det er ikke en rolle, man kan forberede sig på, og det skal man heller ikke. Man må tage det en dag ad gangen, siger Annette.

Samtidig følger der med rollen mange nye opgaver, som man ofte står alene med.

- Det kan man være vred eller ulykkelig over, men der er ikke noget at gøre ved det, man bliver nødt til bare at tage den, siger Annette Heick.

Følte sig ofte overset

Hun beskriver livet som pårørende som en balancegang på kanten af en klippevæg, og hvis der blæser blot en lille sidevind, ryger man langt ned.

- Der er megen ensomhed i at være pårørende, for der er mange ting, man ikke kan tale med andre om, som andre ikke forstår. De kan ikke lindre din smerte og kan ikke sige så meget andet end, ’det er jeg ked af at høre’.

Annettes oplevelse er, at folk ofte spørger ind til, hvordan det går med den, der har været ude for en ulykke, men mange glemmer at spørge den pårørende, hvordan han/hun har det.

- Det giver en følelse af ensomhed, når man hele tiden bliver overset. Selvom man godt kan forstå, at man bliver overset, så har jeg alligevel et behov for, at der også er nogle, der spørger mig, hvordan jeg har det.

De forbudte tanker er normale

Annette Heick oplever, at hendes følelser svinger meget og kan være alt lige fra angst til vrede, ensomhed og sårbarhed.

- Jeg kan godt vågne op om natten og være bange for, om Jesper trækker vejret, eller jeg kan være bekymret for, om han dør tidligt, fordi hans krop er overbelastet. Nogle gange kan jeg også blive vred og tosset på skæbnen over, at vi skulle igennem det her. Andre dage er jeg ovenpå situationen og kan joke med den, fortæller hun.

Annette nikker genkendende til, at man har masser af forbudte tanker som pårørende.

- Det kan være tanker som ’gid han havde været død’, og det er klart, at man ikke er stolt over at tænke sådan. Man føler sig som det ondeste menneske i hele verden, når man går rundt med sådanne tanker, så det er rart at vide, at det er helt normalt at have sådanne tanker.

Kræver en stor indsats for begge parter

For Annette har noget af det sværeste siden hendes mands ulykke været at have en ægtefælle, der mistede sit selvværd.

- Det påvirker et ægteskab, når den ene part mister selvværdet. Selvom det er synd, og man godt kan forstå, at det er hårdt at have fået et handicap, så fylder det rigtig meget, og det er svært for den pårørende at genopbygge den andens selvværd, og det er egentlig heller ikke et ansvar, der ligger på den pårørende. Men min erfaringer er, at hvis man kan finde hen til noget, som kan opbygge et selvværd, så kan man få et nyt ægteskab og et helt ny liv med et anderledes positivt fortegn. Men det kræver en indsats fra begge parter.